Fred W.P. og hans musikalske legekammerater leverer et kompetent dansk bud på soft rock møder americana, men sangskrivningen holder ikke helt samme kvalitetsniveau som instrumenteringen.
Fred W.P. står egentlig for Fredrik W. Poulsen, og på albummet har han allieret sig med en række dygtige danske kolleger, som kan deres americana på fingerspidserne. Man er ikke mange sekunder inde i albummet før man bade kan konstatere at Fred W.P. har samlet nogle dygtige musikalske kumpaner, at han er en kompetent sangskriver, men også en mindre dygtig sanger.
Åbneren ’Seasons in the Wind’ er uptempo, har et godt snedkereret omkvæd, og tangent- og guitarspillet snørkler sig fint om Fred’s knækkende vokal. Okay, tænker man indledningsvist, det kan være et æstetisk valg, for at give det lidt grit, men det dukker op igen på ’Winter Sun’ og alle albummets øvrige numre. Nu har jeg det sædvanligvis rigtig fint med sangere, der måske ikke lige rammer kammertonen (det kan jeg identificere mig med), men her ender det faktisk med at blive et irritationsmoment for mig undervejs, måske fordi det nogle gange også virker til, at knækket i stemmen får lidt for meget, lidt for ofte – for eksempel på ’Winter Sun’, som ellers trakterer med diskret banjo og en fin guitarmelodi.
Man kunne sammenligne lydbilledet med et par samtidige navne. Det minder nemlig lidt om det, som amerikanske Whitney er eksponenter for, og som The Men legede med på Tomorrow’s Hits, selv om der ikke er meget af sidstnævntes fandenivoldskhed, og der mangler virkeligt stærke melodier i forhold til at konkurrere med førstnævnte. Men stilmæssigt bliver der altså skelet godt mod de amerikanske 70’eres soft rock, som også spøger hos de nævnte amerikanere. Det fungerer sådan set også overordnet fint på numre som ’What You Wanted’ og den fængende ’Broadway Night, Broad Daylight’, hvor guitarerne broderer dygtigt igen.
Der dukker lidt western-stemning op på ’Ballad of the Girl’ med tenor/baryton-guitaren (som i øvrigt anvendes godt flere steder undervejs), men jeg mister lidt interessen i fortællingen om cheerleaderen, der bliver gift og skilt og får et barn og køber en pistol, og fyrer den af. Det tager næsten 7 minutter at nå igennem, og så skal lyrikken enten være skarpere eller variationen større i underlægningen. Igen, det er kompetent udført, men måske det skulle have været skåret til lige omkring det halve.
Generelt synes jeg numrene bliver for lange – det gælder også for eksempel ’Younger Stronger’, som ellers fungerer solidt med sit adstadige tempo og kvindekor, der spiller fint op mod den bævende vokal.
Den korte banjo-bårne parentes, ’Rowing Home’, sætter lidt fut i løjerne, men banjoen måtte for min skyld godt komme længere frem i lydbilledet – den ligger og gemmer sig lidt bag guitarerne.
Det langsomme tempo klæder dog Fred W.P. bedst, og ’Only Sleep’, som følger efter ’Rowing Home’ står som et af albummets bedste numre, hvis ikke det bedste. Her fungerer vokalen også bedre for mig, og der er nogle subtile skift i intensitet, blandt andet båret af trommespillet, ligesom korarbejdet er flot, og diskret, eksekveret. Her holdes spilletiden også under 4 minutter, og det er 4 minutter, man har lyst til at vende tilbage til.
Den lidt mere ordinære ‘Cotton Candy’ følger efter, og lyder næsten som en traditional (bare med mere tacky tekst – ”Sweeeeet like cotton candy//You’re always good to me”), og dermed også lidt som en lidt langtrukken pastiche, inden ‘November’ lukker prærie-ballet. Det gør den med godt med knæk på vokalen på en sang, om at komme gennem november måned, og klare sig frem til jul. Med knap 6 minutters spilletid er det også et af de numre, der tester min tålmodighed, især fordi lyrikken hurtigt bliver gentagelser af de samme linier. Så bliver der selvfølgelig tid til at variere guitarspillet, og lade orglet klinge ind omkring halvvejs. Den del fungerer sådan set fint, men jeg sidder alligevel og tænker at jeg godt kunne have undværet et minut eller to uden at sangen havde mistet nogle af sine kvaliteter.
I sidste ende ender jeg med oplevelsen af et album, hvor den instrumentale side lyser op, hvor vokalen nok ikke falder i alles smag og hvor der mangler flere rigtig stærke sange, før jeg kipper helhjertet med flaget – ’Only Sleep’ fortjener dog et stille jubelbrøl. Vi lander på 3 solide stjerner.
Du kan finde Fred W.P. på Facebook.
Af Jonas Strandholdt Bach
