Interview: Fribytterdrømme genopliver og opdaterer 70’ernes danske syrerock, på deres poetiske perle af et album, Labyrintens Farver, der udkom tilbage i maj måned. Vi har brugt nutidens moderne kommunikationsmetoder og sent bandet en bunke spørgsmål om gruppen, inspirationskilder, albummet og bjerge der ligger langt ude i rummet. Læs med her.
Det er ingen hemmelighed, at jeg har været svært begejstret for Fribytterdrømme her på det seneste, hvor jeg er gået all in på vores skala og har anmeldt både den poetisk syre-perle Labyrintens Farver og deres efterfølgende transcenderende trip af en releasekoncert på Stengade til topkarakter. Men hvad er Fribytterdrømme egentlig for en størrelse og hvad gemmer der sig bag tågen, vi puster lidt til den og ser om der kommer nogle klare svar.
Helt enkelt, hvordan mødte I hinanden og hvordan opstod Fribytterdrømme?
Fribytterdrømme består af de syv medlemmer:
Gabriele Amatulli: Kor, percussion & akustisk guitar
Tor Amdisen: Guitar
Thure Spang Andersson: Bas
Tobias Agger Johannessen: Orgel & keys
Simon Arendal Jørgensen: Guitar & mundharmonika
Lau Ingemann Vinther Pedersen: Guitar & sang
Felix Corrigan Sunesson: Trommer
Bandet blev dannet i København i sensommeren 2011. Alle medlemmer i Fribytterdrømme har en eller anden relation til det sydfynske og Svendborg, hvor vi også mere eller mindre kendte hinanden fra enten gennem musiklivet eller familie, byture, ungdomsuddannelse osv. inden vi overhovedet vidste, at vi en dag skulle spille musik sammen. Stille og roligt befandt alle sig pludselig i København, og da gamle bands var gået i opløsning, ringede Lau rundt til Simon, Tobias, Felix og Tor med tanker om at starte et psykedelisk rockband.
Drengene var på, og da Tor og Lau samtidigt, uvidende om hinandens beslutning, havde valgt at flytte til samme kollegium, blev Fribytterdrømmes første øvere en realitet i kollegiets (gratis!) musiklokale, hvor bandet også fandt en base at udvikle sig fra. Ideen var i første omgang, at instrumenteringen, i ren The Doors-stil, ikke skulle indeholde bas. Det viste sig dog hurtigt at være en dårlig ide, og så var der lige en, der kendte til Thure, der krævede et absolut minimum af overtalelse, hvis overhovedet nogen, før han bare var en del af bandet.
Herfra var Fribytterdrømme en realitet og sangskrivningen tog for alvor fart bygget op omkring Laus tekster og kompositioner, og de første koncerter begyndte at melde sig. Den allerførste koncert vi nogensinde spillede var meget passende i Svendborg.
Gabriele kom med i bandet lidt fra sidelinjen, efter han i første omgang havde hørt et par koncerter og syntes godt om det. Egentlig var intentionen, at han skulle være bandets roadie, hvilket han viste sig at være elendig til. I stedet stod vi pludselig og manglede en på percussion og kor, og så voksede det allerede seks mand store orkester til de syv medlemmer, vi består af i dag.
I virker umiddelbart, personlighedsmæssig (dømt ud fra sceneoptræden) og musikalsk, som et ret sammensat orkester, hvordan får man det til at spille med syv mand og deres input i et band? Og hvordan foregår det kreative/sangskrivningsprocessen?
Vi udvikler ikke vores sange ud fra en prædefineret idé om, hvilken lyd de skal have. Udover nogle grundakkorder, og teksterne, er det meste af musikken jammet frem over tid. De musikalske referencer, der kommer til overfladen, er resultatet af en i høj grad kollektiv, intuitiv proces. Det handler meget om spændingsfelter mellem bandmedlemmerne. Vi er pænt mange, der kan gå ind og udfordre hinandens ideer. Det kan godt give nogle gnidninger en gang imellem, men det giver også sangene dynamik.
På den baggrund er vi ret glade for at være så mange, som vi er.
Vi er fløjtende ligeglade med den stilistiske fremtoning når vi er på scenen. I stedet giver vi plads til hinandens personligheder og forskelligheder og musikalske inputs. Vi elsker at spille musik sammen og vores musik udspringer i høj grad af det sammensatte orkester, som vi nu engang er. Det er det musikalske og lyriske udtryk, der er det vigtige. Det er nuet, der skal repræsenteres, når vi spiller. Udover det er vi bare pissegode venner alle sammen. Så er det sgu lige meget om en har sejlersko på, eller en anden insisterer på at spille i bare tæer, eller hvad det nu kunne være.
I har valgt at tage navn efter Tom Kristensens digtsamling “Fribytterdrømme”, kort og kontant: Hvorfor? Og afspejler det også, at I ser jer som et litterært/poetisk orkester af en art?
Vi ser os selv især som et poetisk orkester, om det er decideret litterært, må eftertiden vise. Det var fra start en grundpræmis for bandet, at teksterne skulle have poetisk dybde.
Lau “fandt på” bandnavnet inden bandet overhovedet var dannet, ringede til gutterne og spurgte om de ville være med i et band, der hed Fribytterdrømme. Navnet passer utrolig godt til temperamentet i bandet: Syv gutter fra Svendborg!
Vi er jo ikke det første band i verdenshistorien, der har taget navn efter en litterær kilde. The Doors, og Steppeulvene herhjemme, er eksempler, vi næppe behøver nævne.
En drivkraft i det lyriske arbejde har fra start været Tom Kristensens åbningsdigt “Fribytter” i samlingen “Fribytterdrømme” (1920). Det er blevet et slags mantra og et udgangspunkt, hvorfra lyrikken har bevæget sig. Lyrisk ligger vi et eller andet sted mellem den ekspressionistiske og surrealistiske digtning, og fremadrettet kan vi da kun vove at påstå, at vi vil forsøge at udfordre det danske sprog i højere og højere grad.
Labyrintens Farver hedder jeres debutalbum, som har fået en flot modtagelse over stort set hele linjen, hvad er det for en størrelse? Hvilke farver har den labyrint og er den til at finde ud af?
Tja hvilke farver har labyrinten, og er den til at finde ud af? Godt spørgsmål. Hvilken farver har tilværelsen, og er den til at finde ud af? Hvilke farver har det poetiske sprog, og er det til at finde ud af? Det har noget at gøre med at opleve frem for at forstå. Labyrintens farver bliver et abstrakt koncept i forbindelsen mellem de to ord. Umiddelbart er de hver for sig ikke særlig svære at forholdes sig til, men sat i forbindelse med hinanden bevæger vi os over i det surrealistiske billedsprog. Det er en tematik vi behandler i åbningssangen “De konstruerede”. Det er konstruktion af en anden virkelighed ved hjælp af en dekonstruktion af den reale virkelighed.
Men ja, vi er kommet godt fra start. Det har været rigtig fedt, og omtalen har givet os god selvtillid! Vi har hele tiden syntes, at vi har lavet en kanon fed plade, men det er da trods alt lidt nervepirrende at skulle debutere. Mange af vores venner har været lidt skeptiske over for, om vi overhovedet ville kunne fungere på plade. Vi er et liveorkester, men det topper da lige, at musikken også fungerer i, lad os sige en “statisk”, indspillet version. Det var i hvert fald en god oplevelse at være i studiet. Vores tekniker og producer Peter Emil Sloth fra Tapf Studio var rigtig god til at skubbe os de rigtige steder hen. Han er vores ottende off-stage medlem og live-lydmand – pladen er ligeså meget hans som vores.
Albummet er indspillet med henblik på en vinyludgivelse (ca. 20 minutter på hver side), derfor måtte vi også skrotte nogle af vores gamle sange blandt andet “Jeg graver huller i mørket” som ellers var vores “undergrunds-hit”. Det var helt klart den rigtige beslutning i forhold til lydbilledet og hele processen i at komme videre med bandet. I første omgang blev pladen udgivet digitalt via Tabu Records og de har efterfølgende sagt ja til at udgive den på vinyl. Den er ude d. 7. august, 2015.
Det er sgu cool, at være på et label, der ellers primært koncentrere sig om hiphop og pop-produktioner. En genial combo for vores vedkommende og igen noget med temperament, der passer os meget fint. Gutterne hos Tabu har styr på det, og vi er ret grebet af ideen om at slå bro mellem forskellige kunstlag i musikken.
Nogle har nævnt Spids Nøgenhat, andre Steppeulvene og CV. Jørgensen, endda lidt The Stone Roses m.fl., men hvad har I egentlig selv af musikalske forbilleder/inspirationskilder? Og hvad inspirerer jer ellers til at lave musik og skrive sange?
Inspirationerne er mange og stritter i alle mulige retninger – også langt ud over syrerockens grænser. Vi er syv mand, og vi har lige så mange inspirationskilder, som syv mand indeholder – det værende albums, kunstnere, rejser, litteratur, oplevelser, fester, følelser osv. Det ville ikke give mening, at begynde at remse musikalske forbilleder op. Men jo, vi har bidt mærke i, at vi oftest bliver kædet sammen med de tre navne, I nævner. Det er fint selskab, at være i.
Som et definitivt holdepunkt er vi inspireret af Tom Kristensens digtsamling “Fribytterdrømme”. Det skal forstås som et udgangspunkt og et begreb, vi hver især har kunnet komme med inputs til, hvordan det skal tolkes. Dette er ikke sket i et bevidst diskussionsforum, men mere i forhold til, hvad det enkelte medlem kan smide i fribyttergryden. Lige pludselig står vi med et nummer, og pludselig stod vi med et album med titlen Labyrintens Farver, hvis titel meget præcist rammer vores inspirationsparameter og arbejdsproces.
Jeres tekster er, skåret lidt over een kam, lidt ukonkrete, poetiske, udsvævende og leger med sproget – men gemmer der sig egentlig nogle mere håndgribelige eller, netop, konkrete budskaber og meninger i “tågen”?
Det mest håndgribelige budskab er, at sproget er frit. Vi er ikke forkyndere af 70’er-ideologi. Vi er for den eksperimenterende kunst. Der er et fint spind af litterære og andre kulturelle referencer, original poesi og tekster, der bygger på ganske normale ting fra (følelses)livet, men vi er ikke interesseret i 1:1 repræsentationen. Det konkrete kan lytteren selv gå ud og opleve. Vores opgave er, at gøre det ukonkrete til en konkret ting. Et lukket rum, du skal være velkommen til at træde ind i. Det er her du skal opleve musikken, poesien, udtrykket og stemningen.
Hvor er det vindue hvor solopgangen går ned, hvorfor er 5 det magiske nummer og hvordan kommer man ud til det der bjerg, som ligger langt ude i rummet?
Der findes forskellige stimulanser, der kan tage dig med under armen og muligvis føre dig tættere på en forklaring. Det er den hurtige vej.
Hvad drømmer Fribytterdrømme egentlig om angående den musikalske fremtid – og hvad byder nærmeste fremtid på for bandet?
Vi drømmer om anerkendelse, musikalsk, lyrisk og som liveorkester. Vi drømmer om at blive ved med at være et orkester, der skriver musik med autenticitet. Ikke for vores publikums skyld eller 60’er/70’er-stilens skyld, men for vores egen skyld og vores egen autenticitets skyld. Vi drømmer om et langt og produktivt fællesskab i bandet, der vil byde på en masse leg og gode stunder og afsindige drukture.
Den nærmeste fremtid byder på indspilning, sommerkoncert på Kildemose Festival (klart en af de bedste festivaler i DK). Som sagt kommer vores vinyludgave af “Labyrintens Farver” d. 7. august, og så står den skisme også på en tour rundt i det danske land til efteråret.
Tour datoer:
03/09: Næverland festival, Næstved
04/09: Gimle, Roskilde (m. De Underjordiske)
05/09: Studenterhuset Ålborg (m. De Underjordiske)
10/09: Copenhagen Psych Fest
12/09: Pitstop, Kolding
18/09: BobZ, Odense
19/09: Templet, Lyngby
25/09: Forbrændingen, Albertslund
16/09: Lille Vega (m. Entrepreneurs)
Besøg Fribytterdrømme på facebook.
Af Ken Damgaard Thomsen
