Gaia og Drukner er gået sammen om en 12″ Split, og er du til doom, så går du i hvert fald ikke galt i byen her.
Stoner/doom-bandet Drukner og det kosmiske doom-band Gaia er gået sammen om en 12″ Split hvor hvert band har en side at gøre godt med. Umiddelbart er de to bands et fint makkerpar, selv om coveret (der har to forsider) måske, i en eller anden overført betydning, som måske er langt ude i hampen, kan sige et eller andet om forskellen på de to bands tilgang til doomen.
På Drukner-siden er det selveste James Brown, der pryder coveret, i en tegnet version af et stillbillede fra hans ikoniske tv-interview efter han var kommet ud af fængslet i 1988 og næppe var helt ædru eller stoffri. På Gaia-siden er det en tegnet elefant med et bestemt ansigtsudtryk, der pryder coveret.
Drukner har fået A-siden og trakterer med tre tracks. Kan man så ane James Brown? Nååh, næ, det skulle da være at det ind i mellem også lyder til at Drukner slår hårdt på “the first”, som Brown også var kendt for at gøre. Men det er jo altså ikke just soul, vi får her, selv om der er sjæl i sagerne.
Det buldrer og svinger tungt på ‘Discordia I’, der godt kunne slægte Down en smule på med de svirrende bækkener og de bastante riffs, ud over man her er Anselmo-fri. Vokalen ligger ret langt tilbage i mikset og det lyder også som om der er lidt effekt på, så hvad der præcis bliver sunget, står for mig hen i det uvisse. Men det fungerer nu sådan set ret godt.
‘Olmen’ er mest et tungt, instrumentalt mellemspil, inden vi får ‘Discordia II’, som begynder nærmest afventende, langsomt bygger op (som man sig hør og bør i genren) med plads til lidt melodisk guitarspil, før der et par minutter inde skrues op for riffmuren. Omkring halvvejs gennem det 10 minutter lange nummer bygges der så op igen med en tung baslinie, før riffdyret for alvor kommer op i marchtempo og vokalen kommer ind og messer noget om at “polerne smelter” 6 1/2 minut inde. Ja, vi er vist ude i noget dystopisk. Der lukkes af med en flodbølge af riffs, og som i øvrigt på Drukner’s side er der plads til det melodiske guitararbejde også.
Tungt bliver det for alvor på Gaia’s side af splitten. ‘Earthbound’ tager sig, på klassisk doom-manér, god tid til at bygge op, først bare med trommeslag, så med et langsomt, men stadig swingende groove, og der går i omegnen af fire minutter før vokalen dukker op fjernt i mixet. Hvor Drukner er et tungt nok bæst, så er Gaia en endnu mere bastant størrelse, der tromler nærmest uimodståeligt frem i sit helt eget langsomme tempo. Godt 13 minutter når vi op på med masser af rumlende tyngde.
Andet nummer hedder ‘Out of the Well’, og her er det måske helt nede i den dunkle brønd vi starter, men her stiger intensiteten allerede efter 1 minut hvor vokalen brølende kommer ind, stadig langt tilbage i lyden, men stadig intenst. Der råbes/synges også på dansk hos Gaia, hvorfor det kan virke lidt spøjst med de engelske titler, men altså, det er vist sådan det er. I hvert fald er ‘Out of the Well’ igen en tung fætter, hvor trommerne pisker nummeret fremad, sejt slæbende, mens guitarerne ulmer. “Der er flammer omkring mig”, lyder det blandt andet olmt undervejs, og det føles som om flammerne slikker omkring én mod slutningen.
Ganske overbevisende afslutning af Gaia, der sammen med Drukner har begået en ganske solid doom-skive med god variation – der er bestemt forskel på udtrykket de to bands i mellem, uden det virker som en underlig parring. Det er måske ikke nyskabende, det her, men det er overmåde solidt og ind i mellem virkelig medrivende, så vi lander på 4 store stjerner.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
