I følge From The Foxhole selv, skal navnet illustrere den dobbelthed der er mellem ”smerteligt engagement og ensom tilbagetrukkethed”. På den front lykkes det 6 mand store orkester tilfulde med at opfylde ambitionen, desværre for deres ellers flotte, velproducerede og på mange måder meget vellykkede EP, føler jeg mig aldrig helt suget ind i deres musikalske univers. Men ender alligevel med, at måtte bøje mig og uddele fem stjerner, forklaring følger her…
At deres musikalske vision og lydbillede virker gennemtænkt og helstøbt kan man på ingen måde tage fra dem, de seks numre der udgør denne EP er gennemstrømmet af en klar og samlende idé, uden at det går ud over variationen. Fra det stille og dunkle, til det mere op tempo og lyse, From The Foxhole doserer deres virkemidler med stort overblik og dygtighed – men som lytter føler jeg ikke rigtig, at musikken besætter mig på den måde som det er hensigten.
Af en EP at være, er vi i den længere ende, der er nærmere tale om et mini-album, med en samlet spilletid der sniger sig op imod den halve time. Ep’en er indspillet og mikset i bandets eget hjemmebyggede studie på Nørrebro, hvilket ikke gør dens vellydende og fyldige klang mindre imponerende – det lyder simpelthen topprofessionelt fra ende til anden.
Musikalsk lægger From The Foxhole også virkeligt stærkt ud, med EP’ens længste og bedste nummer ”Black Holy Dreams”, der på over 6 minutter som deres eneste nummer lykkes med at opsluge og omhylde mig fuldstændig. Der er dog et enkelt ”minus” ved sangen, den lyder i nærmest foruroligende grad som The National. Så meget, at jeg et kort sekund troede det var et nyt nummer med dem. Den dystre ildevarslende stemning, drevet fremad i et skurrende midt tempo, der tilsammen skaber en fortættet mørk og melankolsk verden – alt sammen lige i øjet, og som taget ud af The National’s sangskrivnings ABC.
Det gør dog ikke noget, udover at det trækker lidt ned på originalitets fronten, for det er et gennemført betagende og forførende nummer. Der bygges langsomt op med guitar, trommer og klaver, inden resten og forsanger Nikolaj Dalsgaards dybe vokal sætter ind. Vokalen er et af bandets helt store forcer, der synges med en afslappet og tilbagelænet naturlighed, så det på intet tidspunkt lyder påtaget eller forceret. Gruppen udviser glimrende sans for sangstruktur og opbygning, hvor der tålmodigt arbejdes frem mod målet. Vi får nogle spredte ”peaks” med flerstemmig vokal (noget de med stor succes bruger hele EP’en igennem), hvor musikken følger flot med op. Vekselvirkningen i nummeret er effektiv og føles organisk, som om nummeret får lov til at udvikle sig helt naturligt mod den over to minutter lange messende afslutning.
I wil stay here forever
until the mirror (?) turns away
I will drown here forever
Just looking, just looking at you
Et svimlende smukt åbningsnummer, som From The Foxhole, forståeligt nok, ikke helt kan matche på resten af EP’en. Der er dog stadig en masse lytteværdige stunder at komme efter, faktisk er der ikke et decideret svagt nummer at finde blandt de resterende fem, men altså heller ikke noget der i samme grad rammer mig som ”Black Holy Dreams”.
Vi forsætter lidt i det National’ske spor med den efterfølgende ”Echoes In The Foxhole”, der stadig bevæger sig i midt tempo territorium, men det er som om trommerne sørger for, at intensiteten føles lidt mere pågående. ”How can you be that strong, and stil not defeat me, and embrace me?” lyder det fra Dalsgaard, i et stemningsfuldt og længselsfuldt kærlighedsnummer, der bestemt er atmosfærisk og godt skruet sammen, men teksten, som der tydeligvis er lagt noget sjæl i, rammer ikke specielt dybt hos mig. I et nummer hvor lyrikken fremstår så betydningsfuld for dem der frembringer den, da afhænger meget af nydelsen af, om man på et eller andet punkt føler med, eller det samme, som stemmen, men det gør jeg bare ikke. Jeg hører deres følelser, de er noteret og ellers hører jeg ”bare” en sang, og ikke noget der får mig til at glemme verden omkring mig.
”I have strange ears, I hear the secret as a sound, you are my slow song, I dance with you in secret caves…”, lyder det indledningsvis på ”Rabbit Holes”, der straks fanger ens interesse med et lidt skævt anslag og den lettere mystiske tekst. I løbet af nummeret bliver den stille og dirrende desperation, der har præget From The Foxhole indtil nu, sat mere fri, i gruppens forsøg på at bryde ud af the rabbit hole. Det lyder igen fantastisk flot, uden at jeg selv helt føler musikken på samme måde som bandet gør, men det befriende ”Rabbit holes, can not hide us, caves can save what’s inside of us” hen imod afslutningen er dog meget virkningsfuldt.
”Postcards” er en mere længselsfuld klingende kærlighedsserenade. Vi befinder os i et mere nedbarberet lydbillede, hvor tangenterne får mere plads, imens bassen ligger en rolig rytme at svæve igennem nummeret til. Igen er det lyriske niveau rigtig godt og billedskabende, men endnu engang føler jeg mig som betragter af noget smukt, i stedet for en der lever og ånder sangen.
På næstsidste skæring drejer From The Foxhole kompetent stemningen i en mere rytmisk lettilgængelig og næsten radiovenlig retning, med den semi-poppede ”Golden Waste”. Det minder mig på en måde om en lidt mere dyster udgave af Grand Avenue, især i det fængende omkvæd. Endnu engang må man konstatere, at de seks musikere har et utroligt sikkert greb om melodi og opbygning, selvom de styrer mere mod lyset her, så lyder ”Golden Waste” ikke malplaceret i forhold til resten af materialet på EP’en.
Mørket trækker dog op igen på den afsluttende ”Snowflake”, hvor den afdæmpede melodi, båret mestendels af vokal og de simple tangent-toner, danser stille og inderligt som et tæppe af snefnug i natten. Det er forbandet stemningsmættet, ”and you will show me how, to fall trough snow…” crooner Dalsgaard med overbevisende selvkontrol og sårbarhed i stemmen. Flot punktum.
Det er helt tydeligt, at det største ”problem”, jeg har med From The Foxhole, ikke skyldes dem eller deres indbydende desperationsrock, men ligger hos mig som lytter. Det skal ikke ligge bandet til last, at jeg ikke rigtig, udover på åbningsnummeret, føler mig fanget i deres klaustrofobiske foxhole, hvor kun en smule lys sniger sig ind. Det her er blændende produceret, eksekveret og føles dybt troværdigt, så overhører man også gerne de tydelige paralleller til bands som The National, selvom deres store skygge tiltider hviler tungt over From The Foxhole.
Det her er en ambitiøs EP, som kræver en koncentreret lytteindsats, hvor de følelsesladede tekster påberåber sig lige så stor opmærksomhed som den fremragende musik. Vi lander, trods mine personlige uforklarlige ”forbehold”, på en sikker femmer – det her bør høres af mange flere. Der findes med garanti et trængende publikum derude, hvor From The Foxhole vil ramme plet og grave sig dybt ind i krop og sjæl.
Anmeldt af Kodi
Bandet består af:
Nikolaj Dalsgaard – Vokal
Anders Cederblad – Guitar & Vokal
Tim Krupsdahl – Keys & Vokal
Thomas Haahr – Guitar & vokal
Sixten Maximillian – Bas
Emil Eggert Scherrebeck – Trommer
Besøg dem på Facebook, og find albummet på blandt andet iTunes og Spotify
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
