Færøske Frodi er aktuel med et alsidigt mini-album/EP, hvor han over 6 numre svinger mellem afdæmpede singer/songwriter ballader, indie-støj og det pop-rockede, hvor en følelse af afstand er det, der binder numrene sammen. Det fungerer i store træk rigtig godt, selvom Frodi’s markante og karakteristiske vokal måske er lidt en smagssag.
For mig lyder han et eller andet sted som en næsten endnu mere følelsesladet James Blunt, I ved ham der mega-hittede med “You’re Beautiful” tilbage i 00’erne. Den er meget udtryksfuld, følelserne sidder nogle steder helt udenpå tøjet, det bliver lidt sovset hist og her og så er der noget med Frodi’s specielle intonation på visse ord, som nok vil gå nogle lyttere på nerverne efter et stykke tid.
Personligt er jeg med et godt stykke af vejen, selvom det periodevis bliver lige en kende anstrengende når den får lidt for meget af det hele. Nuvel, den har i hvert fald personlighed og gemmer sig ikke for en som lytter, så hos visse folk vil den sikkert også gå rent ind.
Tone- og klangmæssigt, samt tematisk, er det en udgivelse der meget af tiden veksler mellem blå-grå nuancer og en antydning af varme og kærlighed – i forskellige former. Fællesnævneren er som nævnt tidligere “afstand” eller “følelsen af afstand”, mellem to mennesker, det være sig kærestefolk, tidligere partnere eller venner. Helt tydeligt bliver temaet i den fine, fine “Candlelight Supper and Wine”, hvor vi sidder til bords med et par, omkring nytårsaften dømt ud fra teksten og hører den ene persons tanker og tolkning af hvad modparten signalerer. Nu skrev jeg modpart, det skal ikke nødvendigvis tolkes som, at der er fjendskab i luften, men der er i hvert fald en distance og en eller andet brist i kommunikationen, der gør at vores fortæller er nødt til at sidde og forestille sig hvad den anden føler – for sagt er det åbenbart ikke blevet i et stykke tid?
Hvor dette nummer rummer en “stearinlys oplyst aftenstemning omkring et spisebord”, så trækker vi ud under stjernetæppet og nattehimlen på et nummer som “Ghost Of A Smile”, hvor tempoet ryger helt i bund mens Frodi besynger en “old friend” og vedkommendes loyalitet og troskab, om der så er tale om en ven eller endnu en partner, det kan man vist selv bestemme. Igen er der en vellykket følelse af afstand tilstede i det nok lavmælte men stadig atmosfæriske nummer, der musikalsk virker meget åbent og luftigt og stille og roligt stiger til himmels og flyder ud mod stjerne. Du får virkelig fornemmelsen af, at der står en enlig skikkelse i mørket og sender sine tanker ud til en, der af ukendte årsager ikke selv er tilstede.
Lidt samme fremgangsmåde bruges i den efterfølgende og afsluttende “Sunset Surf”, hvor titlen næsten afslører stemningen, her er settingen dog efterår med “autumn leaves paint the streets”, mens trommerytmen lyder som et ur der tikker nummeret fremad, eller et hjerteslag, med et lille hop efter hvert anslag. Tiden går, men stille og roligt. Således også de første 3 minutter af det næsten 6 minutter lange slumrende nummer, inden der kommer et par små skvulp og retningsskift til at vække en cirka halvvejs, efterfulgt af hvad der virker som en lang fade out. Det er endnu et nummer der satser på stemning og atmosfære, fremfor action og egentlig udvikling, men her bliver det måske en kende for langt i spyttet.
Mine personlige favoritter på Ultramarine er dog titelnummeret og den lidt kuriøse indie-støj rocker “Mickey Mouse”. Titlen Ultramarine kommer i følge presseteksten af det latinske ord Ultramarinus, der oversat til engelsk betyder noget i retning af “beyond the sea”, og så er vi jo tilbage ved det der med “afstand”. Et klaver sætter tonen i dette nummer, rytmisk er der mere bølgegang, men stadig roligt, end i nogle af de andre nævnte numre, mens Frodi’s vokal får lov til at folde sig flot ud – selvom det er temmelig emotionelt.
“Mickey Mouse” er det nummer der stikker mest ud, også i en grad så det kommer til at virke en smule rodet for den overordnede sammenhæng, når den pludseligt brummer løs som tredje nummer. Vokalen er den samme, så sangen stikker ikke helt af fra de andre, men stilistisk lyder det lidt som noget start 90’er indie-støj møder start-00’er Kashmir, med trommemaskine klingende trommer, der giver en næsten elektronisk vibe som bund. “Mickey Mouse is here // running down the stairs // your TV’s on, You’re not alone” lyder noget af den lidt kryptiske tekst. Jeg er ikke helt sikker på hvad der foregår, men den lidt skæve stemning og en fornemmelse af uro som gennemstrømmer nummeret gør den til et interessant bekendtskab.
Den slører dog det samlede billede af udgivelsen en smule, på den anden side skaber den også en kontrast til de numre, hvor det er lige ved at blive lidt for udramatisk hos tænksomme Frodi. Når det går mest stille for sig, kunne den kvindelige andenstemme der løfter åbningsnummeret “I Remember You Well”, en ellers svævende lille sag, måske være brugt til at spice det hele lidt op, ikke for meget, men lige en skvis her og der.
Ellers viser Frodi, at han er temmelig ferm til at dosere sine virkemidler, ligesom arbejdet med at skabe atmosfære og stemning er virkelig godt udført og samtidig formår at ramme den der følelse af afstand mellem mennesker i forskellige varianter virkelig godt.
Vi ender på 4 store stjerner for det samlede indtryk.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Frodi på facebook
