I denne fjerde udgave af GFR Anbefaler kigger vi tilbage i tiden på et kultorkester, som aldrig fik kommerciel succes, hvis historie er plaget af interne stridigheder og tragedier og som nok ville være blevet helt glemt, hvis det ikke var fordi utallige musikere efterfølgende har peget på bandet, og deres 3 studiealbums fra 70’erne, som en kæmpe inspirationskilde. Vi spoler tilbage, her er en anbefaling om at dykke ned i Big Star.
Big Star er smerte, nederlag, tragedie, håb, knuste drømme, kærlighed, tab, storhedsvanvid, mentale sammenbrud, tidløst, et produkt af sin tid, overset, overvurderet, følelser, følelsesmæssige problemer, overskud, underskud og i sidste ende smuk, smuk musik.
De 3 albums bandet nåede at udsende er alle meget forskellige, udtrykker den tilstand bandet og medlemmerne befandt sig i på indspilningstidspunktet, og er allesammen virkelig fremragende på hver deres forskelligartede måde. Fælles for dem er de forrygende melodier, de både dragende, smittende og fængslende stemninger, følelsen af ærlighed og autencitet og en blanding af stor skønhed, skrøbelighed og sørgmodighed, som gør sangene svære at ryste af sig, når de først er kommet inden for. Big Star er kort sagt overvældende og gribende.
Bandnavnet må være et af de mere ironiske i rockhistorien, for store stjerner blev de aldrig. Trods den store stjerne hos kolleger, efterfølgere, musikanmeldere og kritikere (både fortidige og nutidige), så nåede bandet aldrig at funkle så klart som anmeldelserne og selve musikken ellers burde have medført. Bandets korte levetid, fra 1971-74 (give or take) indikerer da også nærmere stjerneskud end strålende supernova, men ikke engang en kortvarig succes blev det til dengang.
Big Star blev dannet i Memphis i 1971 ovenpå fundamentet af bandet Icewater, der bestod af sanger/sangskriver/guitarist Chris Bell, guitarist Steve Ray, bassist Andy Hummel og trommeslager Jody Stephens. Ray blev hurtigt erstattet af Alex Chilton, der som 16-årig havde et nr. 1 hit på den amerikanske hitliste i 1967 med gruppen The Box Tops og nummeret “The Letter”.
Med Chilton i folden tog musikken og gruppen for alvor form, en musikalsk kamelæon og søgende sjæl, med en følelsesladet vokal, melodiører og en uhyre veludviklet sans for den gode, korte, popmelodi. Og samtidig med et sangskrivertalent, hvor han formåede at få det maksimale ud af popskabelonens omkring 3 minutter lange spilletid. I Chris Bell fandt han samtidig en musikalsk sjæleven, der om muligt fremstod endnu mere skrøbelig, søgende og talentfuld.
Duoen er sidenhen blevet kaldt en amerikansk pendant til Lennon/McCartney, og man forstår sammenligningen, ikke mindst fordi Bell og Chilton begge var erklærede Beatles fans og følte at den britiske musikinvasion i midt-60’erne forandrede deres liv. Men sammenligningen er naturligvis også lidt unfair/unødvendig, Bell/Chilton var også noget helt andet.
Chilton var blandt andet et smut forbi New York protopunk senere i karrieren og udsendte en række mere eller mindre eksperimenterende, og ujævne, soloplader, inden hans alt for tidlige død af et hjerteanfald i 2010, 59 år gammel – men det er en anden historie. Ligesom resten af Big Stars historie i nærmere detaljer, som du forresten kan se godt og nogenlunde detaljeret fortalt og udfoldet i dokumentarfilmen Big Star: Nothing Can Hurt Me. Den kan streames på Netflix lige nu.
Selv har Chilton efterfølgende udtalt, at de mennesker der hævdede at Big Stars’ albums var på højde med de bedste fra The Beatles, tog fejl. Måske lige dele udtryk for respekt for forbillederne, og en afspejling af den konstante udvikling Chilton befandt sig i, der gjorde at han ville så langt væk fra Big Star som muligt. Som Chris Bell’s bror, David Bell, udtaler i Nothing Can Hurt Me: ” It wasn’t The Beatles, but it was DAMN good”.
Big Star er, som remset op indledningsvis, masser af ting, masser af modstridende ting. Og det “de” nåede at indspille i deres korte levetid afspejler dette. Nu skrev jeg de i gåseøjne, for bandet var allerede i opløsning kort efter udgivelsen af debutten, den ironisk/egotrippende betitlede No. 1 Record (1972), og gennemgik flere udskiftninger i besætningen de efterfølgende år. Bandets svanesang, Third/Sister Lovers er i bund og grund et Alex Chilton soloprojekt, med input fra producer Jim Dickenson (producerlegenden John Fry drejede kompetent på knapperne på de 2 første albums) og eneste tilbageværende originale bandmedlem Jody Stephens. Indspillet i 1974/75, men fundet for ikke-kommercielt og u-sælgelig af pladeselskaber, så røg det i mølposen og blev først fundet frem igen og officielt udsendt i USA i 1978, efter noget buzz i Europa og især England. Titlen Third/Sister Lovers refererer i øvrigt til at Chilton og Stephens på daværende tidspunkt datede et søskendepar, så den barokke humor var da intakt, alle kvalerne til trods.
Og Big Star er om noget en historie om og med kvaler. Bandets debut, der fik en stormende modtagelse i amerikanske musikmedier, ført an af Rolling Stone Magazine (dengang deres ord var lov og de var en sværvægter på markedet) blev fulgt op af dårlige salgstal og bandet forblev ukendt i nogen større målestok. Medvirkende årsag var en kombination af dårlig promovering og elendig distribuering, så de der rent faktisk havde hørt om pladen (eksempelvis via spredt radio airplay) ikke kunne købe den nogen steder.
No. 1 Record er sidenhen blevet kaldt “power pop” og “contemporary rock”, det er sikkert ikke helt forkert. Forestil dig The Beatles sans for ørehængere møder energien fra tidlig The Who, tilsat klange der minder om The Byrds, så er du på rette spor. Det er en plade der egentlig stritter i en del forskellige retninger, ikke mindst stemningsmæssigt, hvor den rummer alt fra det opløftende til det nedslående. Musikalsk er det en helt vidunderlig plade, uden svage øjeblikke. Der er alt fra regulær rock ‘n roll som “Feel” og “When My Baby’s Beside Me”, syre-pop på “The India Song” til bristede hjerter på balladen “Give Me Another Chance”.
“In The Street” er måske Big Star’s mest kendte nummer, men karakteristisk for bandet, i en genindspillet og forkortet version af Cheap Trick, brugt som intro til komedieserien That 70’s Show. I den serie kan man forresten også høre originaludgaven af nummeret “Thirteen”, der må være et af de bedste popnumre der nogensinde et skrevet. En stille, nærmest naivistisk og sentimental lille sag (uden at det bliver kvalmende), der på perfekt vis rammer tonen og følelsen af at være en forvirret og forelsket teenager. Jeg har svært ved at komme i tanke om andre sange der på så fornem og helt igennem sød og rørende vis indkapsler og udtrykker den stemning på under 3 minutter.
Højdepunkterne står nærmest i kø på No. 1 Record, “The Ballad Of El Goodo”, hvilket helt igennem forrygende nummer, den stille desperation og håbløshed på “Try Again”, håbet i “Watch The Sunrise” inden det hele ender i den kun 1 minut lange udsvævende og enormt stemningsmættede “ST 100/6”. At albummet ikke kunne leve op til hverken pressens modtagelse, titlen eller bandets egne, høje, forventninger er næsten ikke til at tro.
Bandet, og især grundlægger Chris Bell tog det meget ilde op. Den smule opmærksomhed der var tilfaldet bandet, ikke mindst fra en begejstret presse, tilfaldt oven i hatten gruppens “kendis”, Alex Chilton. Et stigende alkohol og stofmisbrug, krydret med misundelse og følelsen af at være overset og ens bidrag negligeret, førte til, at Bell forlod gruppen og kastede sig ud i at finde Gud og Jesus og meningen med livet.
Chris Bell’s historie i sig selv er næsten så klassisk og hjerteskærende, at den ikke er til at holde ud – og fortjener et kapitel for sig. Selv om han i visse kredse blev anset for at være endnu mere talentfuld end Chilton, så opnåede han aldrig nogen betydelig succes på egen hånd. En enkelt single blev det til i 1977 (i 1992 udkom et helt album posthumt), den guddommeligt smukke “I Am The Cosmos”, ironisk nok indspillet i samarbejde med netop Chilton, der synger kor på b-siden, efter de blev gode venner igen. Et enkelt kort og klart lys i mørket, inden den forpinte og søgende sjæl smadrede sin bil ind i en lygtepæl i 1978 og blev slukket for evigt. 27 år gammel forresten…..
Inden da nåede Bell dog at vende tilbage til Big Star og skride igen, inden deres andet album, den marginalt mere kommercielt succesfulde Radio City, udkom. Når jeg siger marginalt, så er det fordi albummet endnu engang fik en blændende modtagelse af musikpressen og af nogen bliver anset for at være endnu bedre end den overvældende debut. Men overordnet set var salgstallene stadig skuffende for alle involverede parter, og berømmelsen og den brede anerkendelse udeblev endnu engang for Big Star.
Albummet er en lidt særpræget størrelse, mere flagrende og varieret end forgængeren, søgende kunne man vel nærmest kalde den. Efterfølgende, når man ser på den plads i kronologien, så giver den fin mening og virker på mange måder som en overgangsplade fra debutten og til der hvor det hele ender på Third/Sister Lovers. Men I sin egen ret, selv om det er det Big Star album jeg har hørt mindst og føler mig mindst tiltrukket af, så er der også masser af musikalske højdepunkter at finde.
Radio City indeholder først og fremmest nok det nærmeste bandet kom et hit, nemlig den ultra catchy popsang, “September Gurls”, der sagtens kan konkurrere med de ypperste indenfor solbeskinnet pop fra eksempelvis The Beach Boys. Albummet afspejler også andre sider af bandmedlemmernes musikalske ophav end britisk 60’er pop/rock, hvor et nummer som “O My Soul” bærer præg af helt klassisk 50’er rock ‘n roll. Af andre højdepunkter kan nævnes “Way Out West”, “Back Of A Car” og “I’m In Love With A Girl”.
Sidstnævnte virker åndeligt og følelsesmæssigt beslægtet med “Thirteen”, en form for lidt mere voksen efterfølger, måske? Det er måske i virkeligheden overskiften for Radio City, en mere voksen efterfølger, ikke dårligere eller mere kedelig, bare lidt mere moden og måske knap så meget i sine umiddelbare følelsers vold som debutten. Hvad man foretrækker er vist helt individuelt.
Albummet rummer både den følelse af renhed og noget uberørt, som dominerer No. 1 Record, men man begynder også at kunne ane sprækkerne i dæmningen. Eller som en musikanmelder har beskrevet det: “Radio City is the sound of falling apart”. Og falde fra hinanden og gå i opløsning begyndte tingene for alvor at gøre for Big Star og bandmedlemmerne midt i 70’erne, da der gik rock ‘n roll lifestyle i den inden, samtidig med og efter man gik i studiet.
Chilton selv tog også for sig af de euforiserende varer og kastede sig ud i nogle kaotiske forhold til kvinder, ikke mindst Lesa Aldridge. Det stormfulde forhold til hende, beskrevet som værende en “sæbeopera” af venner i tidligere nævnte dokumentar, havde direkte indflydelse på sangskrivningen, tekster og musik på Third/Sister Lovers. Nå ja, og så medvirker hun (selvfølgelig fristes man til at sige) også lige på nogle af numrene.
Dermed er der også næsten noget selvpineri, selvudleverende, uhyre dysfunktionelt og meget personligt over Big Stars musik – især det tredje album. Samtidig med diverse misbrug, så var Chilton også på vej i en radikalt anden retning rent kunstnerisk. Han har udtalt han ikke længere vidste hvordan man skrev en Big Star sang (i stil med de første albums) og begyndte at omgås kunstnere med en langt mere improvisatorisk og abstrakt tilgang til musik og kunst generelt. Det kan i den grad høres på Third/Sister Lovers, der udover spredte bidrag fra Jody Stephens (der af egen vilje trak sig mere og mere ud af projektet og pladen) nok mest af alt kunne betragtes som Chiltons første soloalbum. Ikke uden ubetydelig indflydelse fra producer Jim Dickinson, hvis opgave og store bidrag, med egne ord, lige så meget bestod i at træde i baggrunden og lade Chiltons idéer få plads, som egentlige input.
Third/Sister Lovers afspejler alt dette, lidt til og meget mere og lyder kort sagt som et sammenstød mellem en kringlet, egocentrisk, sprudlende og kreativ hjerne og et regulært nervesammenbrud. Det er en voldsomt skizofren plade, der rummer alt fra stor skønhed, iørefaldende stunder, bizarre lydeksperimenter og lyden af “at gå i opløsning”. Med Dickensons ord søgte de efter “fuldkommen spontanitet” og “sonisk dekonstruktion”, når man lytter til albummet forstår man hvad han mener.
Der er en masse af de samme elementer, genrer og stemninger i spil som på de 2 foregående plader, men det hele er mere uroligt og sitrende. Hele tiden lidt ude af synch og gennemstrømmet af en urovækkende følelse af, at det hele er ved at krakelere. Chilton synger med vilje mere urent nogle steder og mindre “pænt”, så man sidder med fornemmelsen af at det er ved at rable for ham. Musikalsk leges der med skævheder i toner, strygere, klaver, hakkende rytmer og takter.
Det hele virker mere vrængende og manisk, og peaker i nogle af de bonus numre der har været inkluderet på senere genudgivelser/bokssæt, som “A Whole Lotta Shakin’ Going On” og “Downs” – hvor vanviddet slår gnister. Der er også mere klassisk rockende stunder som “Thank You Friends”, der enten er en meget bogstavelig og direkte taksigelse til vennerne, eller en meget, meget bitter og sarkastisk hilsen til samme? “Nightime” er en smuk aftenballade, sunget og udført næsten uden ridser i lakken, så den ville have passet glimrende ind på en af den andre plader. “Caught a glance in your eyes// And fell through the skies” – ah, det er da smukt, hva’?
Men de absolutte højdepunkter på denne både krævende og givende udgivelse finder man der hvor Chilton kommer helt i tovene, på en meget stille og alligevel højdramatisk måde. De stille skrig på roligt dirrende numre som “Kangaroo”, “Holocaust” og “Femme Fatale” (Lou Reed). Her er det hele ved at falde fra hinanden, “smerte forvandlet til skønhed”, som en så præcist formulerer det i Nothing Can Hurt Me. Vi er helt ude ved kanten.
Your eyes are almost dead
Can’t get out of bed
And you can’t sleep
You’re sitting down to dress
And you’re a mess
You look in the mirror
You look in your eyes
Say you realize
Everybody goes
Leaving those who fall behind
Everybody goes
Lyder det fra en isoleret opgivende, men fattet, Chilton i den helt nedbarberede “Holocaust”, en af de mest triste og samtidig smukke sange man kan forestille sig. Man kan næsten ikke trække vejret.
https://youtu.be/wId4aQsrhVU
Sådan kunne historien om Big Star sagtens være endt, men efter det hele fordampede og blev til ingenting i 70’erne og Chilton forsøgte at komme så langt væk fra det som muligt, så begyndte der er ske noget op igennem 80’erne. Stille og roligt begyndte andre musikere at nævne Big Star og disse 3 plader som inspiration og indflydelse, alle fra Primal Scream, Jesus and the Mary Chain, Wilco, Teenage Fanclub, Flaming Lips, Elliot Smith, Paul Westerberg, The Replacements til ikke mindst R.E.M., har gennem tiden nævnt dem.
Sidstnævnte er også skyld i at jeg selv faldt over og for Big Star, da jeg læste en R.E.M. biografi for en 10 års tid siden, hvor Peter Buck og Mike Mills nævner Big Star og Alex Chiltons’ betydning for dem.
Havde jeg ikke læst det og af nysgerrighed tjekket dem ud efterfølgende, så er der nok en god chance for, at jeg heller aldrig ville have opdaget Big Star. Det havde været en forbandet skam, for deres musik virker nærmest uopslidelig og bliver ved med at både give og røre når jeg med jævne mellemrum sætter det på.
Derfor denne anbefaling, ikke for at flashe min gode smag og tilslutte mig koret af “musikanmeldere” der himler op om det her superfede og håbløst oversete kultband, men fordi jeg oprigtigt håber flere kan få samme oplevelse som mig ud af det. En lille musikalsk åbenbaring, for lige at hamre pointen hjem, og så måske en chance for at Big Star og Chilton kan få lov til at leve lidt videre – især nu hvor han er væk og Jody Stephens er eneste nulevende originale medlem der er tilbage (Hummel døde ligeledes i 2010)
“Vi ønskede de skulle være et lille band – som alle lyttede til”, Billy Altman, Rolling Stone Magazine
Af Ken Damgaard Thomsen
