FREDAG er en poptrio, der ikke smykker sig med lånte fjer. Det er pop, det er som taget ud af 80erne og det i sådan en grad at Dodo & The Dodos måske ringer og gerne vil have deres udtryk tilbage.
Musikken er ganske velspillet med guitar, generiske trommer og både 80er synths og et orgel, samt strygere. Sangene fremføres med dansk lyrik, der handler om tosomheden og de udfordringer, den byder på. Og det er i og for sig også alt sammen meget godt – især i det centrale Danmark, hvor der er en underlig sentimental glæde ved 80ernes og 90ernes pop (se eksempelvis hvordan store 80er fester gang på gang fylder Ridehuset i Århus).
Problemet for FREDAG er dog i høj grad, at de er så stilbevidste – og måske endda også ‘for dygtige’. For hvor pænt det end er fremført og teknisk i skabet, så er det desværre også bund-kedeligt. Ballade-materiale som ‘Hold Mig’ lyder som noget, der ikke lige helt klarede cuttet på en Søs Fenger- eller Anne Dorthe Michelsen-plade.
Hele EP’en sender desværre tankerne hen på et DK4-program, hvor der selvfølgelig spilles pænt, men der også er lidt forsamlingshusstemning, hvor det for alt i verden ikke må blive udfordrende – det er jo Hellige Fredag, hvor vi nødig skulle udfordres. FREDAG svarer dog ikke på Luk Mig Op på, hvad man så skal.
Især bliver det påfaldende at melodimaterialet heller ikke er overvældende godt – og det er her, det bliver nær-fatalt for projektet. For når man ikke rigtigt kan mærke, hvad det er bandet vil – og de lægger sig så tæt op af yderst veletablerede, dansksyngende navne, så har jeg svært ved at se, hvem der skulle sætte Luk Mig Op på, når der netop er et så veldefineret alternativ i 80er og 90er-klassikere.
Altså tænker jeg at Dodo & The Dodos box-sættet snarere vil blive fundet frem. Ok. Afslutningsnummeret ‘Tro på Lykken’ fungerer vel OK som en generisk popsang, som da nok skulle få nogle på dansegulvet når Breezers havde fået overtaget i forsamlingshuset – men der mangler både substans og argumenter for hvorfor man skal høre netop FREDAG i stedet for så meget andet.
Det ER ikke min genre, men jeg savner i den grad gode melodier, og meget kunne være reddet med lidt humor til at bryde de sikkert meget alvorlige emner om tosomheden op. Der kunne godt have været kastet en tegning af en knallert, eller noget andet til at løfte øjenbrynet, ind i ligningen. For der spilles fint, produktionen virker gennemtænkt og med et mere konkurrencedygtigt udtryk som i det mindste kunne udfordre klassikerne lidt, så kunne det blive helt hæderligt.
Men forsøg med at lade en mandevokal bære i ‘Stædig’ variere udtrykket fjerner ikke fokus fra, at det hele er lidt ligegyldigt. Og ikke på sådan en dekadent pop-agtig måde.
Så…
Det er dygtigt håndværk, men man går altså ikke på kunstmuseum for at beundre ophængningsteknikken af værkerne. Så selv om det lyder pænt, så bliver der aldrig svaret på, hvad vi skal med Luk Mig Op. To stjerner for fint spil og produktion – men mangel på idé.
Af Troels-Henrik Balslev Krag
