Fribytterdrømme, fra Svendborg, ankommer rent udgivelsesmæssigt lidt sent til den nye danske psych-rock fest med deres debutalbum. Til gengæld ankommer de klædt på i deres egen særegne stil, bevæbnet med dragende og medrivende numre, der sætter sig fast. Stilen er måske i bund og grund velkendt, men bandet emmer af personlighed og melodisk flair, hvor især de spidsfindige og finurlige danske tekster er med til at løfte det samlede indtryk helt op i hippie-himlen.
“Jeg har et vindue, hvor solopgangen går ned…..”, sådan lyder første strofe der rammer én på Fribytterdrømmes Labyrintens Farver – og cirka fra det øjeblik er jeg solgt og suget ind i bandets dansksprogede syreunivers. En forunderlig rejse dekoreret med spændende og spraglede sprogblomster, der finder den rette balance mellem kreativ poesi og tåget ryger-snak. Teksterne i sig selv er værd at dykkede ned i og trippe lidt over, men tilsat de veleksekverede syre-rock toner bliver effekten for alvor transcenderende og sprænger sindets grænser, så man stille og roligt kokser ud på den gode måde.
Så på med de “interstellare briller”, så vi kan komme derud hvor “stjernerne vender” og træde ind i den farvede og kryptiske 6 numre lange musikalske labyrint. Labyrintens Farver er en af den slags udgivelser, der både fungerer som ét langt trip og hvor de enkelte numre også markerer sig enkeltvis. Der er både masser af musikalsk og stilistisk variation, men også en gennemgående følelse af sammenhæng og en rød tråd – selvom tråden laver krumspring, slår knuder på sig selv og ikke nødvendigvis løber fra punkt A til B. Man må sno sig lidt, også som lytter, men det er indsatsen værd.
Nu skal det ikke lyde som om, at Fribytterdrømme gør det unødigt kompositorisk kompliceret, at tage med på turen. For det meste er stilen faktisk ret ligetil og medrivende, men alligevel kræver det lidt tålmodighed at navigere i tågen, når den momentvis bliver lidt tæt. Man aner et vist slægtskab med Spids Nøgenhat, eller fælles forbilleder i hvert fald, men 7 svendborgensere er alligevel noget lidt andet. Og ikke mindst helt sig selv.
De kan tage på vellykket og døsig ørkenvandring, som i den stenede og tilbagelænede “Ørken”, hvor melodien slanger sig frem i det varme sand, afbrudt af passager hvor der hugges til og skrues op for bølgens ørkenblues-rock. “Kom med mig afsted ud på tunnelsynssafari” lyder det messende fra forsanger Lau Pedersen, der besidder en vokal der ligger et semi-udknaldet sted mellem Eik Skalø og CV Jørgensen rent klangmæssigt, men alligevel med sit personlige særpræg og tag på udtale og udtryksmåde. Eller er der også lidt Lorenzo Woodrose i vokalen, når der rockes igennem? Eller Liam Gallagher vrængen møder noget Peter Belli?
Det fynske flyvende tæppe kan også tage os længere op og væk, ud til “Kosmonauten”. Her er stilen mere rå, ruskende og old school garage rocket, krydret med brusende og hylende “hippie” orgel. Det er her vi finder de “interstellare briller”, men først tager vi “de psykedeliske briller på”, hopper ombord i Fribytterdrømmernes rumlende rumraket og sætter kurs mod stjernerne. Tempoet er mere pågående, stemningens nærmest intenst dirrende, så det hele ryster og rusker, mens bandet pisker en stemning op med den repeterende melodi.
Efter vi har skiftet til de “surrealistiske briller”, stopper nummeret op, og begynder at stå og snurrer på stedet for tålmodigt at bygge op til forløsningen. Et velkendt og klassisk trick, men Fribytterdrømme slipper af sted med, at bruge syrerockens byggesten påny fordi de virkelig har flair og sans for deres anvendelsesmuligheder. Det virker kort sagt, fordi bandet har håndværket i orden og sætter skidtet sammen så det bare holder – og med nok personlige twists hist og her, så det føles nyt og spændende.
“Himmellegemer”, senere på pladen, virker som en lidt mere udsyret slægtning til kosmonauten, hvor vi har fået en endeløs idé, svæver over byen, vågner på en bakketop som en menneskelig edderkop og får vores livs brandsår, fordi nogen har tabt solen på ens lår…. far-fucking-out, man!
Helt udknaldet bliver det på pladens næstsidste nummer, “Fem Er Det magisk Nummer”, der tilsyneladende handler om dette magiske nummer, hvor der spørges om man kan høre, at det “tæller ned til dig?”. Vokalen får godt med rumklang og messer løs, mens musikken hypnotisk vugger og danser omkring stemmen. “Jeg er Jesus Kristus, Jeg kan gå på jeres vin”, lyder det blandt andet. Samtidig er det pladens længste nummer, med sine 12 minutter og 30 sekunder, så der er masser af tid til at lade sig svæve bort, trippe lidt og danse på stedet, mens bandet lader tempoet og intensiteten skvulpe og bølge.
I nummerets pænt stenede anden halvdel, dukker der også en “blop blop” eller “klok klok” lyd op, som har det med at suge min fascination til sig, som en flue til fluepapir. Her nærmer Fribytterdrømme sig noget Stone Roses/madchester klingende, der er nærmest umuligt at modstå. Første gang jeg hørte nummeret var på cykel, og pludselig var jeg kommet fra Kongens Nytorv til Trianglen, uden helt at ænse hvordan, mens jeg rytmisk klappede på ringklokken til denne blop-klok lyd…
I den anden ende af spektret finder vi afslutteren “kviksand”, der kun har brug for knap 4 minutter for at overbevise om sine kvaliteter, som nedbarberet, men alligevel højstemt, undergangshymne. Stilen er stedvis mere visesangspræget end syre-rocket, der er næsten lidt sømandssang over melodien, men også teksten hvor “skib der går ned” symbolikken er i brug. “Mørke og vand giver flydende sand // skibet går ned og han følger med”.
Vi slutter dog et andet sted, nemlig med starten, og det der måske er mit favoritnummer på Labyrintens Farver, nemlig åbningssagen “De Konstruerede”. Det er her “solopgangen går ned”, tilmed i et “rundt og uendeligt smukt vanvid”, sunget hen over en melodi der næsten bliver lidt orientalsk i sin klang, tænk udkokset The Doors omkring “The End”. Det er næsten 9 minutter i den psykedeliske himmel, med kulørte skyer, regnbuer, følelsen af at svæve frit og vægtløst rundt .
Det er ikke fordi Fribytterdrømme genopfinder den dansksprogede psych-rock helt fra bunden med Labyrintens Farver, ej heller virker det som gruppens mission. Til gengæld lykkes det dem, at puste nyt og lidt tiltrængt liv ind i den danske psych-rock bølge, som jeg ærlig talt var ved at køre en smule træt i. Så dukker der et Svendborg band op til festen, lige som den er ved at gå lidt død, og tilfører løjerne nok personlighed, charme, autencitet og kort og godt forrygende og smittende toner til at det pludselig bliver rigtig sjovt igen!
Psych-festen var ikke død, den var bare Fribytterdrømmes at redde. Jeg kan ikke se, hvordan det skulle være gjort meget mere overbevisende og derfor ender vi på topkarakteren på vores skala.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Fribytterdrømme på Facebook
