Som sædvanlig har samtlige danske dagblade og musikmagasiner, samt læserne af disse, en mere eller mindre nuanceret holdning til årets netop offentliggjorte Roskilde-plakat. Det har vi selvfølgelig også her på GF Rock.
Det bedste og det værste
Hvert år er der hård kritik af, hvordan Roskilde har prioriteret budgettet til musik. De senere år har kritikken især gået på de manglende headlinere, at programmet har for lidt eller for meget af den ene eller den anden musikgenre, og at festivalen fokuserer for meget på det smalle hipster-blog-segment. Kritik, der i nogle tilfælde er velargumenteret og underbygget, men i mange andre tilfælde bare lyder skinger og overfladisk.
I år er ingen undtagelse, dog går bølgerne ikke så højt som sidste år, hvor Politikens Erik Jensen fik startet en større mediestorm da han kritiserede festivalen for at ligge under for musikbloggerne. Programmet er allerede blevet udnævnt til både ’det bedste’ og ’det værste’ i en artikel i Politiken. Jeg vil sige det er et midtimellem år – som Roskilde-år er flest.
Her på bloggen vil jeg forsøge at se på de hidtil offentliggjorte navne på plakaten, med fokus på rock og metal i alle afskygninger.
De store navne
Roskilde var hurtigt ude og præsentere rock-koryfæet Bruce Springsteen, og fik dermed også lynhurtigt stilnet kritikken af manglende hovednavne. For når de kunne starte med at offentliggøre The Boss, så var det jo ikke til at vide hvad de ellers kunne hive frem. Bruce Springsteen er dog fortsat det med længder største navn på plakaten, og i mine øjne den eneste koncert, der helt sikkert kan samle alle typer publikummer foran Orange. Springsteen er aktuel med det roste ’Wrecking Ball’ og han har hits til en flere timer lang koncert. Jeg så selv The Boss for nogle år siden i København i en maraton koncert, der var en opvisning i professionalisme, dedikation og godt håndværk. Det kan helt sikkert anbefales at bruge nogle timer med den indignerede mand fra New Jersey og hans fremragende E Street Band.
Øverst på plakaten står også et andet ikonisk band, The Cure, som dog ikke har samme brede appel eller aktualitet som Springsteen. Men der er stadig tale om et band, der har sat sit fingeraftryk på musikhistorien med 80’er weltschmerz og numre som blandt andre ’Friday I’m in Love’.
Jack White og danske Mew er også landet øverst på plakaten. White har tidligere gjort sig bemærket med sit stramme guitarspil og sans for at skrive stramme rocksange, især i White Stripes, men også i Dead Weather og Raconteurs, og nu er han så aktuel med et soloalbum, som jeg ser frem til at lytte til. Om han så kan fylde Orange er en anden sag.Personligt kan jeg godt lide Mew, og synes de har stået for nogle af de bedste danske rockplader i de seneste 10 år, men at placere dem i øverste kategori må være i mangel af bredere navne. Men det bliver spændende at se hvad Mew har at byde på, efter et par år hvor de har holdt lav profil.
Dem med mindre bogstaver
I næste lag finder vi to af de bands jeg glæder mig mest til: Machine Head og The Shins. Machine Head har i en årrække leveret kraftfulde kvalitetsmetalalbums, og ditto koncerter, mens Shins frontmand, James Mercer, er garant for opfindsom, uden at være for artsy-fartsy, indiepop/rock.
Med de helt små typer står også rigtig mange spændende navne: Jeg nævner i flæng de hypede traditionalister Alabama Shakes, neo-bluesede Cold Specks, Sam Amidon, der opdaterer amerikansk folk så det risler ned ad rygraden, og americana-indie bandet The Low Anthem.
Spændende bliver det også med en sydstatsmetalcocktail bestående af Baroness, doomgiganterne Crowbar og sludge-stenerne i Weedeater, og lad os da bare smide Oregon’s Red Fang ind i samme ombæring – sidstnævnte skal nok give basis for en god gang luftguitar, når der er tid til det mellem ølindtaget.
Der er også et par interessante danske navne med i bunken i form af de anmelderroste, men introverte indierockere, Larsen & Furious Jane, som godt kunne have fortjent en Roskilde debut tidligere, samt Kellermensch, som leverede en god nattetime koncert i 2010, og som er et af de mest nyskabende bands i den hårde ende af den danske rockscene, med et tungt og nuanceret lydbillede. Også darkfolk-bandet Of the Wand & the Moon glæder jeg mig til at tjekke mere ud efter nogle lyt til numre fra deres seneste album, ’The Lone Descent’.
Bundlinien
Der er altså en hel del at komme efter på Roskilde plakaten, og, som det plejer at være, er det især blandt navnene med småt. Alt er også som det plejer at være, i og med at der også er bands, man savner på plakaten (blandt mine ønsker er Black Keys, Wilco, High on Fire, Soundgarden, osv), men sådan er vilkårene – På Roskilde kan man ikke få alt det man gerne vil have. Til gengæld får man noget af det man gerne vil have, plus en masse man ikke vidste man gerne ville have. Herfra skal opfordringen lyde: Gå på opdagelse i underskoven af navne med småt. Der ligger garanteret nogle juveler og glimter – også ud over dem, der er nævnt her.
Dette indlæg er den første på GF Rock i en række med fokus på Roskilde. De kommende indlæg vil sætte fokus på konkrete koncertanbefalinger og en mere grundig gennemgang af udvalgte bands.
Skrevet af Judas
Like GFRock på facebook og få nyheder om rock, rul, metal and the what have you – hver dag.
