Fynske Fräulein har forfinet poprock formlen på deres debut, og følger den, på godt og lidt ondt til punkt og prikke. Formlen fungerer, men det ville klæde den kompetente trio at bryde den.
Jeg var mildt sagt begejstret da jeg oplevede Fräulein live på sidste års Uhørt Festival, hvor de med smittende energi spillede en overlegen sejr i hus. Velspillende, skarpe i deres timing og bevæbnet med en stor håndfuld virkeligt effektivt pop-rockede numre.
Det var ganske imponerende, hvor mange gode sange trioen egentlig allerede havde på repertoiret. Måske var det fordi, at de havde allieret sig med nogle dygtige folk, og regnet formlen ud og sætte musik til? Der er ingen skam i, at følge en skabelon, eller skabeloner. De er jo brugt af en grund: de virker. Og er man dygtig til at bruge dem, skal man jo stadig kunne skrive gode sange – så er man allerede lidt foran på point.
Hvad der virkede i en kort 30 minutters showcase, hvor man blev grebet af stemningen, sammen med resten af en medlevende sal, bliver lidt mere udfordret over 10 numre. 10 numre fordelt på kun 34 minutter, så allerede her fornemmer man, at “hitskabelonen” muligvis er fundet frem. Trods den relativt begrænsede spilletid, så bliver nogle af svaghederne, der stadig findes hos Fräulein, lidt mere udtalte.
De læner sig simpelthen lidt for meget op af det, som fungerer for dem. Andet ville måske også være dumt, kan man argumentere for, men over 10 numre savner man flere overraskelser og mindre forudsigelighed. Virkeligt glimrende numre som singler “Hvad Vil Du Ha’?”, “Mærke Det Hele”, “Du Siger Hvad Du Siger” og “Elske Dig For Evigt”, stikker ud på positiv vis. Også den nyeste single, “Blind Vej” er stærk, men formlen er også begyndt at være tydeligere.
Selvom der ER variation i tempo og klang, så virker sangskrivningen noget strømlinet og forudsigelig. Ligesom gentagelser af visse ord og udtrykte følelser bliver også tydeligere, når man hører 10 sange i streg.
Man sidder med en fornemmelse af deja vu, når vi når til den apropos betitlede afslutter “Dejavu”. Her udtalt “dejavU” i stedet for “dejavY” – er det korrekt? Det er måske ikke så vigtigt, men måske meget sigende, det eneste jeg kunne tænke på og egentlig husker om sangen efterfølgende.
Jeg ender altså med at småkede mig og zoner ud til sidst, efter en ellers lovende start med “Sort Hul”. Et (for bandet) relativt atypisk nummer (som det eneste, skulle det vise sig), hvor pladen lige skal løbes i gang på virkningsfuld vis. Der er alt for mange stærke sange i mellem de to punkter til, at albummet på nogen måde er en skuffelse. Når det kører for Fräulein, så giver de altså mange andre radiovenlige poprocknavne baghjul.
Det hele lyder lækkert, det glider ubesværet og bandet har sans for fængende melodier og store omkvæd. 80er pophooks møder 70er rock-schwung, så det er svært ikke at stemme i og skråle med på over halvdelen af sangene. Jeg elsker vokalen, bas og guitar får masser af plads at boltre sig på, trommerne går lige i bentøjet – what’s not to like?
Burde det ikke være mere end rigeligt for en debut? Tjo, men alligevel sidder jeg tilbage med en fornemmelse af, at der kunne være endnu mere i denne trio? Eller er de “bare” virkeligt dygtige til at følge en opskrift? Den kan de så også få store smagsoplevelser ud af, hvilket ovennævnte singler med al tydelighed understreger.
Måske er nogle hurtige mellemmåltider med Fräulein bare bedre end en hel 10-retters menu? Det sagt, så fornemmer jeg ikke at der er noget spekulativt og kalkuleret over Fraülein, tværtimod virker de som et drøn-charmerende bekendtskab. De er nok bare fanget lidt af (og i) det, som de er virkelig gode til.
Af Ken Damgaard Thomsen
