De herrer, Christian Juncker og Jonas Breum er som Gæsterne gået sammen og har lavet en plade, hvor nærmest skamløs anvendelse af pophooks står centralt: De 11 numre rummer alle som ét melodiske hooks, der umiddelbart kan virke som ’billige tricks’. Det interessante er dog, at sådan kommer de aldrig til at fremstå.
Derimod er det netop det mest vindende element ved denne fremragende plade.
Det generelle indtryk er naivistisk, ikke mindst på grund af teksterne. Der er også noget sentimentalt over pladen, hvilket skaber en vis genklang hos denne anmelder, hvor det første ciffer i alderen er ’4’. Et nummer som ‘I Mormor Og Morfars Have’ burde vel med sin sentimentalitet falde til jorden med et klask? Men nej. Det er faktisk meget hyggeligt og rummer en fornemmelse af noget hjemligt.
Det er let at få associationer til noget børne-TV eller lignende, hvor sange indgår og egentlig ofte har en vis kvalitet. Men samtidig med en Wigge-Rasmussen’sk underliggende humor. Kender du Junckers ‘Mogens & Karen’, vil du formodentlig have en idé om, hvad det er jeg prøver at beskrive.
Hele pladen er udpræget usnobbet og uprætentiøs og det er på den konto ikke overraskende, at titelnummeret byder på skomagerbas og en mundharpe. Folket? Ja! Men også balancerende med risiko for at blive ballet: En Sebastian’sk guitar ligger også og hygger, giver luft og fremdrift. Men det fungerer! I høj grad.
Teksten er i øvrigt også fin, og åbner med ’Hvem sidder der bag skærmen’ – spoiler alert; det er ikke Jens Vejmand, men unge forældre. Der er, med andre ord, leget godt med sproget, referencer og mulige tip med hatten: Nummeret åbner med et tema, jeg synes at have hørt i svensk pop og dét med at få associationer er et gennemgående tema med de pop hooks, der er brugt:
– Et nummer som ‘Tror Du Vi Skal Følges Ad’ når lige at minde om ‘Om Lidt Bliver Her Stille’, inden det dog går egne veje. Pointen her er ikke, at Gæsterne plagierer. Nej, den er snarere at skjalden er død og måske byder de to herrer sig netop til som arvtagerne? Det er muligvis at tage munden for fuld, men de rækker mod dén hylde. Og ret beset så er de lidt stærkere med teksterne, end ‘Blib-blob’ og sange om ‘Susan Himmelblå’.
Der er dog en klar folkelighed over hele projektet. En folkelighed, der bygger på både genkendelighed, underfundighed men også en dybde, man som lytter bliver ved med at lede efter. ‘Da Du Mistede Din Mor’ er på ingen måde en letbenet titel, men leveres ganske forførende med et forstemt klaver og stærkt, med-syngbart refræn.
Måske er det netop denne underfundige, underliggende integritet, der gør projektet så interessant. For jeg burde egentlig hade de poppede tricks lidt. Men det gør jeg altså ikke. Overhovedet.
Så når singlen fra sidste år, ‘De Livskloge’ og ‘Dem På Violin’ tørner ud med en Peter Gunn Theme-agtig el-bas, for så at udvikle sig til en (igen lidt børnetime-agtig) sjov sang, hvor der går shout outs ud til diverse sære folk.
Jeg KNUSelsker det her. Måske er det mit 40-årige pophjerte, der bliver smeltet. Men det fungerer bare virkelig godt det hele. Teksterne, der er børnevenlige men med en mystisk dybde alligevel. Den ret enkle produktion. Og de to herrer, der varierer mellem at fortælle ret nøgternt, virkelig føle det – og i øvrigt lægge sig i fine, ukomplicerede kor.
At hele projektet så er framet som et samarbejde, hvor der leges med idéen om, at musikerne er gæsterne – og publikum er hovedpersonerne virker endda helt gennemtænkt og ikke, som man kunne frygte, leflende. Det er skidegodt, det her!
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag