Fribytterdrømme har huseret jævnligt her på siden, især har Ken kastet sin kærlighed på de dansksprogede syrerockere og flere gange sendt topkarakter efter dem. Men hvordan tog fribytterdrømmerne sig så ud en torsdag aften i Stakladen i Aarhus?
Ja, egentlig er det en lille smule overkill at anmelde Fribytterdrømme igen – det blev faktisk til hele 3 live-anmeldelser af bandet sidste år, to ved Ken og en enkelt ved Troels-Henrik, da bandet spillede på Aarhus Psych Fest. Men bandet har nye numre på vej, og mine ører har kun i begrænset omfang været tunet ind på bandet. Samtidig havde jeg allieret mig med min syrerock-glade far, til lidt historisk perspektiv på Fribytterdrømme, og lokket ham med i Stakladen, der som koncertsted er en del af Studenterhus Aarhus. De fleste publikummer her er studerende, hvilket betød at jeg var blandt de ældre, og min far var en af måske en håndfuld med grånende hår.
Vi nåede lige sidste nummer med Papir, som havde fået tjansen som første band. Og det lød kort og godt som om, man var gået glip af en god koncertoplevelse. De 3 herrer scenen lød i hvert fald til at være i fuld kontrol, og lyden var imponerende flot og klar.
Fribytterdrømme, med 7 mand på scenen, trådte an omkring kl. 22 og åbnede med ‘De Konstruerede’, med den nærved ikoniske åbningslinie (efter et stykke tids instrumental opbygning) “Jeg har et vindue hvor solopgangen går ned”. Desværre var det som om vokalen ikke var helt på plads i lydbilledet, og kom til at fylde for meget. Lau Pedersens vokal er ikke nogen teknisk eller klangmæssig nydelse, men den har karakter og et twist af Eik Skaløe, som min rutinerede sidemand også hurtigt bemærkede. Men det virkede nu stadig som om, den skar lidt for meget i ørerne i begyndelsen af koncerten. Til gengæld var det gyngende instrumentale groove temmelig vellykket.
Vokallyden blev der efterhånden rettet op på, så den fandt sit rette leje i lydbilledet. Måske også, fordi de fleste numre Fribytterdrømme sendte afsted denne aften var i det mere uptempo-rockende hjørne. Det var formentlig et bevidst valg – torsdag aften og på “udebane”, selv om en del af publikum tydeligvis havde oplevet bandet før. Måske da de spillede på samme adresse sidste år.
Andet nummer var mere uptempo-rocket, og et nyt nummer, bandet arbejdede på – det endte med at lyde en kende monotont i sin konstante buldren, men der var samtidig en stærk energi. Netop energien fortsatte med dominere udtrykket, i et dynamisk lydbillede, hvor orgelet efterhånden indtog en central rolle, ligesom percussionisten også fik god plads i lydbilledet – og igen, måske også lidt for god et par gange undervejs. ‘Himmellegemer’ fungerede godt med sin gode fremdrift og stærke instrumentalpassager, mens lyden endelig virkede helt perfekt afstemt på den efterfølgende ‘Superego’, et andet nyt nummer bandet luftede denne aften, og som med sit potente trommespil og fængende orgel lød til at have hitpotentiale.
Hitpotentiale er der bestemt også i ‘Ørken’, som fulgte efter, med medrivende basspil og igen godt med orgel. Energien vedblev også med at være uomtvistelig, og den ene guitarist lignede næsten mere en der spillede musik a la Rage Against the Machine end i et syrerock-band, som han sprang rundt, sang med, og rokkede i takt til musikken. Bandet virkede til at være på, og på dette tidspunkt havde de ramt en stærk åre, som heldigvis holdt koncerten ud.
Bandet luftede endnu et nyt nummer, som jeg tror hed ‘Seer’, også med et stærkt groove, mens ‘Kosmonauten’ med “Kom og få dine psykedeliske briller på” fik publikum til at rocke godt med, i hvert fald på de forreste rækker. Længere nede i salen nikkede min sidemand anerkendende, og så godt tilfreds ud. Det var der bestemt også grund til at være, for når Fribytterdrømme rammer den store klinge, så er der virkelig noget at komme efter. Der var dog et enkelt kort lydudfald undervejs, men ikke nok til at forstyrre billedet af et stærkt nummer, som blev leveret velspillet og med saft og kraft.
Efter et ‘Tusind tak for i aften!’ lagde Fribytterdrømme fra land med aftenens sidste nummer, ‘5 er det magiske nummer’, som begyndte med en forholdsvis lang, spacet intro, inden det gyngede videre i sin stærke, ja, psykedeliske vibe. Den nu barmavede guitarist valgte også at springe ned til publikum undervejs, i en periode efterfulgt af forsangeren, hvor der blev danset igennem med de forreste rækker. Fint træk, som fungerede godt i forhold til at komme endnu tættere på publikum. Til sidst sprintede lydmanden også fra sin pult og op på scenen, hvor han med en trommestik tampede løs på bækkenerne, og det hele endte i en trancelignende afslutning, efter en god times koncert.
Hvor starten af koncerten ikke slog benene væk under mig, sluttede Fribytterdrømme til gengæld virkelig stærkt af. Anden halvdel af koncerten var således rigtig vellykket, lyden tilpas høj og nuanceret, samtidig med at bandet ramte en god dynamik – det kunne kvalificere til 5 stjerner, men på grund af ujævnhederne i starten lander vi på 4 store. Og som min far sagde inden han satte sig ind i bilen: “Hvis du hører om noget lignende må du godt lige ringe – dem vil jeg gerne høre igen”. Sådan har jeg det også, og mon ikke man kan komme endnu længere ud i himmelrummet med Fribytterdrømme? Er du til dansksproget syrerock bør du i hvert fald gøre dig selv den tjeneste at tjekke dem ud.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
