Garbage har for mig, altid været en lidt underlig størrelse på musikscenen, mange catchy sange i bagagen, men også leverandører af en lyd og et udtryk der virker underligt koldt og kalkuleret. De bragede ind på hitlisterne i slipstrømmen af de sidste Grunge sværvægtere, med numre som “Stupid Girl”, “Queer” og hymnen “I’m Only Happy When It Rains” fra 1995 debutten – en plade jeg stadig sætter på og kan nyde af og til.
Opfølgeren, Version 2.0, kastede også et par hitsingler af sig, såsom “I Think I’m Paranoid” og “Push It”, men pladens generelt mere hårdtpumpede mekaniske lyd blev modtaget knap så godt af de brede masser som debutpladen. Herefter gik det temmelig hurtigt, og ikke mindst drastisk, ned af bakke både hvad angår kvaliteten af musikken og pladesalg. “Beautiful Garbage” fra 2001 introducerede en mere poppet lyd, men det lød ærlig talt som et noget halvhjertet forsøg på at gafle noget radio airplay til sig. Herefter fulgte den typiske periode for udbrændte bands, der nok egentlig bare skulle indse at legen var slut, men Garbage hæv sig igennem krise, nær-opløsning og langstrakt produktion, og fik i 2005 udgivet den foreløbige svanesang Bleed Like Me. Foreløbige, for nu er de minsandten klar med nyt album her i 2012!
Og manner har det været en træg omgang at slæbe sig igennem, faktisk i en sådan grad, at jeg var ved at droppe skriveriet om den, meeeeen, så nemt slipper de/i/vi ikke. Da jeg endte med at have meget af det samme at sige om de fleste af sangene, og mit ordforråd og kreativiteten muligvis er blevet svedt ud i den pludselige sommervarme, så har jeg til lejligheden opfundet en skabelon til at komme igennem. Så for første gang på GF ROCK, må jeg præsentere: “The Good, The Bad and The Ugly” fremgangsmåden. Jeg gennemgår simpelthen albummet ved at bruge disse tre betegnelser som overskrifter.
The Good:
Bandet udviser god og stærk energi stort set hele vejen igennem “Not Your Kind Of People”, pladen går aldrig i stå, og det hele flyder rigtig fint for den rutinerede gruppe. Et fint eksempel herpå er den maskinelt pumpende åbner “Automatic Systematic Habit”, hvor Garbage drøner af sted med en lyd der leder tankerne tilbage på nogle futuristiske 80er film, eller slut 70ernes filmatisering af “Flash Gordon”, minus Queen über-camp stemning.
Albummets lyd, om man synes om den eller ej, følger også en rød tråd hele vejen igennem, der får den til at lyde sammenhængende og homogen, hvilket man måske ikke kunne have forventet efter en længere pause. Garbage har undgået fælden med at have alt for mange ideer i kassen, som de synes at de burde presse ned på pladen. Dette betyder ikke at det hele forgår i det opskruede poprockmaskine tempo fra de første par numre, der er plads til det hele, som på den korrekt betitlede “Control”, hvor farten sættes et hak ned og tempoet kontrolleres med en ganske habilt industriel klangbund.
Titelnummeret, “Not Your Kind Of People”, skiller sig positivt ud ved at være en mere svævende ballade, der er befriet fra de tunge og hæmmende lænker, der tynger en del af materialet. Virkelig løssluppent og højtragende bliver det aldrig, især pga. effekterne Shirley Mansons vokal udsættes for. Når Mansons vokal er bedst, så er det i de numre der minder mest om materialet fra Version 2 albummet, som på “I Hate Love” – med en stemning og klang af noget jeg vil kalde “evil disco” meets scottish ginger minx.
Den labre snowfox deler lidt sweetness ud på den afdæmpede “Sugar”, hvor hun periodevis forsøger at hviske sig ind på lytteren, det fungerer ganske glimrende, med en snert af den kølige farlighed Manson heldigvis stadig besidder, men som desværre druknes på det meste af pladen. “Battle In Me” er endnu et nummer hvor vi får en lille lækkerbisken af Shirley, og samtidig formår resten af bandet lykkeligvis IKKE at drukne motoren med deres frembrusende maskinparklyd.
The Bad:
Al energi i verden kan dog ikke kompensere for en gennemgribende mangel på gode og fængende melodier, mange af sangene buldre derudaf, som “Big Bright World”, men bliver ikke rigtig hængende, og er glemt når den næste hamre afsted. På et nummer som “Felt”, hvor de leger med et udtryk der læner sig opad støjpionerene The Jesus And The Mary Chain, mangler den rigtig medrivende melodi simpelthen for, at det hele går op i en højere enhed. Ideen og lyden er der egentlig, men udførelsen er bare ikke vellykket nok til at sangen sidder lige i skabet.
Som nævnt lige før, så er der også alt for lidt af Garbage stærkeste kort, Mansons på samme tid tillokkende, kolde og femme fatal agtige vokal, på “Not Your Kind Of People”. Garbage har altid flirtet med en lettere poppet opbygning af sangene, tilsat en hård rockbund med masser af elektronisk isenkram til at holde det sammen, men her tager det i alt for lange perioder overhånd. Når der ikke lige er dømt “rise of the machines” på produktionsfronten, så kværner guitar og trommer løs, ofte med en skærende og klinisk lyd, som på næstsidste nummer “Man On A Wire”.
The Ugly:
Ikke så meget at putte ind i denne kategori, udover første singlen, “Blood For Poppies”. Den var ikke den måde jeg havde ønsket, at høre fra Garbage igen efter næsten 7 års stilhed. Melodien lyder som noget Kaiser Cheifs har kasseret, tilsat elementer fra The Corrs. Afslutningsnummeret lader også en del tilbage at ønske, “Beloved Freak” er ikke lige så ringe som første singlen, den er bare håbløst kedelig og uindspirende.
Hvilket desværre også er det generelle indtryk man sidder tilbage med, efter at have kæmpet sig igennem pladen, det her er egentlig ikke noget jeg gider lytte til, da det ikke giver mig noget som helst at tage med derfra. Det ER der blot. Som en maskine, der udfører sin funktion, uden at man sikkert ville savne den, hvis den var væk. Vi er tilbage ved det kalkulerede fra indledningen, jeg skal ikke gøre mig klog på om Garbage har lagt deres hjerteblod og sjæl i denne plade, men desværre føles det ikke sådan, og jeg kan overhovedet ikke FØLE dem som musikere eller mennesker – det virker som en forprogrammeret robot, der udfører en arbejdsopgave, eller som om nogen har sat en computer til at lave et album ved, at sætte flueben ved en række ingredienser den skal indeholde, og trykket “udfør”.
Vi er dog ikke nået så langt på den teknologiskefront, at mennesket, og the human touch, kan undværes, i hvert tilfælde ikke uden at det ikke kan mærkes når det gælder tilføjelsen af “das gewisse etwas”. Det mangler her.
“Not Your Kind Of People” (er de mon mennesker?) er ikke uden tegn på liv og levende organismer hist og her, men der er alt for langt mellem det intelligente organiske liv, som jeg foretrækker når det gælder musik.
Om Garbage’s nye numre fungerer bedre live når de slippes ud af maskinparken, hvilket ikke kan udelukkes, kan du opleve på årets Northside Festival i Århus. Garbage spiller søndag den 17. juni, kl. 20.45 på Blue Stage.
Anmeldt af Kodi
Like GFRock på facebook og få nyheder om rock, rul, metal and the what have you – hver dag.
