Hey, hvordan lyder det, hvis man isolerer sig på en nedlagt maskinstation i Mørkøv og kaster sig ud i noget mørk, nordisk folk-rock? Sandsynligvis ligesom Fremmed!
Fremmed’s debutplade ankom egentlig sidste efterår og er således et af vores (mange) hængepartier fra 2019. Ingen fortjener at blive overset- eller hørt, ej heller Fremmed, som nok er debuterende kunstnere under dette navn, men som vi tidligere har anmeldt og rost da de gav den som dunkle nordicana spillemænd under navnet Drowned Session.
Ture i øvelokalet og en bunke kasserede sange medførte tilsyneladende en kurskorrektion for trioen Atli Brix Kamban, Niels Asger Svensson og Linus Carlsen, bakket op af gæsterne Jesper Thorn (cello), Raymonde Gaunoux (vokal) og Troels Damgaard Holm (vokal). I hvert fald dukkede Fremmed op og Drowned Session blev lagt til ro. Stilen er stedvis velkendt og ligger i naturlig forlængelse af den tidligere inkarnation af bandet: Nick Cave mørkemandsrock, Scott Walker dunkelhed og den folkelige, nordiske tone, som giver det hele et blåligt skær. Men gruppen har også lært nogle nye tricks, måske påvirket/inspireret af producer Troels Damgaard Holm, der tidligere har samarbejdet med blandt andre Iceage.
For der er nemlig et ret så Iceage’sk punket skær over noget af materialet, især den pågående og narkorusede “The River”, hvor det næsten bliver FOR meget i tråd med nævnte band. Hører man den isoleret set, kunne man godt være i tvivl om det rent faktisk er et Iceage nummer? Det er bestemt ikke en dårlig sang, overhovedet, tværtimod er den både fængende og rusker dejligt op tidligt på pladen, men i den større sammenhæng på pladen, der stritter i en del retninger, mudrer den billedet lidt til.
I det hele taget er det både en fordel og en ulempe, at Fremmed over 12 numre (en del af dem meget lange) når vidt omkring. Den berusende punk-energi på “The River” afløses pludselig af den Nick Cave’sk dramatisk messende og dirrende “Beehive”, hvor vokalen er så meget Cave at det er lige ved at blive distraherende. Stemningsopbygningen og den faretruende og ildevarslende atmosfære sidder lige i skabet, ligesom en sætning som “what gold can a bird dig out of a skull of a man” giver mig et lille, morbidt kick. Men de tunge skygger fra det australske forbillede letter aldrig helt og nummeret er faretruende tæt på, at føles som en stiløvelse. Den efterfølgende, korte, “Sisters” slår så pludselig ind på en banjo-drevet, country/folket sti, som man kender fra det tidlige Drowned Session. Stemningen er stadig trykket, en lys kvindevokal letter ikke men bidrag egentlig bare til den spøgelsesagtige uhygge.
Der er ingen tvivl om, at Fremmed og bagmændene kan noget med stemninger, opbygning og at holde et urovækkende “tryk” kørende, men det samlede musikalske udtryk på denne plade bliver næsten for alsidigt. På den ene side skaber det noget dynamik og fremdrift på et album, der på papiret kan se noget langt ud, men det gør også, at jeg aldrig fastholdes i et bestemt sindelag i længere tid. Det er som om min tankestrøm og følelsen af, at nu driver jeg væk og kan fordybe mig i Fremmed’s ellers tiltalende univers, afbrydes nærmest sang for sang, fordi stilen skifter eller lige minder en tøddel for meget om noget jeg i forvejen kender.
“Eldglæma”, som ellers er et ganske forrygende og besættende nummer, minder mig om tilsvarende kvaliteter hos Get Your Gun, hvis de sang på færøsk – det gætter jeg på er det Kamban slår over i her? Kan man komme ud over sammenligningen til den knugende nordjyske trio, så har Fremmed fat i noget på dette nummer, som på længere sigt kunne være en spændende retning at gå i. Jeg ville ikke have noget i mod en hel udgivelse i stil med dette nummer, som jeg lyrisk måske ikke forstår, men kombinationen af sproget, vokalen og den trykkede stemning fungerer virkelig godt. Hvis altså den musikalske stil lige kunne komme et skridt eller to væk fra Get Your Gun. Også et nummer som “Häxan” senere på albummet, sender tankerne i den retning, men Fremmed er så ferme til det de gør og spiller med så stor autoritet og overbevisning, at jeg for det meste godt kan abstrahere fra, at stilen virker velkendt.
Fremmed sender også lige en udfordring ud til lytterne ved, at placere to af pladens længste numre, “Deidre” på næsten 9 minutter og den 7 ½ minut lange “Carry”, side om side midt på pladen: værsgo at spise og fordøje! Finten er lige ved, at bremse pladen op til fuldt stop, men, det er faktisk også her man har mulighed for at fordybe sig og endelig få noget tid og ro til, at tage musikken til sig. Bandet har ikke travlt her, de tager sig tid og belønner også ens tålmodighed med nogle virkeligt stemningsmættede og velkomponerede (lange) sange.
Det er også det der redder afslutningen på pladen, hvor Fremmed stoler nok på dem selv og deres materiale til, at lukke ned med henholdsvis den 6 minutter lange “Sovereign” og den næsten 8 minutter lange “Chaplin”. Det kræver sit band og sin lytter, at holde koncentrationen i en times tid i disse tider og Fremmed ender da også, trods deres appellerende toner med at blive en mindre tålmodighedstest. Især næstsidste nummer, “Sovereign”, føles lidt for nedbarberet for mig til den opskruede spilletid, hvor der sker lidt for lidt. Det kompenseres der så for på den svimlende afslutter “Chaplin”.
Fremmed vil og kan meget på deres selvbetitlede album, en del af det hviler lige lovlig på skuldrene af monumentale forbilleder, eller kommer til at minde en kende om beslægtede danske grupper. De kritikpunkter til trods, så er der ganske enkelt så meget godt materiale og flotte stunder på pladen til, at man kan se igennem fingrene med det, det meste af tiden. Når Fremmed får styr på retningen og for alvor finder deres eget udtryk, så bliver det virkelig interessant!
Af Ken Damgaard Thomsen
