“…et psykedelisk doo-wop rumskib der flyver afsted mod fjerne galakser på punk-benzin…”! Gäy er landet med pladen Monster Cocks, drevet frem på et ideal om venskab, vanvid og legesyge undersøger de mærkværdige, musikalske galakser. Kan man danse til det? Ja, ja man kan…
At beskrive Gäy med få ord er vanskeligt. Det er gammeldags, bagstræberisk, nutidigt, fremsynet og lidt udenfor tid og rum. Alt sammen på samme tid. Det er en plade, der nok egentlig bare skal høres, og så kan man selv tage stilling. Ikke alle vil kunne lide det, andre vil være parat til, at hoppe ombord i rumskibet og suse mod nye horisonter til tonerne af Monster Cocks.
Gäy er både fremmedartet og underligt velkendt. Min første indskydelse, da jeg hørte pladen i en lignede situation, som jeg sidder i nu var, at det lød som et punkband, der var hyret ind til bal i en 50er dansesal, hvor de forsøger at ramme dén tone. Selv sidder, og sad, jeg med en stærk kop kaffe i skærmens skær, en tidlig morgen inden resten af huset vågner og prøver på, at få noget fra hånden.
Jeg ved ikke om, jeg vil kalde Gäy optimale morgenmusik, men det var i hvert fald en opkvikker. Eller også var kaffen tilpas stærk?! Anden gang jeg lyttede til Monster Cocks (smag lige på den titel… lad den hvile lidt i munden…) var under en hundeluftertur, Det fungerede af en eller anden grund slet ikke for mig. Hmmm?!
Er Monster Cocks en humør- eller omstændighedsplade?
Muligvis. Det er en sær plade, og ja, man skal nok lige være i den rette stemning. Spørgsmålet er, hvad det så end er, og om man kan forudse/fornemme om humøret lige er til det, inden man sætter på og kaster sig ud i de 43 ret rablende minutter.
Hvad er Gäy så? Slap af, vi skal lige have lidt mere kaffe (jeg trækker tiden og spændingen).
Monster Cocks er en fest, der aldrig slutter, det lover singlen “The Party That Never Ends” i hvert fald. Pladen er også lidt en anakronistisk selvmodsigelse. En blanding, som ikke burde fungere, og som jeg ikke er sikker på rent faktisk gør. Det skifter fra gennemlytning til gennemlytning. Men, alle er inviteret til den punkede 50er fest, hvor der er kærlighed (og andet) i stride strømme:
Come whatever may
Come disease, come release
Come a better day
Cum on your friends
Det er en lidt underlig fest, men hey, vi har vel alle været det sted, som Gáy besynger her?
Andre steder, ved jeg ærlig talt ikke helt hvad der foregår. Som i “Bittersweet Erection” (Gäy kan noget med ord og titler, som får det til at kilde lidt i mig. Alle de rigtige steder), hvor teksten lyder, som en lettere abstrakt Western-fortælling møder et faderopgør. Eller er det en historie om, at blive fanget med dillermanden i hånden (eller andre steder)? Faderen er forresten en “queer fish”, så måske er det fortalt fra Kanye Wests’ søns perspektiv i et afsnit af South Park…
Monster Cocks handler, muligvis også om uskyld og tabet af samme. Og tog. “Trains” og at rejse med tog optræder flere steder, som i den afsluttende “Sue Peggy Sue”. Den titel rimer lydmæssigt forresten på toget fra tekstens “cho cho”. Nå, pladen er fyldt med den slags detaljer og “lege”. På “Sue Peggy Sue” lyder det som om, at toget gerne vil drøne igennem en specifik tunnel. Sådan er det jo, at være 17 år og løbe rundt og være lovesick.
Der er noget feberdrøm over dele af Monster Cocks. Noget nærmest besat og manisk, hvor lyrikken grænser til det deliriske. Man kan reelt være i tvivl om, der blot er tale om dårlige og usammenhængende tekster, eller noget små-genialt? Det er ikke, nødvendigvis et dårligt sted at befinde sig, hverken som band eller lytter. Det holder en lidt på tæerne. Og man er konstant i tvivl om Gäy driller en med fuldt overlæg, eller det bare er stukket af for dem.
Jeg vågner op efter en formiddagslur på sofaen, lidt af en koger, hvor man føler, at man har været med i en David Lynch film. Uden, at kunne fremkalde billeder, blot en underlig fornemmelse. Hverken godt eller skidt, bare lidt “utilpas”. “That Stupid Rock’n’Roll”, åbningsnummeret på Monster Cocks strømmer ud af højtalerne med åbningslinjen “In the meadow having sex with a corpse”.
Man kan blive i helt opløftet, hvis Gäy sættes på i den rette situation. Det her var endnu en. Vokalen er skæv, uskøn og kan virke sådan lidt påtaget. Den kan noget. Et bizart “sha la la” kor åbner nummeret, inden man bliver “Vaguely swallowed up into the vorte”. En rockabilly vortex, hvor dansegulvet vender på hovedet, farverne virker syrlige og “off”. Lynch fornemmelsen.
Der er ikke kun dømt sex med lig og andre erotiske vrangforestillinger hos Gäy. Det er også humoristisk. På den aparte måde. Både vokal, den stedvis spruttende og små-bumlende musik og hele stemningen gør, at man aldrig helt ved om man skal grine eller tage sig til hovedet. Det lyder ved Gud ikke lige kønt det hele. Men, det har en upoleret, gal og kantet charme, der sammen med de ret iørefaldende melodier gør udgivelsen tilgængelig og tiltrækkende.
Humoren og det aparte har dog også en mørk underside. Kærligheden og passionen hos Gäy virker også usund. En form for selvskadende besættelse. ” I’m dating Pain and Misery and both are very hot”, lyder det eksempelvis i “Lost In Samsara”. Her hjælper selv de højere magter, eller Dalai Lama” ikke. Det fører måske i sidste ende til, at man stræber mod det uopnåelige og munder ud i en følelse af, at være fortabt. Som på den efterfølgende “hjemsøgt punkede” “Talismanic Depression”:
Stab your life in the back with a knife
Striving for happiness isn’t ideal
Talismanic depression
Fest, farver, passion og depression, Gäy rummer mange facetter. Det gør også, at det kan være svært, at vide hvilket ben man skal forsøge, at støtte på når man rammes af Monster Cocks. Det er både fascinerende og frustrerende plade, der er svær at regne ud. Måske handler den i virkeligheden om transformation?
Den er i hvert tilfælde i konstant forandring. Nogle gange tiltrækkes man, andre gange stødes man væk.
“Born once again, my existence is new”, vi er tilbage ved udgangspunktet med “The Party That Never Ends”. Fandeme en mærkelig fest, men jeg tager lige en tur mere på det uregerlige dansegulv.
Af Ken Damgaard Thomsen
