På Æon kombinerer Fugleflugten overbevisende lydudtryk med insisterende vokal. Resultatet bliver en popplade, der tilsyneladende heller vil være poetisk end populær. I kombination med ofte ret brat afbrudte numre bliver det på én gang frustrerende og dragende.
Fugleflugten har på Æon forsøgt i højere grad end tidligere at matche musik og tekst. Det lykkes ikke særlig godt, da forsanger Rasmus Ydes på én gang meget tilbagelænede og nærmest overraskede vokal synes at flyde noget over musikken. Men selv om det virker lidt som om der er distance mellem de to, så fungerer den distance virkelig godt.
Teksterne står centralt men neden under ligger der en stærkt produceret, overbevisende verden af synths, effekter og organiske instrumenter. Vi får både synth-blæs og da vist også en rigtig trompet på ‘Du Er En Bølge’ og ‘Æon II’? Lyden er ’stor’ og opererer inden for popgenren i bred forstand, men det er på den anden side set umuligt at finde et decideret hit eller en række pop hooks på pladen. Den skal og vil noget andet.
Og dette andet ligger til dels i lange, instrumentale passager, man som lytter kan dykke ned i eller bare lade sig flyde med i.
Og bum! Brat slutter mange numre, mens man netop var ved at flyde af sted.
De brud, der ligger i flowet, kunne godt være et irritationsmoment. Men for mig gør det, at jeg netop lytter lidt mere til pladen.
Og så er der teksterne. Fugleflugten er kendt for natur-metaforer, og Æon er for så vidt ikke en undtagelse. Flere numre benytter blomster-metaforer – selvfølgelig tydeligst på Krysantemum – og hvor det måske kunne opfattes som den misforståelse, at hvis man blot nævner blomster, så bliver teksterne poetiske, så fungerer disse blomstermetaforer fint for Fugleflugten.
De længere instrumentale passager skaber fint en vandret, langstrakt tidsopfattelse på pladen – ja, den hedder jo Æon – og en lille ballade med skælvende guitar som Sommetider på to minutter bliver dermed forfriskende. Men, som numrene har for vane, så slutter det også ganske abrupt.
Skal vi i øvrigt lige vende tilbage til tekstuniverset, så er der både metaforer og meta-overvejelser som på ‘Du Er En Bølge’, der bryder ned og fyrer en gang vrøvl af:
”Shara fulejra
ebeli kavarli
shaffo beriljo
hvaka desjarlig
vola velvære
vola velvare”
for konkluderende at gå
”man er når man drømmer
i lyskaskader
på solskinsdage
og nonsensfraser…”
Teksterne leveres som nævnt nærmest overrasket og på en måde, som jeg ikke kender andre gøre. Det er særegent, men når man har vænnet sig til at det er anderledes, bliver det endnu et stærkt kort på hånden for Fugleflugten.
Efter at have hørt Æon efterhånden mange gange er jeg ikke sikker på, hvorfor pladen har fået netop den titel? Pladen er dog bundet sammen med at starte med Æon I og slutte med ‘Æon II’ – og Æon indgår i teksten på det første nummer (det sidste er instrumentalt).
Men måske er det netop den meget vandrette fornemmelse i mange numre, der skal spejle pladetitlen? Jeg griber blot fat i sådan et spørgsmål fordi det meget godt illustrerer, hvad Æon gør ved lytteren: Man stiller spørgsmål. Til hvad volapyken i ét nummer betyder, hvorfor så mange numre slutter så brat, men nok allermest: Hvorfor man som lytter drages til denne plade. For det gør man. Folk, der har mere tid end mig vil virkelig kunne dykke ned i Æon og den har alt muligt potentiale til at blive en form for klassiker.
Dog bøvler jeg personligt for meget med at der ikke rigtigt er letgenkendelige melodistumper eller hooks. Dermed bliver Æon lidt en dårlig popplade. Men sagen er, at den også er meget mere end det. Og fordi jeg lige lytter en gang mere for at finde ud af HVAD den så er, må jeg konkludere at en plade, der får lytteren til at vende tilbage, er en god plade!
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
