Vi har tidligere kigget lidt på mindre navne i Roskilde programmet, Sydstats Metal og i løbet af den kommende uge, vil der blive kastet et blik på navne vi har valgt, at kategorisere som “amerikanske traditionalister”. I det følgende vil jeg komme med lidt løse tanker Roskilde Festivals vartegn og største scene, den legendariske Orange. Lidt generelle betragtninger, lidt minder og gode vibrationer. I del 2, som følger i morgen, har jeg kastet et blik på nogle af de navne, der får æren af at spille på Orange Scene i år.
Alle der har oplevet koncerter på Orange Scene har deres egne oplevelser, der har brændt sig fast på nethinden. Jeg tvivler på, at der findes en festivalgæst derude, som ikke har mindst én, i hvert tilfælde for dem, halvmytologisk fortælling om en koncert, mindet om suset fra et bestemt øjeblik eller kan genkalde sig en specifik situation der falder ind under det løse begreb “Orange Feeling”. Et udtryk, der nu er blevet en art fællesbetegnelse for hele den der store og nærmest ubeskrivelige Roskilde stemning, som du finder på campingpladsen, foran og på scenerne, i luften og i folk selv når de færdes på festivalens områder.
Den store Orange Scene har været genstand for en del kritik de senere år – de navne der spiller der er for små/smalle, der findes for få navne Roskilde realistisk set kan booke, som kan “fylde den ud”, tiden er løbet fra de store samlende musiknavne, der kan trække 60.000 hen foran den orange teltdug- blandt andet pga. den enorme eksplosion af (sub) genrer og internet tag-selv-bordet- og de få kæmpe headlinere der ER tilbage, er alt for dyre og vælger at arrangere egne mega koncerter med høje billetpriser, frem for at lade sig nøje med festivaljob betaling.
Alt sammen gyldige og vægtige argumenter, der om ikke andet burde mindske folk og mediers forventninger og forestillinger om, hvordan en Orange spilleplan kan se ud. Og indrømmet, der har været lidt tyndt på toppen af dyrskuepladsen visse dage de senere år, hvor navne man ellers ville have set programsat på Arena, har fået lov til at tage en ofte ulige kamp op mod den enorme scene og pladsen foran. Jeg skriver ikke det her for at hænge nogen specifikke navne til tørre, blot for at konstatere, at det virker som et tilbagevendende problem at fylde scenen ud, især med kæmpe legendariske eller nutidige headlinere, gerne 2-3 stk pr dag. De tider er tilsyneladende simpelthen forbi, og kommer muligvis aldrig igen, nu hvor vi lever i en tid, hvor man skal spejde langt efter nye “store” navne. Det seneste rigtig STORE samlende navn der er kommet frem de seneste 10-12 år, minus hiphop kunstnere af svingende kvalitet, pop R N’ B tøser og fry in the pan DJ’s, er vel Coldplay?
Og nu hvor Roskilde efterhånden har været hele raden af giga-navne rundt, i nogle tilfælde flere gange, så er der desværre et begrænset antal at vælge imellem.. et stærk begrænset antal! Derfor var Prince også et scoop for et par år siden, og derfor er det også freakin awesome at det er lykkedes, at lokke Bruce Springsteen til Roskilde. Udover The Boss, er der vel næsten kun The Rolling Stones de mangler at få på Orange af stadig levende og aktive kunstnere i sværvægter klassen? Så thumbs WAY up for den booking!
Kigger man på resten af spilleplanen, så lægger man mærke til, at der tilsyneladende er droppet et navn på Orange fredag-søndag, er det ikke som om første navn går på 1-2 timer (mindst) senere end normalt? Det kunne tyde på at Roskilde selv har indset, at de ikke kan smide hvad som helst derop for at lide en stille død, så er det sgu egentlig mere fornuftigt lige at skrælle et navn væk.
Nu har jeg taget mig tid til at kigge samtlige spilleplaner igennem, fra 1991 op til sidste år, bare for at danne mig et overordnet indtryk af især bookingen af Orange Scene. Og som måske forventet, i år er egentlig ikke så meget værre end gennemsnittet, der har naturligvis været nogle vilde år (især boom årene 94-98) og enkelt dage imellem, men ikke så mange som nogen måske forsøger at overbevise folk om. Min egen forestilling om, at der de senere år har været unaturligt mange “mindre navne” på Orange, viser sig også at være tvivlsom, der er helt sikkert færre HELT store navne, men der er egentlig ikke flere små navne, man lægger blot mere mærke til dem nu, fordi de ikke drukner i headlinere.
Det er også interessant at se udviklingen på Orange, eller mangel på samme i visse tilfælde, man ser en tydelig Roskilde booking tradition, især efter Leif Skov trak sig i 01 og “de nye” tog over, med legender blandet med de danske og de virkeligt underlige, alle sammen noget der afspejler den tid Roskilde befandt sig i i forhold til tidens rytmer, men på samme tid helt upåvirket af de store forandringer og linjer i musikhistorien – the more things change, the more they stay the same….
Mange mener, og kan have ret i, at de største oplevelser på Roskilde, dem finder man ude på de små scener, gerne ved et tilfælde hos et navn man måske slet ikke kender. Det har jeg selv oplevet mange eksempler på, men jeg vil til hver en tid påstå, at “Roskilde magien”, den finder du på og foran Orange, den der helt specielle “Orange følelse” eller en uforglemmelig stjernestund, der løfter sig helt op i himlen over den sagnomspundne teltdug.
Det kan være den forventede magtdemonstration, som da Metallica viste hvor metalskabet skal stå i 03, det kan være den uforudsete varme hygge, som da Travis lukkede scenen på charmerende vis i 02, eller den overaskende pragtpræstation da Coldplay stod i samme situation i 09. Det kan være de magiske øjeblikke i nyere tid, hvor man pludseligt mærker det der sus gå igennem pladsen, massen og en selv, så det hele bliver en samlet enhed – som da Prince midt i hans løsslupne gøgl serverede “Purple Rain”, eller da Gorillaz lukkede deres koncert med “Clint Eastwood”, for slet ikke at tale om nostalgi trippene der kiggede frem under Dizzy’s sæt i 2010.
Nogle gange er det også et navn man troede ville lide en uskøn død, der viser sig mere end voksne og villige til at tæmme det Orange dyr, som da grunge veteranerne i Alice In Chains leverede en smuk og potent pragtpræstation for 2 år siden, eller da Slipknot, som erstatning for David Bowie, fræsede pladsen op på frådende festlig vis i 04.
Kan du huske da du fik kuldegysninger under “Shine On You Crazy Diamond”, da Roger Waters spillede i 2006? Jeg kan… og ditto da Neil Young spillede “Old Man” i 08, Neil der gjorde mig til lydig discipel i 01, da han sammen med Crazy Horse buldrede og bragede løs, som om han forsøgte at blæse det Orange klæde til himmels, og var tæt på at lykkes under “Rockin In The Free World”. Det var samme år, at de for mig på daværende tidspunkt ukendte, TOOL åbnede mit sind, kiggede derind og rensede det med grumme grumme billeder, for at vende tilbage samme sted i 06, hvor jeg var mere klar på dem, men ikke mindre imponeret. Måske blev du revet med af Iron Maiden i 00 eller 03, eller var 03 det år du sang med på Blur’s “Tender”?
Om det er hygge med vennerne til R.E.M. i 99 eller Pixies i 04, dansefest med Kanye i 06 eller en stener i solen med Snoop i 05, 90er optur med Faith No More i 09, tysk totalteater med Rammstein i 02, coolness med The Strokes efter skybruddet sidste år – den ensomme oplevelse, det personlige øjeblik, den fuldendte koncert, stille hygge eller voldsom eufori, fællesfesten med venner eller folk man ikke kender…. oplevelserne er flere end jeg kan nævne her, men magien og den der ubeskrivelige Orange følelse kan du stadig finde foran Roskildes legendariske musikalske alter.
Vi mødes foran Orange!
Kig forbi gfrock.dk i morgen, hvor jeg kigger lidt nærmere på The Cure, Gossip, The Cult og Machine Head.
Skrevet af Kodi
Like GFRock på facebook og få nyheder om rock, rul, metal and the what have you – hver dag.
