Hvorfor så se et enkelt band så mange gange indenfor forholdsvis kort tid? Simpelthen fordi den første koncert jeg overværede med Kellermensch på Voxhall under Spot var intet mindre end en mindblowing oplevelse af de sjældne. Lige siden har jeg så naturligvis jagtet denne oplevelse igen og igen, og den har været tæt på et par gange, med Spot igen og Roskilde 2010 som de nærmeste. Eneste dårlige oplevelse n´bandet har givet mig, var da de optrådte på Pavilion jr i 2009, midt på eftermiddagen i høj solskin og med en miserabel lyd – da klaskede det hele noget grumt til jorden.
Derfor står jeg med sikkerhed foran Orange når de åbner den legendariske festivalscene denne sommer, ja faktisk om en lille månedes tid! Om de så kommer til at møde overmagten i form af den enorme åbne plads foran scenen og hæsligt dagslys, det må tiden vise. Man kunne godt frygte at deres musik, der virker oplagt til mindre og mørke lokaler/scener, kommer til at fise direkte op i skyerne, og hen over hovederne på publikum. Det æstetisk og stilmæssigt meget bevidste band kommer forhåbentlig ikke op mod en Orange overmagt – det er dog sikkert, at de fascinerende mørkemænd ikke overgiver sig til dagslyset uden kamp.
For hvad er det de kan, de mørke esbjergensere? Umiddelbart er selve fundamentet i deres musik klassisk metal, som de så tilsætter orgel, violiner og gulvbas, så metalllen smelter sammen med en mere klassiskmusik som man kender den fra flere århundreder tilbage i tiden. Læg dertil den dobbelte forsanger finte, i form af den egentlige frontmand sebastian Wolff, der samtidig fungerer som guitarist, og orgelpumperen Christian Sindermann der tilføjer deres omkvæd råb og skrig. Lige pludselig har du en ganske original og unik opstilling og ditto lyd.
Deres normalt suveræne og intenste live performance er så det der løfter projektet det sidste stykke op over de fleste andre danske bands koncerter. Wolff’s på sammetid følelsesladede, desperate, indebrændte, farlige og småpsykotiske levering af de ofte dystopiske, litterære og dunkle tekster, tilsat nærmest manisk scenefremtoning, er en oplevelse i sig selv – han virker som om han ofte balancerer på sammenbrudets rand imens det velspillende, dygtige og mere tilbageholdende band holder sammen på deres verden, og forhindre det totale sammenbrud – før tilsidst, hvor Wolff har det med at gakke helt ud, som i en form for vred trance, der plejer at ende i en udvandring før sidste nummer toner ud, uden farvel eller buk for publikum. Svært fascinerende, og meget underholdende.
Det kan lyde enormt højrøvet, arrogant og publikums fjentligt, bare det at de har taget navn efter Dostojevski’s Kældermennesket kunne afskrække en del, men misforstå mig ikke – dette er ikke noget utilgængeligt artsy fartsy pseudo intellektuelt øregas. Eller jo, lidt, noget af det, men det er aldrig på et ubærligt eller belastende niveau, tværtimod er inspirationer, virkemidler og udtryk doseret i helt tilpasse mængder, så det kan sluges råt og fordøjes uden maveproblemer tilfølge, eller exploding heads. Mest af alt er det bare en dybt spændende, fængslende og medrivende genre og kunst cocktail, der slår som et heste spark og indbyder til at man slynger en mere ned.
Dette skyldes som nævnt ikke mindst deres forygende levering af materialet når de står på en scene. Debutpladen fra 2009 er bestemt i den glimrende ende, men sangene vokser i en live sammenhæng. Det samme kan siges om numrene fra 2010 EP’en, hvor de afprøvede nye ting og toner, ikke alt som jeg fandt lige så fedt som på debutten, men igen formår de at løfte materialet, og tilføje det en ekstra dirrende intensitet og flammende nærvær live. Så det bliver interessant at se om koncerten på Roskilde byder på smagsprøver af nye sange – og ikke mindst hvilken retning det hele bevæger sig i. Tilbage til en lyd tættere på debuten? En videreudvikling af tendenserne på EP’en? Eller en ny overraskende drejning?
Nu vil vi kigge lidt nærmere på de bedste Kellermensch numre, ifølge min smag. Mit blogindlæg, mine valg, sådan er det!
Vi lægger ud med deres måske største “hit”, “Army Ants”, fra EP’en Narcissus (2010). I forhold til debutalbummet er dette nummer præget af en meget Springsteen’sk lyd. Ganske medrivende og catchy, men man savner lidt brutalitet.
“Rattle The Bones” er endnu et nummer fra Narcissus EP’en, her skramler og rasler i lidt mere hårdtslående grad end på den mere radiovenlige “Army Ants”.
Covernumre har Kellermensch også kastet sig ud i, denne dirrende og desperate version af Neil Young’s “Don’t Let it bring You Down” kan findes på debutpladen Kellermensch (2009).
Den mere snigende og slæbende “The Day You Walked” er endnu et nummer der vokser i livesammenhæng, selvom studieudgaven fra kellermensch også er glimrende.
Kunne ikke rigtig finde en live version i tilfredsstillende kvalitet, så det blev studieudgaven af “All Time Low”, endnu et nummer fra debutten der demonstrer den Kellemensch’ske dynamik med de skiftende vokaler.
Første nummer jeg hørte med Kellermensch var “Black Dress”, på P3 af alle steder, og jeg var straks hooked på stemningen. Et af deres mere catchy numre, men stadig en fornøjelse at lytte til, og en sang jeg ikke rigtig bliver træt af.
Som sidste nummer har jeg valgt sangen de normalt har lukket deres koncerter med, den fremragende sammenbrudshymne “Moribund Town”. Formoder det er en “hyldest” til hjembyen Esbjerg, men vi der er vokset op i små flækker eller isolerede købstæder rundt omkring, kan vist sagtens nikke genkendende til “This town is like A wound that won’t heal” (Tjek også versionen fra Trinitatis kirken ud)
Skrevet af Kodi
Like GFRock på facebook og få nyheder om rock, rul, metal and the what have you – hver dag.
Vi ses foran Orange!
