For 25 år siden udkom et album, jeg vil regne som ét af mine tre yndlingsalbum.
Jo, jo, selvfølgelig er det at snyde at sætte et dobbeltalbum ind på den plads, men som I kan se, er det noget jeg gør.
The Fragile fortsætter i høj grad stilen fra The Downward Spiral, men hvor det andet album havde et tydeligt tema om misbrug og selvdestruktion, synes The Fragile at have noget lidt andet – måske endda noget ondere? – på spil.
Det er vredt, det handler om død, det handler om håbløshed – og så alligevel noget håb, der bare ligger langt fra en traditionel tilgang.
Mit første møde med Nine Inch Nails var på Roskilde Festival 2000, hvor de turnerede med netop dette album. Jeg husker det som den vredeste, mest oprigtige koncert jeg i mit liv har set. Og alligevel gik der en del år, før jeg tog mig sammen til at tage favntag med The Fragile – og de øvrige plader. Shit, der er meget, jeg er gået glip af i de år!
Men hvad gør så The Fragile til et mesterværk? Indrømmet, mange kendere sætter The Downward Spiral over The Fragile.
Men jeg vægter The Fragile tungere af forskellige årsager.
Pladen er et skole-eksempel i, hvad industrial er. Som i: Pladen åbner med en dyb guitarstreng, der spiller et tema / riff så simpelt så det næsten tåler sammenligning med Jaws-temaet – og så kommer der… En fuksvans? I hvert fald noget, der lyder som reallyd af en sav og følges op med percussion-figurer, der kunne være rør, der blev slået på i en fabrikshal.
Og den slags dukker op løbende på pladen: Vinkelsliber-agtige lyde her, robot-agtige lyde der – The Big Come Down er næsten et besøg i en fabrikshal.
Denne tydeligvis maskinelle lydkulisse blandes med sfæriske flader, men generelt også meget maskinelle guitarer, trommer og basgange. Det elektroniske, komprimerede og det maskinelle. Match made in Heaven (or Hell).
Og så eksploderer det. Som i The Wretched, hvor der er filtre på alt fra vokal til trommer og lyden åbnes i refrænet i skærende kontrast til de mere rolige (men via klaveret og en industriel lyd foruroligende) strofer. Yikes!
De første fem numre på pladen er tilnærmelsesvist gennemkomponerede selv om de går ned i dynamik i skiftene – og kulminerer i pladens absolutte højdepunkt: We’re In This Together. Åh! Hvor har jeg ønsket mange gange at SIF eller Arsenal ville tage det nummer op som deres gå-på-banen track!
For ud over at være absurd energisk, så rummer teksten en dualitet:
– Er det en sang om fællesskab? Måske endda socialistisk? Om tosomhed? Bare noget, der er blevet ytret til et 12-steps meeting? Take your pick!
Det balancerer på samme måde imellem forskellige tolkninger som Depeche Modes Enjoy The Silence. Mesterligt!
De to sange ville jeg nok tage med på en øde ø, hvis jeg blot måtte vælge to.
Sammen med de industrielle tiltag, filtre, og den maskinelle spillestil er der løbende også lagt dæmoniske skrig ind med passende (og ALT på denne plade er produktionsmæssigt passende) rund hånd.
Der lidt-mere-en-flirtes med døden og en forventning om at man nok skal i kælderen, snarere end på øverste etage, der venter: The Great Below er det nærmeste vi kommer en egentlig ballade, men omhandler altså at tage sin plads ’dernede’ og styre ind i stormen med at det er dén vej, det må gå. Var der ikke også noget med Trent Reznor og The Church of Satan?
Inden da har man som en fisk ud af vandet været en tur på La Mer, nærmest er ambient og underligt rolig i forhold til resten af pladen. Den kommer på mærkelig vis lidt i sin (næsten) instrumentale form i kategori med Pilgrimage og Just Like You Imagined, der også får et vist programmusisk præg med sine bells and whistles. Shit, der sker meget på denne plade!
Men selv om numre som We’re In This Together er høj-energiske og The Wretched også rummer en voldsomhed, så er der også numre, der har et gear mere: No, You Don’t er rendyrket had og, ja, kendere har jo nok ventet på at det nævnes, men Starfuckers, Inc rummer så meget had og smadder at de truer med at rive pladen midt over.
Men pladen er også i sig selv en masterclass i netop at balancere ret forskellige udtryk med en rød tråd. En tråd, der nok især er båret af Trents vokal, der det ene øjeblik fortæller – som i titelnummeret – det næste skriger med et mega komprimeret filter – Tjek Where Is Everybody i slutningen af sidste strofe!
Som andre, gode plader kan numrene deles ind i ’afsnit’ og det mestres til perfektion her.
De første fem numre, De restenede på Halo 14, defineret af flere mere ambiente numre, en næste big beat-agtig tilgang til numrene på starten af anden-disken og et snigende ubehag, hvor der mere og mere hviskes over foruroligende underlag – for at slutte med total tonal uro og usikkerhed i Ripe (With Decay).
Man kommer igennem MEGET på The Fragile. Titlen siger det hele; for der er ret mange ret skrøbelige elementer – men også noget mere-end-sten-hårdt metallisk, industrielt over det.
Som om der er en pointe i, at oven på The Downward Spirals behandling af misbruget, så er der også en erkendelse af at nogen gange må man bare lade maskineriet køre og få det bedste ud af dét. Og wow, Reznor får det bedste ud af det!
Som sagt er pladen et skole-eksempel på hvordan industriel reallyd (eller noget, der minder om) næsten naturligt (eller pointen er vel at det er lidt unaturligt?) smyger sig ind i voldsomme guitar- og synth-flader, mens smerten, glæden, ensomheden og alt imellem på fornemste vis kommer ud i vokalen – både i tekst og udtryk.
Bands som Einstürzende Neubauten kom selvfølgelig før med idéen om industriel reallyd.
Men der var altid et element af noget ironisk distance – noget, der ikke opleves på samme måde på The Fragile.
Det er jo helt vildt langt ude, når Reznor skriger ”I will take my place // In The Great Below”. Men fordi han skriger det på den måde og har haft evnerne til både at producere musikken udenom og fremføre denne vokal overbevisende… Så… Tror vi faktisk lidt på ham?
Der kommer næppe nogensinde en plade som The Fragile igen.
Det er i hvert fald ikke noget, der er oppe i tiden – eller rigtigt har været det siden 1999 – at lave så dramatisk et lydbillede, lave så ambitiøst et projekt som et dobbeltalbum er og på den måde at arbejde med produktionen, hvor industrielle lyde indgår, hvor det hele bare føles afsindigt ægte – upåagtet om det er marchen i den ikke just lettilgængelige Pilgrimage, indignationen i Starfuckers, Inc, eller desperationen i We’re In This Together (er det bare et ønske?).
Jeg har nu skrevet snart 7000 anslag om denne plade og føler ikke helt at jeg har indfanget hvor stor den er.
Men en kæmpe cadeau må være, at selv om pladen nu runder de 25 år (yikes), så er der INTET ved den, der virker bedaget eller nogen steder, eller hvor den falder igennem i udtryk, sound eller stemning. Der er endda stadig detaljer, jeg opdager, jeg ikke har hørt før.
Det er da ret vildt og derfor tøver jeg ikke med at udråbe The Fragile til et mesterværk, jeg mener er både på højde med og over The Downward Spiral.
Skrevet af: Troels-Henrik Krag
We’re in this together:
