I anledning af at det i fredags var 20 år siden, Smashing Pumpkins udgav dobbeltalbummet Mellon Collie and the Infinite Sadness har Troels-Henrik kigget tilbage på et ikonisk rock-værk.
Når jeg en sjælden gang imellem mødes af det High Fidelity-inspirerede spørgsmål om, hvad min top-fem albumhitliste indeholder, har jeg altid lidt dårlig samvittighed over at der vil indgå to dobbeltalbums; for det ER lidt snyd sådan at hive dobbelt så meget materiale ind under ét album… Men ud over Nine Inch Nails’ The Fragile, er Smashing Pumpkins’ Mellon Collie and the Infinite Sadness (Herefter forkortet til MCATIS) fuldstændig uomgåelig som højdespringer på min top-fem liste.
Meget af dette handler selvfølgelig om, at MCATIS er en meget vigtig del af soundtracket til min ungdom i det mørke Midtjylland. Mange søndage er jeg vågnet med ondt i nakken efter at have headbanget adskillige gange til ‘XYU’ på bagsædet af en udbrændt Toyota Corolla på vej til én eller anden fest, hvor Faxe Fad og Sort Svin har gjort sit til, at det ikke kun er nakken, der har smertet. Selvfølgelig hænger det også sammen med at MCATIS har fået mange flere spins (og dermed chancer), end mange andre gode plader. Men selv med det in mente, er jeg faktisk stærkt udfordret på at finde et oprigtigt svagt nummer blandt de 28, værket omfatter.
Hvor andre lysende 90’er-stjerner som Nirvana, Pearl Jam, Guns’N’Roses var virkelig stærke på at lægge en linje for hvad der bredt kan defineres som ‘rock’, så tilførte Smashing Pumpkins en ny dimension med MCATIS, som måske blev indikeret på Siamese Dream, men var mere fraværende i den tidligere linje; man kan ikke gennemlytte MCATIS uden at måtte erkende, at albummet både rummer smadder og poesi – både i musik og tekst. Netop denne variation imellem det maskulint potente, det poetiske og det ekstremt skrøbelige er mestret på MCATIS på en vis, jeg ikke kan komme i tanke om andre værker har formået. Ofte kan man blive lidt træt af at høre rocktekster (især: Guns’n’Roses – jeg kigger på jer!!), da klichéerne sidder lidt løst, og ja, det er fedt at knalde og feste, men nogle gange må man altså godt hæve sig over dette niveau og have bare lidt flere dimensioner, lytteren kan spejle sig i.
MCATIS rummer både søndagens depressive teenager-tanker (fx ‘By Starlight’, ‘Through the Eyes of a Lily’), fredagens festbrøl (Fx ‘Where Boys Fear to Tread’, ‘Bullet with Butterfly Wings’), længsel efter kærlighed (Fx ‘Love’, ‘Into the Arms of Sleep’), vrede over overfladiskhed (fx ‘XYU’, ‘Tales of a Scorched Earth’) humor (‘Lily (My one and only)’, ‘We Only Come Out at Night’ )og egentlig hel banal æstetisk skønhed (fx ‘Pocelina of the Vast Ocean’, ‘Galapogos’). Eller også blandes det hele lidt i numre som ‘Bodies’ eller ‘Zero’. Der kredses hele tiden om det brændende ønske om tosomhed og de frustrationer, der opstår, når det ikke spiller eller det går i stykker, og havde begrebet været opfundet i 90’erne, var emo nok blevet nævnt omkring projektet.
Men én af grundene til, at det ikke bliver for meget er netop, at det brækkes op med maskulinitet og humor, og bæres frem af virkelig, virkelig gode melodier. For uanset hvor langt nede i søndags-tømmermændenes depression, så er det svært ikke at smile, når man hører teksten om den desperate stalker i ‘Lily’; ”’cause as they’re dragging me away / I swear I saw you raise your hand and wave / goodbye!”
Rent produktionsmæssigt er MCATIS også noget ret specielt, som for så vidt kunne have dannet skole. For hvor især grungen gjorde meget ud af en beskidt lyd, så blev der hos Smashing Pumpkins også arbejdet med det pæne. De hyppigt spillede ‘Tonight, Tonight’ og ‘1979’ er decideret radiovenlige, og stille sange som ‘Stumbeline’ ville have svært med at komme på deciderede grunge-plader. At lave store orkestreringer var voldsomt ambitiøst, modigt – og muligvis mere med held end forstand har det også vist sig at fungere uden at blive for meget. Billy Corgan har dermed kunnet lægge sin ekstremt nasale vokal oven på en solid bund, og kunnet fremføre teksterne med den overbevisning, der alligevel er nødvendig med så følsomt materiale.
Jimmy Chamberlain på trommerne viste også til de mere hårdt-rockende trommeslagere, at trommer faktisk er et instrument, der kan spilles på – og hans baggrund som jazz-trommespiller fornægter sig ikke. Med al respekt for Dave Grohls spil i Nirvana, så når han slet ikke op på det niveau, Chamberlain lægger på MCATIS. James Iha bliver også tøjret perfekt og får lov til at fremstå med nogle forholdsvis ‘clean’ og digitalt lydende gains, der egentlig nok frem til MCATIS har været no-go i mange rock-bands.
Mest markant er nok den tydelige røde tråd: Åbningsnummeret ‘Mellon Collie and the Infinite Sadness’ – et klavertema – gentages flere gange igennem pladen og dukker op i numrene ‘Thru the Eyes of Ruby’ og binder pladen sammen på afslutningssnummeret ‘Farewell and Goodnight’. Måske et lidt billigt trick, men det fungerer bare utrolig stærkt og vidner om en rød-tråd-tænkning, som har indgået i den forholdsvis kompakte indspilningsproces, pladen er blevet til over. Vigtigst i produktionen har nok også været en vis usnobbethed: Ihas’ gains, der næppe har været god latin i mange rock-kredse, viljen til at trække stryger-elementer ind i projektet – og regulær tænkning i, hvilke effekter, der ville fremkaldes. Eksempelvis er der brugt en lyd-sample fra spillet Doom i ‘Where Boys Fear to Tread’ – igen: måske et billigt trick, men måske, bare måske, havde de tænkt at netop her ville det være fedt med computer-lyden af en raket, der blev affyret og sprang.
Mellon Collie And The Infinite Sadness kom dog aldrig på den måde til at danne skole for en ny genre eller en ny række bands. Hvor pladen gør tydelige landvindinger for brug af digitale/mere polerede gains, arbejde med samples og store, patetiske arrangementer, så synes det at bands, der lod sig inspirere af dette glemte at føre den poetiske åre med videre.
Resultatet er, at man kan høre meget Iha-inspiration i meget NU-rock, som er en genre, vi vil gøre meget for at glemme hurtigst muligt. For hvor Iha på MCATIS mestrer både det polerede og det destruktive, synes det destruktive at have haft svære kår hos NU-rocken. Hele emo-bevægelsen faldt også lidt i samme polerede, selvhøjtidelige suppe og glemte helt at lave humoristiske eller potente indhop…
Selv ikke Smashing Pumpkins formåede på den måde at fortsætte succesen. Fair nok; Adore er et fint album – men der savnes også noget af det MCATIS kunne. Måske er det kant, måske er det legesyge, måske noget helt andet. Men Corgans udtalelser om at ‘Perfect’ skulle være en form for toer til ‘1979’ vidner nok også om, at der var en bevidsthed om, at man havde lavet noget ganske særligt på Mellon Collie and The Infinite Sadness.
20 år efter at denne plade udkom og gjorde sit store indtryk vil jeg holde på, at den stadig holder. Nej, jeg er ikke længere en teenager, der er i det følelsesmæssige kaos, som MCATIS så stærkt understøtter. Og nej, der bliver ikke headbanget længere, Corollaen er byttet ud med egen bil og Faxe Fad er pensioneret.
Men melodierne holder stadigvæk, idéerne holder stadig væk og opfindsomheden kan man stadig gå på opdagelse i 20 år senere – og så er 28 numre egentlig ikke for mange.
Af Troels-Henrik Balslev Krag
