Hvem vil køres over? Det er i hvert fald en oplevelse, Genocide Doctrine på Sleepers tilbyder. Der er grindcore, død og smadder for alle pengene, mens variationen drukner i al intensiteten.
Onslaught. Jeg har forsøgt at finde et dansk ord, der beskriver Genocide Doctrines Sleepers lige så godt, men uden held. For albummet er et på- og vedgående angreb på lytterens øregange fra første, aggressive tone efter vejret er trukket ind på åbneren, Nuclear Salvation.
Få bands er i dag virkelig genre-faste, og Genocide Doctrine er ingen undtagelse; der er elementer af grindcore, da blot ét nummer er længere end to et halvt minut – men også masser af klassisk død da der primært growles og udtrykket er stærkt brutalt og tungt, det høje tempo til trods.
Det fungerer rigtig godt på skovstierne, hvor man skal paces frem. Men til trods for korte numre – til tider under et minut – så bliver pauserne imellem dem oftere til at ’trække luft’ i det ret voldsomme angreb. Det bliver også den største anke, for til trods for de ni-ti pauser, kommer pladen til at fremstå lidt som en pølse af smadder. Det er i hvert fald ikke variation, der er bandets force.
Det er derimod udtrykket, som effektivt kører én over som en til Ukraine udlånt kampvogn…
Dog ingen regler uden undtagelse, da vi nogenlunde midtskibs finder Discipline the Lesser, der virker som god gammeldags død med bajer-tilgang og et refræn, der lægger op til at råbe med.
Jo, der ER flere tangenter at spille på her. Pladen slutter også med en mere sludget sag, Barren, der efter en lang intro sludger sig derudaf, før nummeret sluttes i vanlig smadder. Over fire et halv minut.
Fordi det nærmest er en fysisk oplevelse at lytte til Sleepers, er det næsten de korteste numre (henholdsvis 36 og 50 sekunder), der er de bedste numre. Men da ingen numre bliver decideret lange, fremstår bandet også som et band, hvor der ikke er plads til så meget pis.
For mig åbner det dog for spørgsmålet om en fræsersolo så er pis? Det er forståeligt at med tre instrumenter og en fed live-agtig følelse i indspilningen, har man ikke prioriteret lag i indspilningen, flere spor osv. Men puh!
Indtrykket bliver nemlig mere forpustet, end fremprovokerende af den vrede, der tydeligvis (også i pressematerialet) er den kreative kraft.
Jeg bliver egentlig mest bare lidt træt.
Genocide Doctrine er et velanmeldt og velakkrediteret band i deres første udgivelse. På Blinders kan jeg ikke undslippe en oplevelse af, at de har glemt at skabe plads til deres evner og det hele kommer til at blive ét langt grind med nogle få lufthuller her og der.
Det ER fedt – og især over et halvt til et helt minut. Men over 11 numre bliver det ironisk nok… Næsten monotont?
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
