Dansk Kabel og Tråd er en programserie fra midt-90’erne, hvor DR1 gav en halv times sendetid til et dansk band med kombineret mini-koncert og interview. En række af de programmer ligger gemt lidt væk online på DR Bonanza, men vi har gravet og støvet af – og de er et kig værd!
Men hvorfor nu denne utidige kiggen tilbage og ikke frem? Jo, for det første kan man faktisk lære lidt om en blomstrende periode i dansk rocks fortid, i hvert fald få en smagsprøve derfra og se hvordan tingene har udviklet sig sidenhen. Man kan også bruge det til, at blive lidt ærgerlig over at den slags programmer ikke findes længere og så er det, hvis ikke andet, ret solid underholding i et letfordøjeligt format. Konceptet er relativt enkelt, et band pr. program, en scene og nogle fans, 30 minutters varighed. Det inkluderer nogle korte interview-sekvenser, der falder lidt tilfældigt for hvert program, nogle gange bare et enkelt klip a nogle minutter, andre gange flere korte sekvenser fordelt mellem numrene i koncerten.
De her omtalte afsnit, og andre, kan som nævnt ses på DR Bonanza’s online arkiv, under “musik”. Her kan du forresten også finde alt fra gamle Melodi Grand Prix Show, en Shu-Bi-Dua koncert fra 1977 til Povl Dissing der synger gamle viser. En side er der hverken layoutmæssigt eller teknisk lader til at være opdateret i adskillige år, hvilket giver sin egen lidt kiksede charme, men det gør også at medieafspilleren tilsyneladende ikke er af nyeste dato – hvilket kan give lidt knas på linjen hist og her.
Jeg måtte eksempelvis, efter et par forsøg, opgive at komme igennem et program om odenseanske Odd Gallery, videoen frøs kort og godt under hvert afspilningsforsøg. Godt det samme, bandet fremstod temmelig 90’er irriterende OG det så ud, og lød, som om forsangeren sad fast i playback-fælden under første nummer. Heldigvis ikke et fænomen der går igen i de andre programmer, altså det med playbacken…
Tilbage til 90’erne
For lige netop “90’er” er en følelse og en betegnelse, som i den grad kan klaskes på langt de fleste af de optrædener jeg har nået at se. Jeg har ikke set samtlige af de 16 programmer der er tilgængelig online, men har plukket dem ud jeg synes virkede mest interessante for os her på siden og pirrede min nysgerrighed (så Al Agami & Thomas Blachman, Danseorkesteret, Ridin’ Thumb m.fl. må lige stå udenfor døren lidt). Jeg er faktisk ikke sikker på hvor mange programmer der egentlig findes, men der ligger i hvert fald en optagelse, uden for nummer, med Psyched Up Janis på YouTube. Hvorfor den, og måske andre, ikke er inkluderet på Bonanza aner jeg ikke, rettigheder måske?
Anyway, 90’erne! Et fællestræk for de fleste af disse bands og koncerter er, at de, ganske naturligt, er fanget i en tidslomme, præget af deres samtid OG kort og godt bare føles som et tegn på tiden. Det gør nogle af koncerterne, eller måske nærmere musikken, en kende bedaget at lytte til, men samtidig er det aldrig decideret uinteressant, fordi det netop fortæller noget om tiden, hvad der rørte sig og hvordan en, eller flere, musikalske strømninger kunne ramme forskellige kyster her i landet, uafhængigt af hinanden, men på næsten samme tid. Vel at mærke uden hjælp fra internettet (formodentlig), der i start til midt 90’erne var i sin spæde barndom- ikke mindst ude på landet, hvor jeg kommer fra.
Det kunne have været Herning og opland (det var det ikke), men det var det for Inside The Whale’s vedkommende. Et af de bands hvis program er værd at tjekke ud, om ikke andet fordi bandet har en næsten klassisk fortælling og skæbne. Her spiller de tydeligt grunge-inspireret tungrock, der er knald på, men det lyder også som om der hænger et hæmmende Seattle-ekko i luften. Bandet fandt nok først deres stemme et par år senere, da de skiftede stil og begyndte at synge på dansk, ikke mindst med monsterhittet “Hvor er tiden der tager os?”. Bagsiden af medaljen: det tog også noget af kanten og brodden af band og musik og nogle år senere var de opløst. Sådan kan det gå!
Så er der et mere obskurt navn som Spacehead, som jeg blankt må erkende, at jeg simpelthen ikke kan huske hverken at have set eller hørt noget om tidligere (vi fik ikke engang Gaffa derude hvor kragerne vendte og jeg voksede op). Men bag mikrofonen finder vi såmænd Nikolaj Steen? I front for et kraftfuldt rockende band, der lugter en del af Alice In Chains og Soundgarden indflydelse i lyd og sangskrivning. Steen’s vokal, og det indømmer han vist selv i et af interviewklippene, hvor han siger at han egentlig ikke ser sig selv som sanger, når hverken Cornell, Stayley eller for den sags skyld Cantrell’s niveau, men den fungerer udmærket. Bandet virker temmelig garvede og rutinerede, på sådan en laid back cool og selvsikker måde, uden at det bliver dovent eller arrogant. Musikken ER nok lidt for inspireret af nogle af de vibrationer der kom ud af grunge-hovedstaden i årene op til dette program (fra 1995), men det er sjovt at se Steen give den som ægte rock-sanger. Og så er der også lige plads til en fin anekdote om, at han er blevet smidt ud af samtlige bands han har spillet trommer i.
Hvordan endte det for Spacehead, deres debut-album fra samme år og den længere turné de stod til at skulle på efter optagelserne til dette program? Jeg ved det ikke, for oplysningerne man kan finde online om dette band begrænser sig til at albummet udkom i 1995, og en notits om bandet i Wikipedia-oplaget om Nikolaj Steen.
De to store rockbands
Noget anderledes forholder det sig med to af 90’ernes store, danske rockbands (tre hvis man regner Pysched Up Janis med… og regner dem som værende “store”), Kashmir og Dizzy Mizz Lizzy. De er, selvfølgelig, også med, og set i lyset af hvad der fulgte senere og begge bands noget forskellige karrierekurver og retninger, så er det et skægt, og lærerigt gensyn. Dizzy Mizz Lizzy vandt DM i Rock 1993, foran blandt andet Kashmir, og det er også to bands på hver sit stadie og side af berømmelsen man møder her.
Det mest interessante ved Dizzy programmet er næsten, at det der venter forude af udfordringer for bandet og skæbnen de går i møde, allerede skinner igennem i interviewdelen. De har det faktisk på fornemmelsen; at det bliver svært, for ikke at sige umuligt, at følge op på den succes debutalbummet kastede af sig. Det her er Dizzy på noget nær toppen af succes og berømmelsen, men bølgedalen lurer lige forude – vi er allerede i gang med begyndelsen til enden.
Det fornemmer man også med den snigende tone og stemning af kynisme der hænger i luften. Det er et band, der virker som om de ved HVAD virker og hvad de skal gøre for at få en reaktion, men også et der, bevidst eller ubevidst, har taget det første skridt væk fra scenekanten og deres publikum – paraderne er oppe. Selve koncerten er et studie i larmende, dansk 90’er grunge-rock. Numrene er mere flossede i kanten end på plade, eller i de nuværende mere bastante live-versioner, og det hele fremstår en kende mere løst i formerne, hvor instrumentale jams godt kan stikke lidt af. Der er noget råt og ungdommeligt energisk over det, men også noget der virker en smule amatøristisk midt i al alvoren og de bøjede hoveder med håret hængende ned foran ansigtet.
I den anden ende af spektret finder vi Kashmir, der endnu ikke var sunket ned i alvor, seriøsitet, tristesse og voksenlivet. Her er de i fuld, ufiltreret goofball mode, som man husker dem fra 90’erne. Den slags har, som historien også viste med Kashmir, både en begrænset levetid og charme, inden det kommer til at virke en kende anstrengende og/eller patetisk. Men her, i slut 1994, eller hvornår det nu er optaget, ligger den slags bekymringer stadig 5 år ude i fremtiden.
Tidens tand har måske gjort, at et nummer som balladen “Rose” fremstår noget gennem-gumlet og bedaget, mens eksempelvis “Leather Crane” og “Jamie Fame Flame”, der især for sidstnævntes vedkommende jo egentlig er noget fjolle-funket 90’er ironisk gøgl, overlever på den potente energi det hele leveres med. Har man kun set Kashmir live efter årtusindeskiftet, så virker det her som et helt andet orkester, hvilket det jo i bund og grund også var.
Der er også plads til bandets fascination for tegneserier og det tegneserieunivers de skabte omkring bandet, rent visuelt og gennem de til tider noget kulørte tekster (peaket er for mig personligt stadig Cruzential albummet). Blandt andet ser en af tegningerne frem til år 2015 (den fjerne fremtid), hvor bandet har købt et ældre kollektiv for nogle af de mange penge de har tjent. Noget af det kom da til at ske…Der er også plads til et “sooo 90’s ironic” interview, hvor gode gamle Poul Jørgensen søreme stiller bandet “seriøse spørgsmål”, mens bandet svarer med glimt i øjet, uden glimt i øjet – for det gjorde man dengang! Det virker ærligt talt noget passé og i den grad et produkt af sin tid.
Et produkt af tiden er også publikums opførsel under koncerten (erne), hurtigt slog det mig, hey, der er ingen mobiltelefoner?! Dette er ikke endnu en rant om publikums uopdragne opførsel nu til dags og så videre, blot en konstatering. I dag går man til koncert på en anden måde og har muligheden for at dokumentere og kommunikere på grund af nye hjælpemidler, det kaldes udvikling, det har jeg ikke noget imod, som sådan – men hold jeres kæft og gem snakken til bagefter! Nå, hvor kom jeg fra, jo, publikum har derimod travlt med at danse og flippe ud på stedet, mosle lidt rundt og stage dive og crowd surfe – der er endda en ungersvend der får lov til at blive stående på scenen og vifte med sin lighter i forholdsvis lang tid. Det var dengang….
Nah nah nah nah nah, nah nah nah nha nah…
Det er dog andre kvaliteter og forhold der gør sig gældende, når jeg vil runde af med at fremhæve to koncerter som værende mine favoritter. Den ene fordi den overraskede mig og viste en anden side af et band, som jeg havde et noget andet indtryk af og den sidste fordi den har gjort mig til “fan” og sendt mig på detektivarbejde.
Lad os starte med førstnævnte, som er Hotel Hunger med Jimmy Jørgensen i spidsen. Et band jeg næsten udelukkende forbinder med “Sitting in a Room”, kæmpehittet fra albummet af samme navn, Sitting In A Room, udsendt i 1995. Altså blød, radiovenlig rock, som var ganske catchy, i hvert fald på det nummer, men ikke ansporede mig til yderligere lyt. Det var måske en fejl.
Ikke nok med at bandet er dannet i 1985 (!) og aldrig officielt opløst forresten, men de har udsendt hele 9 albums. Det vidste jeg ikke, og jeg vidste heller ikke, at de var noget tungere og hårdere i filten, i hvert fald på de numre der spilles her, end nævnte single indikerer. Og så har de i Jørgensen lidt af en showmand i front, som gør sig godt på en scene. Samtidig interviewes han iført spændetrøje, mens en uset hjælper er nødt til at holde og række ham hans cigaret, så han kan få et hiv af og til (I FJERNSYNET!!) i et program der bærer præg af skæv, lettere særpræget og barok humor. En sjov overraskelse og researchmateriale til senere.
Research har jeg allerede været i gang med vedrørende et band, der i disse interviewstumper virker mindst lige så barokke og skæve i deres humor som Hotel Hunger.
Det glemte, grønne guld
Det eneste jeg kendte til Greene på forhånd var, at brødrene Peter H. og Henrik Olesen var med. Jeg er noget mere på hjemmebane i brødrenes output som duoen Olesen-Olesen, der efter 6 mere eller mindre skamroste plader gik i tidsubestemt hi i 2007, efter 25 års musikalsk samarbejde brødrene imellem. Et kvart århundrede, det betyder jo også at der måtte være noget inden Olesen-Olesen, men jeg har kun set Greene nævnt i forbifarten, som et undervurderet og overset band, også fra min side – for har aldrig forsøgt at dykke ned i det, før nu.
Det viste sig også lidt vanskeligt; du kan finde sporadiske oplysninger, hints og lidt videoer med dem online, men ikke det store. To af deres tre albums, debutten Teenage Museum (1992) og svanesangen Minor Sun (1996) kan høres på Spotify, hvis man gider det, mens album nummer to, Lovers Lingo (1994), ikke rigtig har været til at opdrive. Indtil jeg fandt, og bestilte det hjem, via biblioteket, men albummet skal formodentlig sendes fra Holstebro afdelingen eller noget, så vente vente. Det var naturligvis kun med til at pirre min nysgerrighed, og begynde en hel lille fortælling om det her “glemte” orkester.
Havde musikken ikke været god, havde det dog nok været det samme – men det er den. Det er et af de her sjældne tilfælde, hvor man hører et gammelt band for første gang (og det var det, da jeg trykkede play) og straks resonerer musikken bare, af både forklarlige og uforklarlige årsager,hos en og man finder sig draget mod og ind i universet.
Bandet er, ligesom Hotel Hunger, fra en anden generation end de fleste andre bands der optræder her, og dermed også præget, formet og inspireret af andre kilder og strømninger. Olesen-brødrene er nu midt i 50’erne, med pil opad, og var unge da punken spirede, inden New Age og romantikere af den en eller anden art, og post dit og dat dukkede op i løbet af 80’erne. Det gør også, at de har været i start 30’erne da det her blev filmet og ikke start 20’erne, eller derunder, som de fleste af ovennævnte. Det giver selvfølgelig nogle andre forudsætninger, rutine, erfaring og omstændigheder.
De engelsksprogede tekster er måske ikke nogen åbenbaring eller videre originale, det er tydeligt at Peter H. Olesen først fandt den helt rette hylde og ramte et helt andet (mere svimlende) tekstniveau, da de engelske gloser blev skiftet ud med de danske. Men om ikke andet er det da helt sjovt, at høre ham synge andet end dansk, især i de glimt hvor den umiskendelige Olesen’ske klang og fraseringer skinner igennem – nu bare på engelsk. Styrken i numrene ligger især i sangskrivningen og melodierne, for kompositorisk befinder Greene sig her på et helt andet og højere plan end resten.
Stilen er ret britisk, med et band som The Smiths som et muligt referencepunkt, men jeg tænker også et andet band som tiden glemte, nemlig James. Det er fængende, relativt simpel og iørefaldende guitar pop/rock med en gammeldags indie-vibe, skåret ind til benet og destilleret ned i forholdsvis korte numre -og det er tilmed ganske fremragende!
Bandet når igennem 7 sange, inklusive et halv-langt, rocket cover af Kraftwerks “The Model” som afslutter, en version der bestemt er et lyt værd. Men guldgruben består af “Tomorrow”, der næsten virker som et, langt medrivende omkvæd, “Being With Someone”, “Introducing Love To a Cynic”, hvor især guitarklangen leder mine tanker i retning af R.E.M., “Happy Day”, “Something Inside Me”, hvor lyden bliver mere støjende og kontrastfyldt og den nærmest svævende og dansable “Love Made Me A Better Man”.
Hold da kæft, det er jo glimrende numre, hvorfor blev de ikke større?! En del af svaret ligger nok i noget bandet selv kredser om i interviewdelen, her klippet mere op så det fremstår ret fragmenteret, underbygget af at der krydsklippes mellem medlemmerne, der jævnligt gør hinandens sætninger færdige. Eller i Peter H. Olesens tilfælde, korte klip af ham der afbryder med en barnagtig grimasse og tilhørende pruttelyd, mest rettet mod bror Henrik – når man da ikke lige ser ham nippe til et glas rosevin…. “Vi har et image-problem, det mener vores pladeselskab”, som Henrik Olesen forklarer, inden Peter bryder ind med “Jeg er for tyk til at gå klædt i læder”.
Det har de måske også, de har i hvert fald skilt sig ud på 90’ernes danske musikscene, på den ene og den anden, og også tredje, måde og med garanti været svære at markedsføre og sælge til grunge-generationen. Henrik Olesen fortæller, at han egentlig ikke tror på det store gennembrud, “det er nogle gode sange vi har her”, som han helt rigtig bemærker, og, “vi er her uanset om verden vil det eller ej”.
Det var de så også i en periode, inden brødrene for alvor brød igennem, sådan da.
Dansk Kabel og Tråd er fra en tid, hvor der, ud over trykte medier, ikke var de store muligheder for at blive eksponeret – og da slet ikke i tv. Internettet var kun i sin begyndelse, og mulighederne for at udbrede sin musik af den vej stærkt begrænset i forhold til i dag. Så 30 minutter i spotlyset, på en af de to store danske kanaler, må have været lidt af en gave for nogle af de her kunstnere. Men som Greene viser, var tv ikke automatisk lig med kæmpe succes.
Dansk Kabel og Tråd er værd at tjekke ud både som et lille hjørne af dansk musikhistorie, et blik tilbage, et tidsbillede, en del af et generationsportræt, som sammenligningsgrundlag for i dag og bestemt ikke mindst, som appetitvækker på noget der måske var værd at tjekke ud og dykke ned i.
Og var det så ikke på tide med sådan et musikprogram igen, der er nok af bands derude.
Find udsendelserne HER
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: DR Bonanza
