Aarhusianske Fusskalt er aktuelle med opfølgeren til deres EP Songs For Speedin’ and Crashin’ (Vol. 2), hvor tempoet er skruet en anelse ned, mens der stedvis bliver mere plads til at stene lidt. En udvikling som slet ikke er så tosset endda.
Sidst jeg havde Fusskalt igennem anmelder-møllen konkluderede jeg at de 4 stjerner bandet modtog for deres let-stenede og støvede macho rock og rul, med lidt glimt i øjet, måske var lidt “nemme”. Det skulle forstås som, at bandet benyttede en formel der var både sikker og gennemtestet, hvor der trods tempo og gode attituder ikke blev taget de store chancer.
Derfor er det også glædeligt, at Fusskalt faktisk piller lidt ved netop denne driftsikre formel på Overdrive, der trods hvad titlen måske kunne indikere af fart og vildskab, varierer tempoet mere end på forgængeren og tager flere chancer i sangskrivningen – denne gang over 5 numre. Det gør det muligvis til en knap så kompakt og trimmet oplevelse som de 3 numre på forrige udgivelse, og der er også lidt flere udskridninger, men belønningen i form af et mere varieret udtryk udebliver ikke. Det peger kort sagt i en ny og måske mere bæredygtig og langtidsholdbar retning for de 5 fodkolde gutter – i hvert fald en, der føles knap så begrænset og ensporet som tidligere.
De nye spor på den brede rock-hovedvej fungerer rent musikalsk bedst når Fusskalt letter foden fra gaspedalen, og lader motoren stå og arbejde med at bygge omdrejninger langsomt og tålmodigt op som på EP’ens 2 sidste numre, “Chasing Unicorns” og “El Toro”. På førstnævnte ser vi lige igennem fingrene med, at selve sangskrivningen er lidt stoner-rock skabelon præget, det er en skabelon der holder, med slæbende tempo, rumle-vugge rytme og alt hvad der sådan hører sig til ved en god stener. “Problemet” her er, at jeg ikke kan blive helt enig med mig selv om Lars Frederiksens ellers fine rock-vokal helt passer til stilen. Måske lidt mere hæshed eller nogle halv-kvalte brøl ville gøre en forskel? Der forsøges stedvis, men jeg synes ikke helt stemmen rammer den råhed, der ville give nummeret det allersidste pift.
Det er et mindre problem i et generelt vellykket nummer, som viser at Fusskalt har en del rå muskelkraft at arbejde med, når det ikke lige skal gå hurtigt, og at bandet sagtens kan skrive numre, der kan bære en spilletid på næsten 7 minutter. “El Toro” forsætter lidt i samme spor, tempoet er dog skruet i vejret, men der brummes stadig igennem i sumpet og brunlig stil. Der er flere tempo- og retningsskift, Frederiksens vokal ligger i et leje der matcher musikken rigtig godt og bandet spiller bare godt gammeldags fedt, med en snert af noget sammenbidt og sveddryppende, hvor de musikalske muskler for alvor spændes og får lov til at arbejde.
Hvis vi spoler lidt tilbage, så indledes Overdrive med nogle numre der ligger lidt mere i direkte forlængelse af materialet fra Songs For Speedin’ and Crashin’ (Vol 2.).
My self-control, my inhibition, is riding in the back seat
I’m off the wall. I’m ten feet tall. This is the new beginning.
Lyder det indledningsvis på åbneren “Drive”, der er en klassisk “cruiser ud af landevejen mission statement” hardrocker, vindblæst, støvet og knastør, med et fint lille ganske fængende omkvæd. Der er ikke så mange dikkedarer, rul vinduet ned og ud mod horisonten med vinden i håret og solen lige i det furede fjæs. Tonen og klangen på den efterfølgende “Stand In Line” er lige til et truck-stop i en amerikansk sydstatssump et sted, eller er det New Jersey og Monster Magnet der stikker snotten frem? Her fungerer en opbremsning i nummerets anden halvdel, hvor instrumenterne får lov til at grave godt i det grumsede og mudrede underlag, særligt godt.
Midttempo sej-rockeren “Sin City” agerer solid midterakse på Overdrive, titlen til trods så er der ikke meget AC/DC over nummeret. Hvis man lige kaster et blik på coveret, så er det faktisk et nummer som dette jeg forestiller mig som soundtrack til det motiv. Mega maskulin gasoline vrum vrum rock.
Allright, selv om Fusskalt ruller ud på, for dem, lidt nye musikalske landeveje, med en lidt tungere og mere ulmende motor i potensforlængeren, så er det i det store billede jo ikke ligefrem uudforsket land. Rutinen, især i forhold til mange andre bands som vi anmelder som “upcoming”, er både en fordel og en lille ulempe for Fusskalt. På den positive side tæller, at det lyder som et bundsolidt, driftsikkert og velsmurt rock-orkester. Men rutinen bremser måske eventyrlysten, eller følelsen af nødvendighed ved at pille ved det, der fungerer?
Fusskalt kan højoktan rocke og rulle uden slinger i valsen, ingen tvivl om det. Faktisk ville alle de hestekræfter, det lyder som om der gemmer sig i bandet, nok få mindre sikre musikere til at ryge ud af kurs eller direkte i grøften. Men det er når de bryder med den gennemtestede succesformel, som på “Chasing Unicorns”, at det bliver mest interessant for mig.
Det virker som om Fusskalt er lige på nippet til, at finde det blandingsforhold og doseringen af deres potente rock, der får det hele til at spille max på alle cylindre. Indtil da er der endnu engang 4 hårdt rockende stjerner til de fodkolde.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Fusskalt på Facebook
