Bitter, ked eller bare ramt af lidt almindelig sort syn? Bare rolig, Frankie har din ryg. Frank Ziyanak er klar med et nyt album, der alt efter smag og humør, er barnligt naivt eller et tiltrængt moment of zen.
Har man lyttet til Farrock på P6 Beat, hvor Frankie hver uge slår sine folder som den ene vært, så er man bekendt med hans små anekdoter fra hverdagen. De er ofte gemytlige og rummer en lille pointe om, at selv om hverdagen byder på sine små op- og nedture, så skal det hele nok gå, hvis bare man trækker vejret og træder et skridt tilbage og får det hele sat i perspektiv.
Således er hans sang- og tekstunivers også. Man kunne kalde det banalt, lommefilosofisk og letkøbt, hvis man er i det kyniske hjørne, eller tager de store, forkromede litterære anmelderbriller på. Man kunne også kalde dem opløftende, prisværdige og med en tyrkertro på, at verden ikke er så forfærdeligt et sted. Vælger man sidstnævnte tilgang, eller er en kyniker der vælger at gå til pladen med åbent sind, så er det ikke utænkeligt, at Frankies lille musikalske pensel kan give dit liv lidt kulør.
Jeg har ofte tænkt, når Frankie ruller endnu en historie ud om datterens uspolerede livssyn, hans hamster eller en eller anden situation, hvor han var lige ved, at lade lidt gammelmands frustration vinde i en interaktion med omgivelserne, at verden måske ville være et bedre sted, hvis alle tænkte og agerede som Frank. Det er muligvis en utopi, men, derfor skader det da ikke at prøve. Det er det som i høj grad gør Frankie’s Lille Sangbog værd, at tage med sig ud i verden.
Det ER små sange, også i længden. Det ER nærmest hippie godtroende i sine budskaber og insisteren på, at verden ikke behøver, at være så indviklet. Men, det er også værd, at håbe på kunne være en verden vi alle kan leve sammen i, sikkert i harmoni, i ført lige det tøj man har lyst til og hvor der altid er tid til at stoppe op, snakke med naboen eller blive inviteret på kaffe af en vildt fremmed.
Alle titler er af typen “Sang Om…”, det være sig “Kunstens Pris”, Genbrog og Kærlighed”, “At Være Noget Speciel” eller “At Være En Integreret Tilflytter”. Sparsomt instrumenteret, med Frankie på guitar og vokal i centrum og så lidt spillemandsinstrumentering som krydderi. Ja, det lyder nok næsten som du sidder og forestiller dig det lige nu, tilsat nogle mere eller mindre smukke vokale krumspring og stemmeføring fra Frank. Var det ikke for emnerne, og så alligevel, så nærmer vi os børnesangsterritorium, hvilket måske slet ikke ville være et dumt træk af Frankie til en anden god gang. Frankies Børnesangbog, den kender jeg flere der sikkert gerne ville høre.
Det hele er ikke så lige ud af landevejen, som det måske kunne lyde, med den ene hippieprædiken efter den anden. I “Sang Om Medie Forlis”, eksempelvis, synger Frank, at det ikke er for, at brokke sig, men, så klager han over, at der er nogen der burde gøre noget for de gamle, og ja, for ham selv! For, kan det passe, at hans eneste fridag foran “fjerneren”, skal ødelægges af Før Søndagen? Og hvorfor skal skatten gå til alle andre end MIG?! Trods det omvendte perspektiv, så er det jo ikke ligefrem banebrydende lyrik eller stort tankegods, som sådan, ligesom det er hængt op på et musikalsk skelet, der nærmest ikke kunne være mere skrøbeligt.
Men på en eller anden måde, så fungerer det og finder en eller anden charmerende balance. Måske fordi det virker så… uspoleret? Der var det ord igen… Ikke fordi, at livet egentlig ikke kan være barsk nok hos Frankie. I “Sang Om Ham (Frankie)”, bliver han både smidt ud hjemmefra, fyret fra samtlige jobs og smidt ud af alle lejligheder. Men, ved du hvad? Det havde han sgu da godt af, som omkvædet lyder i den lystige, lille sang. Han mister konen i sidste vers, men ved du hvad, hans datter står og siger, “jeg elsker dig”, så han siger, “skidt og pyt”, og ved du hvad? Yes, det havde han sgu da godt af!
Det virker som Frank, hans udsyn på livet og verden og hans Lille Sangbog i en nøddeskal. Du kan gå er være ærgerlig over, alt det lort der er gået forud, eller de knubs verden tildeler dig, nogle af dem selvforskyldte, eller også kan du kigge på og nyde de gode ting du har og komme videre. Banalt og jubeloptimistisk? Tja, skader det at prøve?
Det var blot et par eksempler fra Frankies Lille Sangbog, der er 10, korte kapitler at bladre igennem. Sætter de enkelte sange sig alle sammen lige godt fast? Nja, ikke alle melodier er lige mindeværdige, men generelt er det hele ret iørefaldende, men det er ikke så meget de enkelte momenter der bærer pladen i mål.
Det er mere en overordnet følelse af, at det hele sgu ikke er så slemt, når det kommer til stykket. Jo, for nogen er det nok, men det her er ikke et album til dem, det her er mere til alle os, der går og lader os irritere, i stedet for at glædes. Tænk hvis det kunne smitte af på den måde man møder verden på, at lytte til Frankie?
Det får han 4 små, hjertelige stjerner for.
Af Ken Damgaard Thomsen
Perfekt!