Det blev til et kort besøg på Royal Metal Fest for T-Hs vedkommende, da familien kaldte efter et par timer. Dog blev der nået kig på Deadnate, The Interbeing og Lingua Ignota
Deadnate, RMF, Atlas 5/4
Efter lidt koks med at få armbånd, lykkedes det endelig under andet nummer at indfinde mig på Atlas, hvor Deadnate er godt i gang. Igen stiller Fredericia med et stærkt liveband og min på baggrund af min anmeldelse af bandets debut, er jeg noget nysgerrig på, hvordan der leveres live.
Det gør der egentlig med stor overbevisning, hvor jeg når at få åbneren, ‘Mountain’, som spilles virkelig fint, mens de Alice In Chain-agtige vokaler ret beset ikke rigtigt sidder i skabet. Og det er faktisk den eneste anke på Deadnates performance over den knappe halve time, jeg når at se: De skal simpelt hen arbejde på det egale vokal-arbejde. Så snart de er i scream eller growl, så kører det. Men når ét af EPens stærkeste salgsargumenter, vokalarbejdet, sættes i spil live, så rammer det bare ikke optimalt.
Det er ellers stærkt festligt, når vi renser for det, og de godt 50 fremmødte publikummer får masser af energi og smæk for skillingen. Afslutningsnummeret har et pickup efter et breakdown, hvor alle tre strenge-instrumentalister svinger håret rundt i unison. Fedt! Men også ret kliche-præget og det er måske i virkeligheden Deadnates andet trick oppe i ærmet, efter at blande genrer: At have styr på klicheer som tapping-soloer, breakdowns, vokalharmonier og masser af svingende hår.
Det er et band, der ikke er blege for som Maiden at spille i dur-harmonier. Men heller ikke som sådan forfalde til det overdrevent episke og egentlig bare over 30 minutter give den fuldt ud med variationer og energi.
Sad vokalarbejdet i skabet, havde det her rakt efter højeste hylde!
The Interbeing, Voxhall, RMF 5/4 2019
Der lægges stærkt fra land af The Interbeing, der spiller som om 30 minutter er for lidt. Gulvet foran scenen på Voxhall får smidt barrage efter barrage i hovedet og der er godt styr på sagerne fra første tone. Bandet har i Dara Toibin (?) en indpisker, der ikke er kommet for at lade publikum blind-prutte og der leveres stærk vokal over hele sættet.
Men så vel som The Interbeing har styr på barrages triggers og komprimeret lyd, lige så ærgerligt er det at der ofte bruges et synth-backtrack som en form for release i omkvæd.
Det betyder ikke, at intensiteten som sådan falder på jorden, men bliver alligevel et lidt ærgerligt trick for et band, der ellers leverer stram metal. Koncerten bliver dermed en form for skift mellem glæde over evner til at lever grooves og barrages, men også ærgrelse over at de da bare kunne have taget en keyboardspiller med og så havde det hele været live.
Nuvel. Det fungerer egentlig OK og fremførslen og live-energien står skarpt. Ja, da der falder et industrial-agtigt breakdown, er jeg næsten klar til at tilgive de usete ’musikere’ og overgive mig til energien. Vi er stadig på vej op og The Interbeing leverer en fest med godt med smadder. Musikken er et langt stykke hen ad vejen ret ukompliceret og med en forsanger, der ikke er bleg for at opfordre til clap along, bliver det en fin oplevelse!
Så den ryger i bogen som godt-at-drikke-øl-og-starte-en-fest-til.
Inden
jeg måtte tage tidligt hjem for at pleje den ulvetime-ramte familie,
nåede jeg at se vel nok det mest kuriøse indslag på Royal Metal
Fest 2019:
Lingua Ignota, Atlas 5/4 2019
Det er ikke ofte, man oplever énmandsprojekter alene på scenen til metal-festivaler. Og om det var en korrekt booking, har der tilsyneladende også været lidt diskussion om.
For hvad man kan forvente af en metal-festival, var det ikke. Men måske fordi det hele havde sådan lidt matter-out-of-place fornemmelse, blev det faktisk til noget af en oplevelse: foran scenetæppet gik performancen i gang: Med tunge basbeats som underlægning, kastede koncertens midtpunkt sig rundt blandt publikum, growlende, klynkende og syngende i en mikrofon. Med sig havde hun også to staldlygter, der blev svinget med stor kraft til højre og venstre – dog blev de først for alvor svunget, efter de første par ture blandt publikum.
Jeg tør ikke sige om det var koordineret, eller om vi taler om en nærmest freestyle-performance, men efter nogen tid gik teksten (italiensk? Latin?) over i en repetition, slagene med staldlygterne blev hårdere mod gulvet, og nummeret – eller performancen – synes først at slutte, da begge lygter var smadret. Hm.
Ikke blot var der tale om voldsom baggrund – stemmen var også ganske grov og hele stemningen kunne sende tankerne i retning af Diamonda Galas eller andre, stærke kvindeperformere. Godt? Tjah. Men i hvert fald kunstnerisk interessant.
Efter det lange intronummer sætter hovedpersonen sig bag et keyboard og fremfører en dramatisk, klynkende og for stemmen udfordrende sang, som bølger op og ned. Vi er ret langt fra metal her, men kunst er hvor kunst laves og det blivende publikum synes at købe ind i præmissen. Igen er det en oplevelse, om end vi i højere grad nærmer os noget genkendeligt i forhold til en koncert-oplevelse.
Spilles der ét eller to numre ved tangenterne? Jeg er lidt usikker. Det hele foregår i øvrigt i tusmørke efter staldlygterne er smadrede (derfor: ikke rigtigt nogen billeder). Der takkes af, der klappes og der er generelt lidt forundring: Var det dét? Nogen råber på mere, og uden mikrofon synger sangerinden en sang om at være ’the disease of man’ hvorunder hun udviser store evner i stemmeknæk, skæve skalaer og generel teknik – men ikke på den pæne polerende måde.
Siddende der på knæ bestyrker hun blot indtrykket af, at vi har været vidne til noget sakralt – med til hvilken guddom?
Meget spændende!
Det bliver så det sidste, jeg nåede på dagen, da der tilsyneladende er flyttet en farlig ulv ind i min baby på matriklen og der er brug for forstærkninger…
Skrevet af: Troels-Henrik Balslev Krag
