Jo, det er da rigtig nok doom, kan man tage sig selv i at tænke, når man lytter danske Gaias nyeste opus igennem. Endda en ganske udmærket omgang doom, der lige mangler lidt overraskelser og et sidste løft i sangskrivningen til at det letter.
…Eller slæber sig hen over betongulvet, i den tilrøgede kælder hvor musikken spilles, på en måde der efterlader mærker og huller i overfladen. Albummet består af 4 numre, med en samlet spilletid på godt 40 minutter. Bundsolidt, det er det sgu, men jeg bliver måske ikke helt ført væk fra virkeligheden og opslugt af Gaias tunge og stenede univers, som den slags musik kræver for at man virkelig mister pusten og bevidstheden.
Vi åbner med en lille tålmodighedstest i form af den 8 minutter lange “Somewhere”, der ud over fjern torden og rumlen og en tiltagende summen, ikke gør meget væsen af sig det første minut og en sjat. En guitar begynder at dukke op fra tågen og tager langsomt til i tyngde mens volumen stiger. Trommerne melder deres ankomst og en melodi med fremdrift i kværnertempo tager form. Vi skal næsten 4 minutter ind i det grumsede og flossede tågekammer inden vokalen dukker op, badet i ekko og rumklang så man nærmest ikke kan afkode noget, sådan skal det være. Som nummeret skrider frem får Gaia også bygget nogle gode, hugger-riffs op, men i stedet for at få en forløsning ender nummeret med at summe lidt ud, og slutter hvor det begyndte.
Det giver mening i den forstand, at “Somewhere” fader over i den efterfølgende 12 minutter lange “NOWHERE”, men jeg undgår ikke følelsen af, at nu “skylder” de et peak. Fremgangsmåden er indledningsvis den samme, det rumler i det fjerne, guitaren er udgangspunktet igen og det, der på afventende vis holder gryden simrende. Vokalen melder sin ankomst tidligere, men blot som stemningsopbyggende “Åh Åh”, inden utydelig, højstemt sang gjalder ud af mørket. Efter 4 minutter og 30 begynder det at boble mere og man fornemmer gryden kunne komme i kog. Men hvornår? På den anden side af de 7 minutter begynder det for alvor at ryste under fødderne på en, guitaren især har fået fat i noget der fungerer. Vi kom næsten derop hvor låget ryger af.
Albummets korteste nummer med sine 5 minutter, “I Thought I Had Left This World”, følger op. Det forholdsvis korte spilletid gør nu ikke at Gaia blæser ud af startblokken, det er jo Stoner-doom, dog tager nummeret form og tyngde langt hurtigere end de foregående, en kærkommen forandring inden formlen blev lidt for velkendt. Nummeret ligger hele tiden og vipper et sjovt sted mellem, at virke som om det er lige ved at gå i stå, eller skuden lægger sig om på siden, for så at blive skubbet på ret køl med nogle tunge ryk.
“A Cure For Time” får nok af tid til, at lukke pladen med manér, hele 14 minutter af slagsen. Det er lidt back to basics opbygningsmæssigt, men den testede fremgangsmåde virker jo af en grund. De første minutter virker lidt tilbageholdende og søgende, indtil guitaren igen får fat i et eller andet og går forrest. Tonen har her noget mere melankolsk over sig, i hvert fald indledningsvis, hvilket på en eller anden måde fanger mig hurtigere og mere end de foregående numre. Det bliver tungere og man fornemmer for alvor, at der gemmer sig nogle kræfter i Gaia, som de af en eller anden grund fremstår lidt tøvende overfor bare at slippe helt fri.
Og selvom “A Cure For Time” ender med at blive pladens højdepunkt for mig, så savner jeg lige det sidste afgørende sus, der hvor jeg glemmer at trække vejret eller kan mærke mine organer blive most, for at jeg føler jeg får det fulde udbytte af turen. Forstå mig ret, det er godt og habilt håndværk det Gaia leverer, men der mangler lige det sidste for at vi skal højere op på skalaen.
Vi ender på 3 store og solide stjerner for dette trip til Doomtown.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg lyt til, download, køb A Cure For Time HER
