“We deal with our daily demons through music. All of the poison that builds up during the day we cleanse when we play”
Da Jerry Cantrell udtalte disse ord i start 90erne var der måske ikke mange, inklusiv ham selv, der havde regnet med at Alice In Chains stadig ville eksistere i 2012, nu med en ny frontmand. Bandets langsomme forfald og opløsning op igennem 90erne pegede bestemt ikke i den retning. Især ikke tiden efter det selvbetitlede album fra 1996, hvor den originale forsanger Layne Staley sank længere og længere ned i et massivt narkomisbrug og bandet kun udgav enkelte singler, tydede på at gruppen havde en fremtid.
AIC blev dannet i 1987, af guitarist Jerry Cantrell og forsanger Layne Staley i Seattle/Washington, efter en tid hvor de hver især havde optrådt i diverse andre bands, men var endt som roommates igennem en fælles tilknytning til et af byens pladestudier. Dermed blev de en del af den spirende musikscene i byen, der eksploderede få år senere og gjorde mange til millionærer, og sikkert flere til narkomaner dømt til undergang.
Det sidste afspejlede sig dog i bandets tekster fra begyndelsen, med titler som ”We Die Young” på debutalbummet Facelift fra 1990, og stort set samtlige numre på mesterværket Dirt fra ´92, hvor misbrug var et gennemgående tema.
Dirt vil nok altid stå som mit personlige favoritalbum fra bandet, kvalitetsmæssigt er det fuldt ud på højde med de andre store grungeplader som Nevermind, Ten og Superunknown. Men pladen får også den opmærksomhed og anerkendelse i rockkredse som det fortjerner, hvorimod “Alice In Chains” pladen vi kigger på her er noget mere glemt og overset, især i den brede offentlighed. Den har heller ikke det umiddelbare hit potentiale som Dirt’s sange, men er gennemsyret af en mere afdæmpet og knap så konfronterende stemning. Det gør den ikke mindre interessant, det gør blot at den er lidt længere om at snige sig ind under huden på en.
Det er ikke et album jeg lytter til særligt ofte længere, men tilgengæld er det en fornøjelse at lade sig suge ind i det dunkle univers hver gang det sker. Alice In Chain beviser på, ja, “Alice In Chains” at de ikke kun mestrer det sorte og faretruende, de mestrer i lige så høj grad at tilsætte noget lys til mørket. Det sker ofte ved deres veldoserede og effektive brug af vokalharmonier Staley og Cantrell imellem, en kombination der skaber den der karakteristiske AIC lyd som velnok er bandets egentlige varemærke.
Mellem Dirt og dette selvbetitlede album udgav AIC EP’en Jar Of Flies, der ligesom Dirt blev en kæmpe succes blandt kritikere og pladekøbere, der på dette tidspunkt ikke kunne få nok af musik der bare duftede en lille smule af Seattle. At AIC overhovedet regnes som grungeband skyldes, udover at de stammer fra Seattle, nok hovedsageligt at de optrådte med sangen “Would?” i Cameron Crowe’s film “Singles”.
På Jar Of Flies introducerer de den stil der køres videre på “Alice In Chains” – hvor Dirt er den langsomme nedstigning til helvede, så er “Alice In Chains” Layne Staley I helvede! Den plagede forsangers heroin misbrug eskalerede i perioden efter Dirt, og den efterfølgende tour blev den sidste længerevarende for gruppen med Staley på vokal. Efter Jar Of Flies, det meste af 1995, brugte Staley væk fra AIC ind og ud af rehab og indspilningen af albummet Above sammen med blandt andet Mike McCready fra Pearl Jam, under navnet Mad Season. “Alice In Chains” udkom den 7. november 1995, uden at udgivelsen blev fulgt op af en tour, hvilket kun forstærkede rygterne om Layne Staley’s personlige dans med dæmonerne i helvede.
Staley og stofmisbrug stjæler ofte opmærksomheden når snakken falder på AIC, og selvom det fyldte meget, og sikkert tildels var den kreative drivkraft, så er “Alice In Chains” pladen glimrende på egne præmisser. Historierne, nedturene og alt det andet giver den måske en ekstra dimension, men her over 15 år senere holder albummet stadig og har ikke mistet sin knugende intensitet og kraft.
“Alice In Chains” blev desværre det sidste studiealbum bandet fik indspillet med Staley, et flot punktum for en alt for kort karriere, og et liv der blev smidt væk på alt for klassisk rock ‘n roll manér. Billedet af en hund med tre ben på coveret var muligvis ikke tænkt således, men det viste sig at være en forudsigelse af den situation Jerry Cantrell, Mike Inez og Sean Kinney endte med at stå i kort efter albummet udkom.
“Drugs worked for me for years.. and now they’re turning against me, now I’m walking through hell” (Layne Staley).
Kodi
En slæbende, tung bund af bas og trommer. En forvreden guitar skærer sig ind over rytmen, inden først Jerry Cantrells vokal sætter ind, efterfulgt af en distorted andenstemme. ‘Grind’ åbner både tungt og melodisk Alice in Chains 3. selvbetitlede studiealbum fra 1995.
På anden skæring, ‘Brush Away’, fortsættes der i samme slæbende spor, nu med Layne Staley som førstevokalist. På ‘Sludge Factory’ er vi i et stadig tungt, men mere skævt og groovy hjørne, hvor stemmerne i Staleys hoved sættes fri og messer løs, inden normaliteten igen indfinder sig med Jerry Cantrell som sanger på ‘Heaven Beside You’, en sang, der godt kunne være skrevet til en af de afdøde Seattle-kolleger fra grunge-scenen. ‘Heaven beside you, hell within/ And you wish you had it still, heaven inside you’.
På ‘Head Creeps’ vender galskaben tilbage med Staleys vokal og et krympende hoved, mens Cantrells guitar, Mike Inez’ bas og Sean Kinney’s trommer sender salver afsted mod øregangene. På næste nummer, ‘Again’, er vi tæt på regulær metal (medlemmer af Alice in Chains har flere gange omtalt bandet som et metal band), med et karakteristisk AIC twist med flerstemmige vokaler og guitarvariationer.
Midtvejs på albummet viser ‘Shame in You’ en anden side af bandet, som de også mestrer, nemlig det dystert afdæmpede melodiske, i en sang, der kredser om døden og stofferne. På ‘God Am’ får Cantrell lov til at excellere med et fremragende riff, mens Staley holder sangforedrag om gud.
‘So Close’ er solid AIC-metervare, mens ‘Nothin’ Song’ med sit nærmest irriterende refræn klistrer som peanutbutter til hjernen, og med et vers der handler om…ja, ingenting.
Næstsidste nummer, ‘Frogs’ er en afdæmpet og desperat sag, hvor Staley fortvivlet stiller spørgsmålet ‘why does it have to be this way?’ og får lov at udfylde mange nuancer af sin specielle vokal over bandets kompetente underlægning.
Med ‘Over Now’ slutter det hele med Cantrell tilbage i vokal front. ‘We pay our debt sometime’. Albummet blev som tidligere nævnt af Kodi det sidste fra AIC med Layne Staley som forsanger inden han i 2002 døde som følge af et massivt stofmisbrug.
Først i 2009 udkom der igen et album fra AIC. Indtil da har det selvbetitlede album stået, og står stadig, i sin helhed som et monument over hvor fremragende et rockband Alice in Chains er. Med deres sammenblanding af akustisk melodiøsitet, tunge riffs fra metal og grungens både skæve og fortvivlede univers, 2 vekslende forsangere og brugen af flerstemmige vokaler, samt en visionær guitarist og sangskriver i Jerry Cantrell, har bandet markeret sig både som en del af grunge-bølgen, men også som deres helt egne. Har man en forkærlighed for tung rock med både riffs, melodier og tyngde, så bør man unde sig selv at lytte til Alice in Chains – både albummet, og bandet generelt.
Judas
De sidste ord
Nirvana var opløst, Soundgarden nærmede sig deres foreløbige punktum og Pearl Jam flygtede fra succes og medier med en række ukommercielle albums, men AIC havde måske ikke nået deres peak? Havde Staley kunnet holde sin sti ren, så havde det frugtbare samarbejde med Cantrell måske resulteret i mange flere holdbare og tidløse plader. Dirt er på godt og ondt præget af den grungetid den udkom i, men AIC’s efterfølgende udgivelser viser et band der langsomt lykkes med at vaske genrestemplet af sig med en mere klassisk metal og hårdrock lyd.
Alt sammen gisninger og “what if?” scenarier, faktum er at de nåede at udgive en række tidløse plader der ikke har mistet glansen, modsat flere af kollegerne fra samme tids output. “Alice In Chains” albummet er ikke deres mest kendte, men det er et helstøbt værk der stadig fortjener at blive nydt i stedet for at samle støv eller blive glemt.
