Ét track i mørk, dronisk stemning og i øvrigt primært i én akkord på 32 minutter udgør GAIAs Tilblivelse. Der sker ikke meget og som lytter skaber det overvejelser om, hvad musik består i.
Det er selvfølgelig musik, vi har med at gøre. Det er tydeligvis instrumenter, der frembringer dronerne og der er også et vist mål af dynamik. Vi skal dog frem til 8.20 minutter før det for et andet præg end en meeeeeeget lang intro: Her sætter nogle trommer ind og cementerer en rytme, man ellers selv som lytter enten måtte finde i noget reallyd i baggrunden – eller selv finde frem til.
Et lyde uden rytme musik? Her? Ja.
Ikke mindst da dynamikken er langsomt stigende og da vi når frem til 8.20 er det en distorted guitar, der definerer. Og SÅ må der da ske noget? Mjah. Dynamikken og intensiteten går langsomt, langsomt op og cirka ti minutter inde i tracket dukker et tonløst kor op. Stadig i den ene, samme akkord. Men nu har vi en drone, en guitar, nogle trommer og et tonløst kor. Det begynder at ligne noget. Og hov! Skiftede de lige akkord? Wow!
Igen meget langsomt stiger intensiteten – akkordskiftet var meget kortvarigt og vi er tilbage i dronen, der så bygger op for at toppe omkring 16 minutter.
Det hele har stadig lidt mere præg af en intro, end fx en ouverture.
Men da vi når på den anden side af 17.30 minutter begynder der at tegne sig en kadence. Tre akkorder. Sløvt slæbende og stadig stemningsfuldt dronende.
Men vi må jo heller ikke forhaste os, så (ja, du havde gættet det!) LANGSOMT bygges der op på denne kadence, der når et højt niveau og efter 23 et halvt minut kommer der vokal på: Sang om lys og daggry, ja, tilblivelse. Efter et minut er denne poesi så fremført og outroen kan begynde: på 27 minutter kunne man forestille sig, at NU må de da have leveret, det de ville. Men nej. Feedback, noise og elektroniske input skal lige have lov at tone ud, så der det sidste minut blot er en maskinel baggrundsstøj.
Og så har vi været igennem Tilblivelse.
Det er et værk. Og dette ord bruger jeg til at beskrive EPen af den simple årsag, at begrebet ’værk’ sætter lytteren op med et vist mål af tålmodighed og med ambition om at lytte – ikke blot høre.
GAIA har med andre ord ikke begået en sang. I så fald ville det være en lidt dårlig én af slagsen, da der var så meget ’udenoms’.
Men som nærmest programmusik om skabelse (hvor der jo i historien gik ret mange år, før det første ord blev ytret!), er det fint, foruroligende og fungerer fint. Hvis man har tid.
Nummeret er født som et projekt til noget underlægning til en børneforestilling, men bandet har dog besluttet sig for at ’opgradere’ til at filføje vokal på det endelige værk.
Idéen om at den foruroligende stemning skulle være rettet mod børn, har jeg dog ikke tænkt mig at tryk-prøve på min tre-årige: Han hoppede nærmest op i skødet på mig den anden dag, da Queens Flash Gordon blev sat på. Nej, det er uden for skiven – i hvert fald for småbørn.
Tilbage står dermed en fin EP, der sætter stemning og passer fint til de mørke tider, hvor man venter på lyset.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
