Sebastian Wolff – Bonzai-Scenen, Grimfest 2. august 2024
I højt om end ikke stegende solskin sætter frontmanden i gang. Åbningen er en laaang guitar-intro med lidt akkord-leg og vi lader os forstå, at det selvfølgelig er Wolffs legeplads her hvor der er noget friere rammer end hvis man skal have et fuldt, vanligt band med.
Han har i stedet taget et lille band med – en meget levende trommeslager, en bassist og sig selv på Telecaster.
Der sættes i gang med I’m Tired og i en lidt ukendt rolle hører vi Wolffen på falset. Sart – hvad skal det her?
Det får vi hurtigt svar på, for andet nummer er en murder ballad, og med sin poppede appeal står det dog hurtig klart, at vi skal en tur i Dad-Rock-Land.
Det kunne godt lyde som et stab, men det er FREMRAGENDE i overvejende grad.
For Wolff har vist aldrig lagt skjul på, at han godt kan lide Springsteen og nok så vigtigt; han har stemmen til at tab’e ind på det spor – men også gøre noget helt andet.
Der kommer en række covers, og da han spiller Easy Street af Awesome Welles, er der løg-skærende ninjaer forbi: en modig tåre må forlade min øjenkrog og det cover er vitterligt en lille gave, jeg ikke vidste jeg skulle have. Nummeret trækker ud og trækker ud og jeg ønsker ikke, det slutter!!
Men Wolff er ikke færdig med at hilse på de store, og Waits’ Take Care Of My Children får en lidt straight levering som nok ret beset ikke bidrager med så meget nyt, men ikke desto mindre passer fremragende i hele dad-rock æstetikken.
Hvad jeg muligvis indikerer ovenfor er, at det hele truer med at gå lidt i stå. Det løses med et uptempo-nummer og vi vågner lidt igen. Opmærksomheden bliver i hvert fald skærpet, da Wolff kan afsløre at Kellermensch arbejder med nyt og lige test-prøver et nummer. Det lyder til at være ret typisk Kellermensch – måske med endnu mere fokus på vokal? – og syrer dejligt ud til slut.
Så startes der igen lidt sart op, for at et nummer med et refræn, der går ”Baby won’t look my way” bygger op og ender med at blive ret larmende. – For at næste nummer igen bliver sart og jeg lige besøger de nye plas-intallationer.
Baby Don’t You Want To Come Over går det næste refræn og der er tale om noget decideret groovy i akkompagnementet – det bliver helt festligt, det her!
Inden timen er omme, har vi fået nedbarberede versioner af Bad Sign (fremragende!) og slutlig Army Ants, der efter et par start-forsøg kommer i gang, giver mig myrepatter – og så ender med at gå i uptempo og selvfølgelig slutte på den energi, men også en smule udstille, at nummeret er noget bedre med Kellermensch’ besætning.
En time i dad-rockens tegn var virkelig fint. Man kan vel ikke forvente mere end en tåre i øjenkrogen (måske var Awesome Welles en booking en anden gang, Grimfest??) – meget fint!
Udtrykket var befriende ujævnt, men dog med en rød tråd af dad-rock og de tre musikere virkede fokuserede, løse og tætte på hinanden.
Sjovt var det at se en trommeslager, der sidder og synger sine slag – cute, men vidner jo også om musikalsk tilgang i stedet for ’bare at slå på trommer’.
Myrkur.
Har jeg altid haft et lidt afventende forhold til. Adopteret af metalfolket og spillende flere gange på Copenhell, skulle der jo være noget i det.
Jeg oplever dog en god stemme, der mestrer en norrøn stemmeføring, stemmeknæk osv – men ultimativt også spiller nogle dramatiske versioner af noget, der kunne være Scarborough Fair.
Det er ganske hyggeligt, men jeg fanger ikke – doomsynths til trods – helt koblingen til metalverdenen.
Det er for mig i høj grad at betegne som folk-rock. Det kan også noget, men over 60 minutter virker det igen til at være et band, der ikke rigtigt kommer i gang.
Jeg prøver flere gange at at tab’e ind i koncerten, men det virker underligt distanceret og derfor ikke voldsomt vedkommende eller interessant.
Myrkur er altså ikke lige mig.
Så er der pause i programme (noget rap-noget) for mig, og jeg futter i skoven hvor jeg straks blamerer mig ved at prøvet at vinde i en musik-quiz, som jeg ikke har evnerne til.
Bare til info: det kan man også på Grimfest!
De har ellers gjort noget ud af det og lavet quizzes, der kører på Take on Me og kører i et godt tempo. Man skulle nok have været der, men det er vist fair at sige, at det også handler lidt om held, tongue-in-cheek og ellers… Festivalstemning?
Grimt var det – på den fede måde!
Carl Emil Petersen (kendt som Carl Emil) live, Skovscenen, 2. august Grimfest.
…viser sig som forventeligt at være en stor, stor booking. Der er så meget i bagkataloget at trække på, to (!) sange i højskolesangbogen og stadig et relativt ungt islæt over et velspillende band og en ditto kunstner.
Når numre som Finale på et Filmset fyres af, er der ikke bare tale om et godt nummer, men en stærk kunstner med et tilsvarende stærkt band bag sig til at levere.
Bliver det bedre? Ja, for Hel, for vi får flere Ulige Numre numre, som Blå og i sidste ende København – men kvaliteten er høj hele vejen igennem; når en guitarsolo falder, er det ikke som fyld, men som et middel til at løfte oplevelsen.
Mere af det, tak!
Er Strømmen Stærk i Skærgården? Ja, tak! Det er den og det er endnu et fremragende, men også lidt skrivende sig ind i dad-rock-traditionen nummer.
Der er jo noget over, at når man som band kan se at efterskoleelever synger med – samtidig med at folk i deres forældres aldersklasse gør det samme.
Og her er det afgørende: Det er et YDERST velspillende band, der dog har en tydelig leder, der indikerer, har opbakning til og derfor acer en guitarsolo, hvor han står på monitoren.
Men samtidig er numrene ’venlige’, poetiske og med et kæmpe tekst-fokus, der gør at det her først og fremmest er et band med noget på hjerte – sekundært pisse dygtige, sammenspillede og skarpe.
Nød jeg nummeret København? Ja! Det er skønt med den slags store, homages selv om de kommer fra udkanten. Nød jeg Frit Land? Ja! For selv om det sagtens kan opfattes på opbyggelig så vel som destruktiv vis, så er det jo blændende skrevet.
Og nød jeg generelt koncerten? Ja! Hvor er det vildt, at et band kan holde højskole, spille anderledes letbenet pop og altid, altid holde en dyb integritet!
Psyched Up Janis: Skovscenen
Så skal Danmarks version af grungen ellers vises frem, og den får ikke for lidt fra bandet.
Taget i betragtning af at der blot er tre på scenen, bliver der larmet godt igennem og det gennemgående tema er støj.
Som tredje nummer falder I Died In My Teens og med al respekt, så var det den første indikation på et nummer, jeg kunne genkende.
Måske var jeg bare mere en Kashmir-gut, da de brød igennem, de to bands?
– Under alle omstændigheder introducerer Sune R. Wagner nummeret som ”Nu skal vi tilbage til et gammelt. Nåh, ja, alle vores numre er gamle…” hvilket er ret rammende.
Der spilles fint og støjende, og for første gang genkender jeg noget Tremolo Beer Gut i Psyched Up Janis, da der virkelig er meget ’back beat’ trommer på PUJs numre.
Sidst, jeg så bandet, var vist i ca 1996 og selvfølgelig er det ikke den samme, ungdommelige desperation, der blev lagt for dagen den gang. Det er ikke dårligt, det er faktisk nemt at stemple ind i. Men det er også en pølse af støj.
Jeg tænker dog, bandet er lidt ufordret på at lave en hitparade, da konceptet især handler om en sound – ikke så meget at skrive stærke numre.
Med ti minutter får de dog taget hul på The Stars Are Out og noget, der minder om en ballade skaber for første gang i koncerten lidt dynamik. Igen; publikum er MED og jeg er nok ikke helt så meget med selv; det ergrungede og kantede lydflader. Men stadig lydflader.
For at yde en vis retfærdighed, så er The Stars Are Out et fremragende nummer, og når der ellers følges op med Vanity, så kan jeg komme helt i tvivl: Var det fedt hele vejen igennem?
Konklusionen må være, at det var rigtig fint for dem nede foran, mens os med et mere perifert kendskab til kataloget nok må tage de sniplets der nu falder her mod slutningen.
Det er også fede numre og rummer en vild energi.
Måske handler det bare om, at jeg ikke har gjort min research – selv om jeg har haft 20-30 år til det?
Don’t You Want To Know afslutter dermed en støjende og mod enden ganske udmærket koncert – men også en konklusion om, at dette var lidt dinosaur-agtigt og et blik på noget musik, der helt klart havde sin tid for nogle år siden.
Det er en god booking. Jeg oplever dog, at koncerten i lange passager bliver lidt en lydpølse. Det var vel også genren…
Mad – måske har de fat i noget alligevel?
Som kulinarisk interesseret, har det altid undret mig lidt, hvordan bacon på én eller anden måde er blevet holdt ude af kebab-rullen.
På Grim har man helt enkelt lavet en rulle med svinekød og flæskebolsjer i. Er det sofistikeret? Nej. Kan det noget af det samme som en shawarma? Ja!
Er 95 kr for sådan en fyr for meget. Også ja. Men sådan én fik jeg og den overhaler alligevel burgers og deres fish and chips indenom uden de store problemer.
Det viser sig faktisk, at noget sprødt knas måske har været manglet lidt i kebab-rullen?
Det er selvfølgelig en form for blasfemi, men det fungerer, er sikkert ca på niveau med kylling på CO2-regnskabet og dermed en forbedring i forhold til okse- eller fårekødsshawamaen.
Tror måske også, det er OK, den kun findes her på Grimfest…
Veto, Skovscenen 2. august 2024 Grimfest.
Veto var på et tidspunkt i starten af århundredet her der og alle steder; man kunne dårligt gå til en festival, uden Veto var med på plakaten, de varmede op for bands – de var her, der og alle steder.
Det fede ved det var også, at de var gode. Crushing Digits var en stor, stor plade og sammen med Spleen United viste de vejen for noget, der næsten var ved at etablere en ny, dansk industrial-inspireret scene.
Der var i hvert fald noget maskinelt over bandet, deres karismatiske forsanger, der viklede kablet fra mikrofonen åh-så mange gange rundt om sin underarm – det var en ’ting’. Men selvfølgelig også de elektroniske instrumenter, der ofte skærer i lyden.
Jeg havde fået en fredagsbillet til NorthSide og benyttede lejligheden til at se Veto.
Når et band ikke har opdateret bandfotos i mange år, kan det virke lidt overraskende at hvad der ved første øjekast virker til at være en geografilærer, der bijobber som roadie faktisk viser sig at være Troels Abramsen.
Vi skal alle have lov at blive ældre, men det mest underfundige var nok, at Veto på NorthSide ikke havde valgt at spille en klassisk festival-koncert med hitsene. Det var derimod meget præget af et band, der havde egne darlings – og først til sidst blev der åbnet lidt for posen.
Derfor er jeg meget nysgerrig på, hvordan Veto angriber aftenens koncert.
Jeg tror, bandet havde valgt ca den samme setliste med et par enkelte tilføjelser.
Dermed var jeg også lidt forberedt på at det ikke blev den klassiske festivalkoncert, men andet kan også gøre det!
Det generelle indtryk er derfor også mere sfærisk og opbyggende, end hit-parade og dette excellerer Veto også i. Igen er publikum godt med og det sfæriske bliver konstant brudt op af et stærkt spillende tærskeværk bag trommerne – til tider med elektronisk, til tider mere akustisk lyd.
Der ligges lidt roligt ud og efter åbneren får vi allerede ballademateriale i form af Hush, Duck, And Be Still. Trommeslageren får allerede her vist, hvordan han elsker at være en maskine – til trods for, at der tilsyneladende er in-ear problemer.
Abrahamsen hånddanser og synger præcis som i gamle dage. Fedt.
Da 16 Colors afspilles, får det nedtonede et skud fra borgen i de breaks, der er i nummeret og der bliver for første gang båret lidt ved til et bål.
Like A Knife fortsætter lidt i samme spor med sin hitværdighed, men selv om der nu er åbnet lidt for nogle hits, synes lydbilledet også at mangle lidt:
Det er fedt, når der spilles akkorder på elbassen (og det gør der meget) og guitaristen er ganske velspillende, men jeg tænker de kunne vinde lidt ved at skrue lidt op for netop de to, så der ligges lidt bund, hvor de skærende synths så kan ligge ovenpå?
Veto har dog besluttet sig for, at energien skal gå op og ned, så der tages kalorier ud med nummeret Cannibal, inden This Is Not indvarsler en afsluttende afdeling, hvor Crushing Digits og You Say Yes, I Say Yes lukker med hoppestemning og dans.
Fedt, men igen: Den kunne godt have fået 5-10% mere ind i det maskinelle, smadrede.
Men et dejligt gensyn med Veto og 20 års materiale bliver disponeret ret præcist med fokus på dynamik igennem koncerten. Jeg kunne godt have tænkt mig at dynamikken kunne komme højere op, når det faldt naturligt, men ret beset er Veto vel et mere ‘venligt’ liveband, når der ikke larmes så meget.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
