Igår skrev jeg lidt små, såvel som store tanker om Roskilde Festivals vartegn, Orange Scene. I dag vil jeg se lidt nærmere på 4 af de navne, der spiller på scenen i år.
Du kan læse første del af vores Orange tema HER
Jeg har valgt udelukkende at kigge på rocknavne, så ingen Malk De Koijn eller The Roots, selv om det bliver en fest. Kellermensch har vi tidligere set på, Jack White ryger under de amerikanske traditionalister (læs med senere på ugen), Mew og Magtens Korridorer regner vi med de fleste danskere kender, og Björk og The Boss behøver næppe nogen videre introduktion.
Her følger lidt strøtanker, små personlige betragtninger og historier – ingen dybe detaljer, eller store analyser, let’s roll.
The Cure
Dannet i 1976 i Crawley, West Sussex, så det er nogle af de mere erfarne herrer man kan finde på Orange i år, nogen ville nok endda sige over the hill. Rent plademæssigt må man nok give de kritiske røster ret, det er ved at være virkelig mange år siden, at The Cure udgav noget der fik mere end blot hæderlige anmeldelser, og storhedstiden er helt tilbage i det dér årti kaldet 80erne. Live har de dog stadig et rigtig godt omdømme, og de senere år er de begyndt at spille nærmest marathon lignende koncerter, hvilket spilletidspunktet på Roskilde også giver plads til.
Jeg har aldrig selv været den største The Cure fan, eller dyrket dem på nogen måde, faktisk tror jeg kun at jeg ejer en greatest hits cd med dem, men jeg ved, at for mange er de cremen af følsom og let dyster 80er musik. Det er ikke fordi jeg er for ung (eller måske, de er vel et typisk produkt af Iron Lady’s vælde i England og fattig 80erne?), man kan jo opdage ældre bands når som helst og timingen kan være helt rigtig så man bliver hooked, men de var ved at nå slutningen af deres peak, da jeg virkelig begyndte at interessere mig for musik. Så på en måde, har de altid eksisteret sådan lidt i periferien af min musiksmag/horisont. “Friday I’m In Love” var et kæmpe hit på MTV da jeg dyrkede Grunge som den musikalske hellige gral, før det var Guns N’ Roses min første rigtig store kærlighed, imens The Cure udgav nogle af deres sidste virkeligt vellykkede plader. Efter de forsvandt fra radiobølgerne og MTV (det var altså dengang kanalen viste MUSIKVIDEOER og havde PROGRAMMER om MUSIK), og jeg løb ind i min “følsomme britiske periode”, da var det nye bands som Suede, der fyldte den plads ud The Cure ellers kunne have haft.
I kraft af min tvangsneurotisk lignende trang til at følge med i musik, og især musikhistorie, har jeg dog altid været bevidst om deres enorme betydning, og ikke mindst Robert Smith kultdyrkelsen – uden The Cure og Smith havde genrer som Goth og Emo nok set noget anderledes ud. Det ville nogen muligvis foretrække, men lad os nu ikke kaste med make up børster efter folk med anden musiksmag end en selv, Smith’s betydning er uomtvistelig.
Det er især deres tre store 80er albums (nogen vil sikkert argumenterer for andre) Pornography, The Head On The Door og Disintegration, der var med til at danne skole – og så har The Cure åbenbart haft hits nok til at fylde et dobbelt album, kan jeg se, nu hvor jeg fik den støvet af.
Det er aldrig lykkedes mig at opleve dem live endnu – i 2000 aflyste de pga. den triste Pearl Jam ulykke og året efter, hvor de spillede om søndagen, måtte jeg beklageligvis en tur på Roskilde sygehus, fordi jeg havde været så letsindig at drikke vand på en festival (pas på med det). Så jeg glæder mig til hvad det gamle narkovrag og hans kumpaner har i posen. Forhåbentlig ikke narko længere, når de indtager Orange Scene torsdag aften, det kunne blive en af de magiske aftener.
Gossip
Et af de mindre navne der får lov til at lægge arm med Orange, og spørgsmålet er om det er for stor en mundfuld for trioen? Deres største force er et energisk liveshow og flair for at lave gedigne ørehængere, så muligheden for at de får publikum med er bestemt tilstede. Det publikum der altså vælger at møde op, for der er alvorlig risiko for at der bliver langt mellem folk foran Orange fredag eftermiddag – Gossip er ikke lige et navn der på papiret kommer til at tiltrække et talstærk publikum, det kommer i hvert tilfælde an på vind og vejr.
Arena havde med sikkerhed været en meget bedre scene for Gossip, og oplagt, men nu blev det altså Orange, hvor de bestemt har alt at vinde og ikke særligt meget at tabe. Forventningerne vil heller ikke være skruet voldsomt i vejret, så hvis de går til den med den udstråling og pondus de er kendte for, ikke mindst Beth Ditto i front, så har de en fin chance for at vinde nye fans. Men der er lige så stor risiko for, at de bliver mødt med venlig ligegyldighed, fra et publikum der lige kommer dryssende forbi eller har hørt om Ditto’s performance og lige skal tjekke det ud – men lad os håbe, at den fest der sikkert er for de dedikerede i pitten, også kan brede sig til resten af pladsen.
The Cult
Jeg gav det aldrende bands nye album Choice Of Weapon 5/6 stjerner i begyndelsen af måneden, så det er forhåbentlig et band i topform, der tropper op på Orange tidlig fredag aften. Ingen grund til at gentage mine ord fra indledningen af anmeldelsen her, I er mere end velkommen til at klikke på linket og læse den.
Ligesom med The Cure er The Cult aldrig et band jeg som sådan har dyrket, eller haft et nær-religiøst forhold til, men det er en koncert jeg ser meget frem til. Både fordi jeg synes det nye album er fremragende, men også fordi de går for at være et lige så fremragende liveband. Ian Astbury synger efter sigende stadig kraftfuld og fantastisk, bevægelserne er blevet lidt tungere med årene, sådan er det når man ikke er udstyret med en metabolisme som Iggy Pop, men der skulle stadig være krudt i den midaldrende shamanske showmand.
Igen kan man frygte at de er fejlplacerede på den orange, og ville have haft bedre af trods alt mere intime rammer i Arena telte, men det samme tænkte jeg om Alice In Chains i 2010, som endte med at spille en af de bedste koncerter jeg nogensinde har set på den store scene. Det de to navne har tilfælles er, at de var store “i deres tid”, men nu er reduceret til at have et trofast, men talmæssigt begrænset publikum – især kunne man frygte at den historieløse ungdom (fordom 4 the win) ikke aner hvem de er, og ikke er villige, eller har tålmodighed, til at give dem den ærlige chance de fortjener.
Det skulle dog være forbandet, hvis ikke folk kan hives op til fest og danse når numre som “She Sells Sanctuary” blæser ud over pladsen, for selvom jeg ikke er hardcore kultmedlem, så kender jeg dog deres største hits fra 80erne, hvor de udgav deres mest kendte albums. Men giv Choice Of Weapon, og The Cult anno 2012 en velfortjent chance – jeg har på fornemmelsen, at det her kunne blive en af årets helt store positive overraskelser på Orange Scene, og det vil I da ikke gå glip af, vel?
Machine Head
Mighty mighty Machine Head, som en hård og led frelser røg de på plakaten på et tidspunkt da det så ud som om, der ikke rigtig kom et større metalnavn i år. Derfor var det heller ikke nogen overraskelse, at de er blevet ophøjet til Orange, efter at have spillet et par gange på Arena ved tidligere besøg. Det er jeg nu heller ikke så nervøs for på deres vegne, de skal nok få sparket gang i folk, også selvom det er søndag eftermiddag på den sædvanlige death spot, hvor folk har tømmermænd og pladsen bliver invaderet af endags turister og pensionister. Slayer har tidligere demonstreret, at man sagtens kan myrde løs alligevel, og levere en glimrende koncert under lidt vanskelige omstændigheder.
Machine Head har et forholdsvist nyt album med i bagagen, der udkom sidste efterår, og som jeg gav 4 store stjerner da vi anmeldte det i december. Unto The Locust markerede samtidig deres 20 års jubilæum, og det er i overbevisende grad et band der stadig er vitale og tændte, både live og på plade – den seneste plade måske ikke helt på niveau med den forrige The Blackening, men det var også nærmest et mesterværk, så mindre kunne også gøre det.
Det bliver min tredje Machine Head koncert, efter år 2000 og 2007, førstnævnte husker jeg ikke meget af pga. vodka overload syndrom, men den anden står klart i erindring, en times eftermiddags triumftog på Arena. Selvom bandet er hyppige gæster i Danmark, næsten årligt i en periode, så er der ingen grund til at tro, at de ikke igen leverer varen. En brutal, melodisk, medrivende og festilig omgang smadder for fuld smæk, og hvis søndagspublikummet er lidt tungt i håret, så skal den forbilledlige indpisker i front, Robb Flynn, nok gør sit ypperst for at få hævet folk med. Machine Head = MUST SEE!
LET ROCK, ROSKILDE!
Skrevet af Kodi
Like GFRock på facebook og få nyheder om rock, rul, metal and the what have you – hver dag.
