Man bliver sendt 25 år tilbage i tiden på EP, som byder på autentisk, hårdtslående grunge, solidt håndværk og kvalitetssange, desværre kniber det med originaliteten.
Er der noget Franklin Zoo kan, så er det dælme at spille grunge som det blev spillet i 90’erne, ja, det lyder faktisk som om de ikke har lavet andet i de sidste 20 – 25 år. For der er her tale om et band, der lyd og leveringsmæssigt er enormt sammentømret, der er ingen slinger i valsen, og bandet ved hvad de vil, hvilket gør at EP’en fremstår sindsygt professionel, alt i alt et produkt man kan have svært ved at sætte en finger på, rent produktionsmæssigt. For når det kommer til det vigtigste, bandets lyd og originalitet, så er der lidt der halter i mine ører.
Det gode først. Fremførslen er lige i øjet, sammenspillet flyder og forsanger Rasmus Revsbech brænder igennem, og sangskrivningen er som sådan også helt ok. Bandet har ikke ligefrem begået en ny “Spoonman” eller “Rooster”, men det er sange der hæver sig over det jævne fra start til slut.
Så er alt jo godt. Nja, næsten. Bandets lyd er meget bekendt, og lægger sig i slipstrømmen af grunge-mastodonter som Alice in Chains og Soundgarden, faktisk så meget, at jeg engang i mellem glemte at det var Franklin Zoo jeg lyttede til, og ikke et af førnævnte bands, og det er en skam.
Der startes hårdt og energisk ud på “Left For Dead”, en tungere sag der traktor-tonser godt derudaf, og en lyd og vokal der sender tankerne tilbage til 1994 og Superunknown. Ikke synderligt originalt, men medrivende er det da, og foden fik da også vippe-syge undervejs.
Det samme kan man fortælle om “Walk Alone”, der dog fremstår som EP’ens mest kompetente nummer, med et godt catchy omkvæd, men igen sidder man med fornemmelse af, at det er hørt før, og det cutter sgu noget af begejstringen.
“Desperation” lukker og slukker en kort, men helt ok, grunge oplevelse. Her er der skruet godt ned for energien fra start, men ikke overraskende, bliver der skruet godt op for intensiteten som nummeret skrider frem, uden at det kammer over. Så sandelig også et fint nummer, men igen kniber det desværre med originaliteten.
Jeg elsker grunge, især det tidlige, og derfor burde EP gå lige i blodet på mig, men nej. Det kan sagtens være at jeg hænger mig for meget i at Franklin Zoo lyder for meget som eksempelvis Soundgarden og Alice in Chains, men jeg har utrolig svært ved at abstrahere fra det og det bliver et gennemgående irritationsmoment. At man lyder som tidligere tiders legender kan der være fordele og ulemper ved, men som band der skriver eget materiale, så vil det alle dage være bedst, at skille sig ud fra inspirationskilderne, og her halter det, desværre, gevaldigt.
Når alt kommer til alt, så er det en uden tvivl en kvalitetsmæssigt god EP Franklin Zoo har skruet sammen. Desværre lyder de som mange andre grungebands, især de to omtalte, så bandet skiller sig ikke synderligt ud i mængden. Derudover havde jeg forventet en mere defineret lyd, deres egen DNA kan man vel sige, specielt da de har taget springet fra upcoming band til den store scene, med udgivelse på pladeselskab. Den forventning indfrier bandet ikke på denne EP.
EP rammer gaden 22. maj, og udgives på Mighty Music. Besøg Franklin Zoo på Facebook.
Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde
