Efter en lovende EP i 2012, er københavnske Franklin Zoo klar med deres debutalbum. En plade der især overbeviser i kraft af sin homogenitet og tyngde, men lige mangler det sidste “hit” til at ramme fuldstændig plet på alle punkter.
Make no mistake, det her et bragende flot debutalbum, og det efterlyste “hit” skal ikke forstås som at de 12 (11 hvis man trækker en kort intro fra) ikke er stærke nok i sig selv. Det kræver dog lige nogle gennemlytninger inden en del af sangenes indiskutable kvaliteter folder sig helt ud, derfor kunne en enkelt markant ørehænger eller to måske fange fleres opmærksomhed i første hug. Og Untamed er en fed tungrock udgivelse fra et velspillende og erfarent orkester, som fortjener at blive hørt af mange.
Franklin Zoo er måske nok et relativt nyt navn albummæssigt, men de fem herrer er hverken springchickens eller nyankomne blåøjede mælkedrenge. Der spilles med modenhed, rutine og masser af overskud. Franklin Zoo stiller op i klassisk “rock med pondus” opstilling med 2 guitarister, Daniel Hecht og Søren Dabros, bassist Anders Rune Hansen, Philip Kjær Morthorst på trommer (han er så ny i bandet, at trommerne her på pladen er indspillet af Jacob Grundel fra Stella Blackrose) samt ikke mindst forsanger Rasmus Revsbech. Er egentlig lidt ked af, at være en af dem der endnu engang fremhæver en forsanger, fremfor resten af et kompetent band, men det på en positiv baggrund. Revsbech kan simpelthen synge sol og måne sort og bagdelen ud af rockbuksen – og han får rig mulighed for at vise hvad stemmen kan, på et ganske varieret album.
Bandet gør ikke noget for at skjule, at de er kraftigt inspireret af musikken der strømmede ud fra Seattle i start 90’erne, men de er heldigvis meget mere end blot et grunge-revival band. Efter deres ellers flotte EP frygtede jeg lidt, hvad der ville ske hvis de tog springet til et helt album. EP’en blev netop tynget en lille smule af fascinationen af forbillederne, ikke mindst Soundgarden (Revsbech kan ramme en næsten perfekt Cornell klang på vokalen), men på Untamed har de udviklet lyden tilpas meget, så frygten viser sig ubegrundet. Der er stadig ekkoer af grungen hist og her, men hvis man endelig skulle sætte et label på Franklin Zoo, så ville jeg nok vælge “tung melodisk rock”. Der trækkes lige så meget på 70’erne som 90’erne, testosteronpumpet rockmusik for alle mellem 30 og 60 (cirka, ik’).
Efter den vellykkede stemningssættende intro vågner rockbæstet Franklin Zoo for alvor og skyder ryg med en virkelig kraftfuld åbningstrio af sange. “Overflown”, “My Dying Day” og “Peace of Mind” er hver især forrygende klippefast rock. På “Overflown” leges der lidt med noget forvrænget andenstemme, udover Revsbechs imponerende skrærebrænder, det fungerer rigtig godt. Ligeledes skal det fremhæves, at Franklin Zoo besidder et glimrende “swung” i mange af deres melodier, hvor instrumenterne bølger og slår imod én med medrivende kraft. Den langsomme opbygning til en lydmurseksplosion mod slutningen er effektivt udført, og Untamed er skudt i gang med manér. Hvis der endelig var et “hit” på pladen, så er det nok den efterfølgende “My Dying Day”, en tung og slæbende sag, hvor rovdyret bøjer sig forover og gør klar til angreb. Det kommer i form af pladens mest fængende omkvæd, et nummer, hvor man får lyst til at gå godt ned i knæ i verset og strække korpus og synge med af fuld kraft i omkvædet. Alice In Chains dukker for første gang op i mine tanker under “Peace of Mind”, hvor det især er det lækre flerstemmige omkvæd der bringer minder om Seattle legenderne. Det var to numre med flotte og medrivende omkvæd, men generelt er Franklin Zoo også virkelig dygtige i de opbyggende vers, der rummer både saft og kraft og god fornemmelse for opbygning.
Tempoet sættes lidt op i “Stay”, der er første nummer af et par stykker på pladen, som ikke på nogen måde er dårlige numre, men bare ikke rigtig gør noget for mig. “Stay” er dog muligvis den sang på Untamed med det mest radiovenlige omkvæd. Senere på albummet falder den mere, indledningsvis, trampende “Say It Out Loud”, lidt i samme kategori for mig – godt udført og skruet sammen, men ikke noget der får mig op af stolen.
Bare fordi de ikke lige falder i min smag, så fungerer de dog upåklageligt, som numre der styrker pladens variation, både tempomæssigt og stilistisk, hvor EP’en måske kørte en smule i samme rille, så er Untamed, netop, mere utæmmelig. Det demonstreres også med albummets mest overraskende musikalske udflugt, den særdeles vellykkede semi-ballade “Known I’m Me”. Franklin Zoo barberer udtrykket ned, slipper gaspedalen og triller smukt ud i natten, hvor Revsbech blotter vokalen og sammen med bandet fremstår pludseligt sårbare og følsomme – måske ikke helt ulig Audioslave i deres mest stille hjørne. Den havde jeg ikke lige set komme, men det viser at gruppen har mange flere tangenter at spille på end de muskuløst tungtrockende – det klæder dem virkelig!
Når det er sagt, så ER det de bastant og maskulint rockende numre der er i højsædet på Untamed. Den lodne hårdrocker “Silent Screams” med sit effektive sej-trækker groove, kolossen “Your Man” der nærmest er ét langt vokalt og riff’et peak og den atmosfæriske afslutter “Lean Into My Head”, der lukker Untamed med lige dele følelsesladet sang og krasbørstig beton-rock.
Det er lyden af et band der i den grad kan deres kram, og har et solidt greb om tungrockens virkemidler, så pladen hviler på et bundsolidt fundament. Franklin Zoo beviser dog, at de kan og vil mere end blot have fundamentet på plads. Der bygges ovenpå med sikker hånd og tages endda et par velkalkulerede chancer. På Untamed lyder Franklin Zoo som et kraftfuldt rockbæst, der er klar til at sparke døren ind til et større publikum. Et publikum der muligvis kunne indfanges lidt nemmere med lidt flere umiddelbare ørehængere, men bandet vælger et længere og sejere træk med et homogent album, som sniger sig op på 5 velfortjente stjerner.
Anmeldt af Kodi
Kig forbi Franklin Zoo på Facebook
Like GFRock på facebook og få nyheder om rock, rul, metal and the what have you, hver dag.
