Den polerede hard-rock med heltevokal synes at leve sit stille liv i Danmark. Klicheerne står i kø hos Frozen in Time, men i den sidste ende efterlader bandet et sympatisk om end lidt forglemmeligt indtryk.
Rock er tit ukompliceret og når der bare fræses derudaf, er det i virkeligheden ikke så svært at tage stik. Frozen in Time har tilsyneladende lagt det mere prog’ede fra sig og spiller nu noget melodisk halv-metal med tung bas og til tider dansable passager. So far so good!
‘Lost Cause’ bliver et skoleeksempel og kunne næsten være motorcykel-rock, var det ikke for alla breve-omkvædet. Og vi får alle de klassiske, metal-klicheer: Der bliver pumpet ottendedele i passager, vi får en fræsersolo (hurra!) og meget synges med flere stemmer – visse steder endda kor.
Der er altså gjort noget ud af, at det ikke skal være for upoleret for ørerne. Og så er det for øvrigt god frontvokal – angiveligt lagt af de to guitarister. Med et scream her som variation, korpassage hér som støtte og ellers en sangstil, der kan minde om Alice in Chains, så er der tydeligvis også tænkt i at dette aspekt skal følges til dørs. Fint!
Hvad der måske mangler – og som er stærkt bidragende til helhedsudtrykket – er den vildskab og desperation, vi hørte hos netop bands som Alice in Chains: For The Edge of Nothing ville man aldrig frygte for at lade sine børn eller unge mennsker høre. Det bliver lidt ufarligt.
Ken anmeldte for efterhånden mange år siden bandet og skrev lidt mere end mellem linjerne, at de nok skulle blive bedre, når de blev lidt ældre. Well… Det kan næsten virke som om, de er blevet lidt for gamle her. Ikke fordi der ikke er styr på sagerne; der spilles hurtigt og djentes momentalt og der er ikke en finger at sætte på den klikkende stortromme – eller for så vidt kompositionerne. Det bliver bare lidt… Ufarligt.
På den baggrund giver det måske mest mening at prise næst-sidste nummer på pladen, ‘Stand Your Ground’, for dens melodiske, næsten poppede hooks. Og ja, vi får altså også en fræsersolo hér…
Afslutnings- og titelnummeret bliver så sådan en episk opbygget sag, hvor vi i sejt tempo får fortalt historier. Terts-afstandssolo på guitarerne bliver response på vokal-call’et i refrænet og ja, du havde nok gættet det; det er næsten for meget af det gode.
Men der er også noget stilrent over dette her. For selv om jeg ser inspiration fra metalcore og andet lækkert i bandets skriv om sig selv, så kunne de også have været en form for videreudvikling af Iron Maiden. Som de nok ville have lydt i dag, hvis de fik den idé at starte nu. Men igen; uden ordentlig beskidthed og kant.
Et langt stykke hen af vejen skal jeg ikke være efter at nogen laver dansabel rock i den lidt hårdere ende. Og der er masser af idérigdom hos Frozen in Time og også nok af det til at man ved flere gennemlytninger må smile over hvad de lige har gjort her eller der. Men ofte tænker man også, at det er lidt over the top… Jeg finder dog ikke gode nok melodier til, at de alene bliver undskyldningen for at finde pladen frem.
Dygtige er de og når man både kan spille og synge, så giver det point her. Og selv om det er lige poleret og melodisk nok i mine ører, så er de ikke så slemme som Elvis-imitatorbands eller andre forfærdeligheder. Så tre store stjerner bliver det til!
Anmeldt af: Troels-Henrik Balslev Krag
Alice in chains??????♂️??♂️????