Mens det forræderiske forår forsøgte at forkøle århusianerne med højt solskin og frost-agtige temperaturer, bød Royal Metal Fest The Århus Faithful ind til et slag smadder og andre genrer på Voxhall.
Lifesick (DK)
På med armbånd og afsted til Atlas med mig, hvor Lifesick er i fuld gang, da jeg ankommer 6-7 minutter over 16. Der er godt gang i den og vel 50 publikummer, hvoraf de første får lejlighed til at svinge håret til en god gedigen gang rocket metal.
Danske Lifesick stiller op med to guitarister, en forsanger og en trommeslager. Og der er godt smæk for skillingen med tendenser til bajer-rock i visse passager, men også tunge breakdowns, småtekniske passager og fin variation i dynamikken. Eller; gående fra smadder til lidt mindre smadder til så meget smadder.
Det er effektivt, men nok ikke voldsomt sofistikeret musik og smilet må da også konstateres hos flere blandt publikum mens den hatteiklædte forsanger med Jonny Hefty’sk fremtoning prøver at piske noget energi i salen trods det lidt utaknemmelige tidspunkt. Og det går ret fint.
Og bum! 25 minutter er gået med god energi og smæk på – ikke for lidt og bestemt ikke for meget, men som åbningsact har Lifesick gjort det, de skulle; give folk en god, festlig grund til at gå ind i mørket fra det ellers fine solskin ved Århus Å.
Eneste anke er, at bandet måske kan få en – i min bog – noget uheldig tendens til at falde i en NU-rocket rap-stil i passager. Men da bandet kender sine forcer i derudaf-bajerrocket metal, ryger dette i bogen som variation og er fuldt tilgivet.
Atlas viser sig ganske imødekommende og selv om lokalet er berygtet for at ’spise’ bas, så gør Lifesick en fin lydprofil med to seksstrengede guitarer og trommer.
Rings of Saturn (US)
På Voxhall stiller Rings of Saturn op kl. 16:45. Tre mand høj og gående på scenen til Strauss’ Also Sprach Zarathustra fanger de bestemt opmærksomheden og tænder nysgerrigheden, mens der ikke går mange takter før spørgsmålene begynder at melde sig om bandet; med meget tung effekt på vokalen (á la The Mars Volta) skal man lige vænne sig til, hvad der foregår – og med udpræget brug af backtrack på flere numre hænger der lidt ærgerlige spørgsmålstegn over projektet.
Ikke for det; der er godt fyldt op på gulvet foran scenen og det er decideret imponerende som en syv-ottestrenget guitar og et trommesæt kan fylde i lydbilledet. Men brugen af backtrack gør også, at man ikke kan lade være at tænke, at der nok er lidt fusk med i ligningen.
Der er energi nok – og et underligt ballade-agtigt instrumentalnummer efter 20 minutter bliver en fin variation. Men det er igen også i høj grad et nummer båret af et backtrack.
I outtroen får vi en trommesolo og den bruger endda det fra meme-videos kendte tågehorn og den sidste rest af velvilje mod projektet herfra begynder at sive ud mellem fingrene.
Bevares; der er tale om dygtige musikere. Men kunne de ikke have taget en guitarist, en bassist og måske en keyboardspiller med og så været et band? Her fremstår det ja, energisk, men også lidt utroværdigt.
Hideous Divinity
Allerede inden pølsemanden foran Voxhall var begyndt at lange den fineste egern-mørbrad over disken havde Atlas besluttet sig for at eksplodere i en fest. Italienske Hideous Divinity stillede som det første band fredag op i det man kan kalde en ’klassisk’ opstilling: To guitarer, en bas, trommer og en forsanger.
Smæk på var der fra første tone og med klassiske metal-dyder blandet med elementer af speed-metal. I hvert fald er trommeslageren i bandet i stand til at spille hurtigere end jeg kan ona… Øhm. Han spiller både hurtigere og mere sikkert end de fleste italienske bilmotorer!
Og i kombination med en intens forsanger, der growler godt igennem og med stor charme råber med tyk italiensk accent til publikum mellem numrene er festen i gang.
Troede jeg, at stagediving var død? Så måtte jeg tro om, for selv om scenen ikke er særligt høj, så benyttes den flittigt af hardcore fans foran den til at stille sig i korsfæstelses-positur og lade sig gribe af det øvrige publikum for at surfe ud mod 2. og 3. række.
Fedt nok – og der er også flere gange optræk til mosh pit og lidt generel brølen igennem.
Festen kører derudaf og det tager måske lidt af fokus fra at numrene ikke er så voldsomt velkomponerede, at bassen spiller nærmest samtidig (dvs hurtigt!) med stortrommen og dermed forsvinder lidt i lydbilledet. Det stopper nu ikke bassisten fra at headbange lystigt og tage et par tapping-movements på sit instrument. Hideous Divinity lever meget af de hurtige trommer, der konstant kører derudaf og indpisker en stemning og effekten udebliver ikke.
Men efter en halv time har man nok også regnet den ud – jeg tror kun, det blev til én guitarsolo i løbet af koncerten.
I front brøles der igennem og trommerne er ikke den eneste overtændte energi på scenen. Dog er forsangeren, Enrico H, noget bedre til at variere og disponere over energien og han bliver i sig selv en oplevelse.
Lidt live-produktion havde nok været at foretrække – især kunne trommerne godt variere lidt – men når energien koger og publikum er med, er det en lille smule akademisk at brokke sig over.
Et næsten fyldt Atlas løfter glædeligt hornene i hyldest til Hideous Divinity kort efter at forsangeren i et breakdown uden mikrofon har skreget ”MAMA MIA” ud til dem.
Ganske fremragende af italienerne, der også får stor hjælp fra især det forreste, tændte publikum!
Shining
Svenske Shining er tydeligvis en publikumsfavorit hos en del og til kvindelig svensk visesang går de på scenen og aldrig er tonerne fra dette klinget ud, før der smadres igennem på trommer og bas.
Klassisk opstilling med to guitarer og bas, trommer og forsanger sætter streg under at vi opererer i den mere klassiske afdeling af metal-genren. Og ganske rigtigt; der er hang til heltesoloer og let monotone dobbelt-stortromme-passager.
Hvad der måske løfter bandet ud af mængden er at der skråles/growles på svensk til trods for at der mellem numrene tales engelsk til publikum.
Åbningsnummeret er en ekstremt monoton, nærmest dronisk sag og energien kommer først ud over scenekanten efter dette nummer, hvor forsangeren Niklas Kvarforth ellers gør sit ved at stille sig over publikum med mikrofonstativet bag nakken.
Hvor de tidligere koncerter har haft lidt showcase-præg, så formår Shining på 40 minutter at skabe stemningen af en fuld koncert; der breakes både ned med mere sarte melodi-stykker og lægges til, og lægges godt til, når nye numre starter.
Det til trods, spilles der langt fra ubehageligt højt og man kan snildt stå ved mixerpulten uden ørepropper uden at dø af lyden. Lyden lider dog også lidt af gentagne mikrofon-knas-problemer, hvilket dog ikke stopper svensken.
Bandet påberåber sig genren ekstremmetal, mens jeg måske ikke rigtigt kan se det ekstreme i det, de laver; det er forholdsvis ordinært pånær sangsproget og heltesoloer er altså ikke noget, jeg forbinder med det ekstreme.
De gør det udmærket, men for mig bliver 40 minutter nok da jeg finder numrene lidt uinspirerede og hangen til monotone stykker lidt triviel.
På Voxhall afholdes herefter en såkaldt ‘talk’ om Dungeon Synth, som jeg springer over da jeg mest er her for livemusikken. Emnet er ellers interessant nok, men det virker også til at talken er udfordret af snakkeri i det, jeg når at høre af den… Jeg smutter i stedet over på Atlas, hvor Blood Eagle flyver.
Blood Eagle
Fjollede navne har som bekendt aldrig været en hindring for metalbands, og Blood Eagle er i bedste fald et lidt sært navn. Men man skal ikke skue hunden på hårene eller metalbandet på navnet.
Foran et efterhånden smækfyldt Atlas går de let aldrende herrer på scenen og får ret hurtigt defineret, hvor skabet skal stå. Og gør dette uden at være hverken nyskabende eller gøre meget væsen af sig.
Og dog. For i front har bandet en indpisker af en anden verden, der med sin dybe, særdeles potente growl og konstante kontaktsøgen i forhold til publikum er en oplevelse i sig selv.
Atlas vælger også som den halv-gud den er, at tillade bassen at få rum og lydbilledet er bare godt gammeldags smadret, tungt og potent.
Der er et overskud over det hele og selv om jeg måske lidt friskt kalder det ’klassisk død’, så er der konstante skift – som alle sidder lige i skabet.
Publikum skal dog lige varmes op, hvilket forsangeren da bare tager på sig og han insisterer på at der headbanges. Og hvem kan sige nej til en (falden) engel, så langsomt koger det foran scenen.
Man kan ikke beskylde Blood Eagle for at have opfundet noget nyt. Men det var netop dét her, vi kom efter: Smadret metal af den gamle skole med en energisk frontperson og nogle garvede gutter, der tydeligvis nyder at spille for publikum. Hell, vi får endda klassiske spyt op i luften, der så havner i hovedet på folk (det har jeg ikke set siden ’Maiden – og hvad går dét i virkeligheden ud på??!).
Gryden kommer aldrig til at koge over af det her, men en del af forklaringen kan måske ligge i erfaringen: for det er rutinerede folk, der ikke har behov for at vise frem, hvor dygtige de er – de spiller bare og lader forsangeren piske løs. Nemt ser det ud, men der er et underliggende, højt teknisk niveau.
I klassisk stil gås der også amok blandt publikum under sidste nummer og hvor man til dedikerede koncerter kan undres over denne reserverethed indtil til sidst, så giver det meget mening til en festival ikke at smadre igennem hele tiden – der skal jo være energi til hele aftenen.
Alt i alt en fed oplevelse fra Blood Eagle!
Origin
Med hæsblæsende tempo stiller Origin op. To guitarister og en forsanger foran trommerne kører showet i så højt tempo, at det er svært at høre nuancerne og skille numrene fra hinanden.
Det bliver dermed min chance for at sætte mig lidt med laptoppen og få skrevet lidt mens de laver en solid lydpølse i baggrunden. Speedmetal er i min bog bare lidt uinteressant og Origin har ikke taget variationen med i baggagen fra Amerika.
MØL
Og så var der MØL. Lidt atypisk blev der delt knæklys nok til en kvart Nephew-koncert ud på Atlas, inden MØL indtog scenen. En forventningsfuld stemning var åbenbar og da bandet gik på, gik der ikke meget tid, før man forstod hvorfor.
På mange måder burde MØL ikke fungere; post-moderne sammenblanding af genrer som sfærisk metal/post-rock, hardcore og mere traditionelle metal-træk kunne være gået helt, helt galt.
Men. For MØL bliver dette til en intens, velbalanceret koncertoplevelse.
Bandet er underligt lyssky i at scenen konstant er iklædt rødt eller stroboskop-lys, så man kun får glimt af medlemmerne. Altså bortset fra forsanger, Kim Song Sternkopf, der står på et podie helt fremme på scenen og screamer sin sjæl ud – til tider på dansk, til tider på engelsk.
Og det fungerer! Hold nu op, det fungerer!
Indrømmet at andet nummer måske ikke helt rammes lige i røven, men ellers fungerer de melodiske passager, som afløses af smadrede passager. Og i front rækker Sternkopf konstant sine hænder mod himmelen.
Det er kompetent, det er til tider næsten sart og det er svært ikke bare umiddelbart at holde af. Lidt bag de forreste rækker opstår der også med mellemrum moshpit – men i kraft af bandets variation i udtryk, kan man også se kærestepar stå og nusse få meter derfra. MØL kan det hele, men falder ikke i en jack-of-all-trades fælde, da der er energi og potens igennem hele koncerten.
Cirka midtskibs igennem inviteres vi alle til release på MØLs nye plade på Escobar torsdag og det er svært ikke bare at sige ja. For man vil have mere af det her.
Jeg har i dag set flere bands mestre variationen inden for metal-genrer. Men MØL har som intet andet band inviteret noget andet end det klassiske ind og det er ikke bare forfriskende, men simpelthen godt fordi bandet gør det med sådan en naturlighed og overlegenhed.
Er der slanger i paradis? Selvfølgelig er der det, og jeg har både set hardcore- og postrock-bands, der i højere grad har formået at bruge dynamikken til at skabe så store forskelle, at det voldsomme bliver mere brutalt end en hel death metal-koncert nogensinde kan blive.
Men før denne tanke er tænkt til ende, formår MØL netop i det sidste nummer at skifte endnu et gear op og da jeg ser folk stagedive, virker det som en naturlig konsekvens af denne energiudladning.
BOOM! In your face – kort efter et sart stykke.
Metal er skønt og jeg elsker den fest, der kan opstå når det bare fræser derudaf og granvoksne mennesker børler rundt som kåde vårharer.
Men MØL viser i aften at man også kan udvikle på genrer uden at sælge ud. Og at genrer er til for at blive brudt. For flere gange tænker jeg, at MØL ikke rigtigt hører til blandt metal-folket. Men et halvt minut senere fyrer de et tungt breakdown eller en uptempo-passage af, og jeg må revidere.
MØL er decideret u-bøvet og høj-intenst. Ja, der trækkes på både metal- hardcore- og postrock-klichéer. Men det gør ingenting. For det gøres pissedygtigt, energisk og overbevisende.
Bloodbath
Tilbage på Voxhall stiller Bloodbath op i højeste mode i teaterblod. Vi udsættes for klassisk død med en stoisk ro fra forsanger og band generelt.
Det er et langt stykke hen ad vejen ukompliceret musik, der bare superdygtigt kører derudaf med en rolig, dybt growlende frontvokal.
Bandet får dog efter et par numre maskinskade og må holde en pause på en fem minutter, mens skaden udbedres. Det kunne betyde et tab i momentum, men nej: Der køres på med fuld smæk og den stoiske forsanger flankeres af dygtige musikere, der blandt andet fyrer fræsersoloer af som var der ikke nogen i morgen.
Når det så er sagt, så er tanken lidt ved at være tom for mit vedkommende og selv om de skaber endnu en metal-fest, så får svenskerne mig ikke helt oppe at køre på samme måde som tidligere bands.
Det er nok et udtryk for min alder, min relativt lave promille og måske også bare lidt generel fatigue. Men Bloodbath når simpelt hen bare ikke rigtigt at fange mig – høj kvalitet til trods.
Da jeg går er der stadig gang i metalfesten, hvilket blot cementerer at det ikke nødvendigvis er Bloodbath den er gal med, men nok snarere en træt anmelder.
Og på den måde lakker fredagen mod enden.
Folkene bag Royal Metal Fest skal have en stor ros for deres arrangement, der har budt på ret forskellige bands.
MØL vil til enhver tid stikke ud, da bandet blander tingene godt og kommer med noget ’nyt’. Men generelt har kvalitetsniveauet været højt – nåh ja, hvis vi ser bort fra mine personlige præferencer i forhold til Origin.
Af Troels-Henrik Balslev Krag
