Sune “Køter Kølster” udsender på lørdag albummet The Rock History, hvor han på dobbelt-LP tager på en musikalsk rejse gennem rockhistorien. Fra 50’ernes udskyldige rock og rul, over hippie-tiden og det tiltagende syrede, punkens indtog og post-punkens formørkelse, frem til metallen og det helt sorte. Lørdag spiller han en once-in-a-lifetime koncert i Pumpehuset, hvor hele pladen opføres.
Pladen anmeldte undertegnede tidligere på ugen her på siden, hvor det endte med 5 stjerner for den samlede oplevelse:
“The Rock History er samlet set lidt af en bedrift (det inkluderer det flotte cover og gennemførte visuelle udtryk – det er en LP man gerne har stående i samlingen), alene ambitionsniveauet og arbejdet bagved er respektindgydende og beundringsværdigt”.
Nu skal det hele så fejres i Pumpehuset med en stort opsat, og, naturligvis, selv-finansieret koncert. Det er tilmed lykkedes Kølster, at lokke de fleste af de mange gæstemusikere der optræder på pladen med, så der er virkelig tale om en enestående begivenhed. En der har være 10 år på vej, en der er finansieret af både egen lomme og igennem en kickstarter kampagne og en der har krævet masser af tid og hjerteblod. men det startede med, at han slog hovedet.
Lad os starte med det helt åbenlyse: hvordan opstod idéen til The Rock History?
Hæ hæ.. På en måde er det en ide jeg altid har haft… Den der med at forene alle rock-genrerne i en stort konceptværk… Et stort rock-epos i stil med The Wall, Tommy og alle de der 70’er konceptplader som fortæller om det liv man lever når man vælger at stå ved siden af samfundets normer og regeler og kaste sig ud i rock’n roll drømmen… Jeg elsker konceptplader, ideen med at der er langt mere end bare musikken og teksterne, at det hele, inklusiv artworket ligesom er en gateway ind i en anden verden, som en roman man selv skriver eller en film der opstår i rummet imellem pickuppen på vinylen og coverets udfoldede mangfoldighed…
Og så tilbage i 2005 da jeg lå og prøvede at komme mig over en hjernerystelse og kedede mig gudsjammerligt, og havde god tid til at tænke over mit liv indtil da, hvor de 10 foregående år havde været virkelig hardcore og vilde i punkmiljøet omkring Ungdomshuset. I det mørklagte rum skrev jeg 3 numre der hed “Sex”, “Drugs” og “Rock’n Roll”… “Sex” var et punknummer, “Drugs” et black-metal-agtigt nummer og “Rock’n roll” optempo 50’er rock’n roll… Og så var det jeg tænkte: Hvad nu hvis den der koncept plade jeg gik og pønsede på gik fra rock’n roll til black metal?
Pludselig faldt det hele på plads med den historie jeg gerne ville fortælle: Om at komme uskyldig ind i rockens verden, blive forelsket og mærke troen på utopien boble, desillusionen når kærligheden gik i stykker og man så at utopien aldrig kunne realiseres og den deroute der følger når stoffer og selvdestruktion tager over, passede som fod i hose til selve rockhistoriens ideologi. Og så begyndte jeg at skrive og planlægge hvordan pladen skulle realiseres.
Jeg har hele tiden vidst at den her plade, den skulle have hele armen… Jeg har altid haft det sådan: Jeg vil gerne lave et dobbeltalbum, men det skal fandeme være retfærdiggjort at det er et dobbeltalbum, det skal være for vildt produceret, for vildt skrevet, med de vildeste musikere… Og så tænkte jeg: Det skal fandeme være Flemming Rasmussen der skal producere sådan et album, ingen andre end han kan gøre det. Og hvorfor ikke bare spørge alle mine yndlingsmusikere om de ville være med? Det værste der kunne ske var at de sagde nej. Så jeg kontaktede en masse, eksempelvis min absolut yndlings metal guitarist nr. 1 Andy La Rocque, yndlings punkguitarist Peter Peter, yndlings syre-orgel-spiller Anders Koppel og så videre og så videre… Og gudhjælpemig om de ikke alle sammen sagde ja!
Dernæst lavede jeg en kickstarter for at skaffe penge til studiet… Og så havde jeg pludselig lovet at lave den vildeste releasekoncert og så havde jeg pludselig booket Pumpehuset. Sådan er ambitionerne bare steget og steget.
Sidst vi snakkede med dig (i slutningen af 2014) forklarede du, at du selv havde sparet op til realiseringen af projektet og udgivelsen, men var afhængig af den Kickstarter kampagne du netop havde startet – hvordan gik den og hvordan oplevede du hele det forløb?
Altså det er meget simpelt: Uden den kickstarter kampagne og alle de fantastiske mennesker der støttede op, var det her ikke blevet til noget – i hvert fald ikke på den her måde. Pengene fra kickstarteren gjorde at jeg kunne betale for studiet og få en indspilning jeg simpelthen ikke kunne få bedre noget sted in the whole fucking world… Det gør jo altså også, at når man sender sådan nogle indspilninger rundt, er det virkelig indbydende for alle de fede musikere at være med, fordi det bliver sjovt og man kan høre at det virkelig kommer til at blive godt!
Kickstarteren endte over al forventning, det var afsindigt sjovt og også virkelig meget arbejde. Men udover pengene så gjorde den også at der var virkelig mange der fandt ud af at projektet fandtes og glædede sig til at det blev til noget. Og jeg har fået mange erfaringer, eksempelvis at bruge sociale medier… Det er hårdt hele tiden at skulle sælge sig selv, men det er også fedt gang på gang at opleve at det, der faktisk virker, bare er at være ærlig, og ikke mindst dele ud af sin begejstring.
Og min begejstring over det her projekt fra den tidlige ide for over 10 år siden til den færdige plade er KUN blevet større…
Pengene kom i hus, hvad skete der efterfølgende? Og har du følt en form for pres over, at folk har været med til at finansiere albummet?
Ha ha ha… Ja det er klart at adel forpligter… Og man kommer til at love en masse ting for at få folk til at være med til at støtte projektet, og prisen på de ting jeg lovede oversteg jo langt de penge vi fik ind. Så pludselig skulle jeg ud og skaffe penge til at sætte koncerten op og penge til tryk etc etc etc…
Og jeg indrømmer at nogle gange har jeg da kunne blive rædselsslagen over tanken om at det ikke lykkedes. For jeg vidste at hvis jeg gav op så ville det hele klaske til jorden. Specielt når jeg har snakket med andre og fortalt dem om det og mine udfordringer så har de troet jeg var rablende gal… Og fantast uden greb i virkeligheden… Men jeg er bare blevet ved.
Nu skal vi bare lige have solgt de sidste 100 billetter til Pumpehuset, så er jeg sgu nået i mål i forhold til det jeg kun har turdet håbe på, men dog hele tiden har troet på, og ikke mindst knoklet, knoklet, knoklet for!
Hvad har været den største hurdle at skulle over her de seneste år?
Det er svært at sige fordi der er jo simpelthen er gået over al forventning, man glemmer hurtigt at det har været svært og husker mere hvor sjovt det har været… Sådan er jeg i hvert fald. Men jeg vil da sige at den største hurdle har været den økonomiske og alle de bekymringer der følger med. Udover det økonomiske synes jeg sådan set at alt det andet har kørt rigtigt godt, al samarbejde med musikere og alle de forskellige kunstneriske processer har været totalt drømmesamarbejder, og det arbejde der har været mest af, nemlig med Troels Drasbeck og Christian Olesen og nu her til koncerten med David Kampmann, og ikke mindst med Flemming Rasmussen, har simpelthen været fabelagtigt sjovt og fantastisk!
Nu er pladen færdig, klar til at blive sendt ud i verden, faktisk er den jo allerede ude ved anmeldere og lignende – hvordan har du selv med pladen nu den er klar? Og hvordan føles det at skulle give slip og sende den ud på egne ben?
Jeg er SÅ tilfreds med pladen! Og jeg er ikke blevet træt af at høre den endnu, på grund af alle de vilde musikere der er med. Jeg kan sidde og lytte til deres spil igen og igen og tænke: Wow hvor er jeg heldig at sådan nogle vilde musikere vil spille med mig. Det gælder både de faste musikere Troels og Christian og alle gæstemusikerne.
Og så vil jeg også sige: Nu har jeg lavet ca. 13 albums igennem tiden, der alle har lydt fedt, men der er ikke nogen af dem der er bare i nærheden af hvor fed en lyd Flemming har lavet på denne her. Alle de der ting, når det virkelig er kvalitet, det gør altså, synes jeg, at man bare ikke bliver træt af at lytte. Og så kan jeg også kigge på coveret i timevis, jeg ELSKER det, det er min kone, erotisk animator Sara Koppel, der har lavet det, så jeg elsker jo bare generelt hendes streg, og jeg synes at den måde hun har ramt sjælen i pladen på er for vild… Og collagerne med alle koncertbillederne fra 50’er og frem. Altså hvis de folk der køber pladen bliver bare halvt så glade for den som jeg, så er jeg sgu lykkelig!
Som en del af lanceringen, og vel som en slags endeligt “punktum”, har du sat en once-in-a-life-time koncert op i Pumpehuset d. 14/5, inklusiv de gæstemusikere der optræder på pladen. Endnu et mammut-projekt, hvordan har DET så været at få på plads?
Ha ha ha… Nu vil jeg mere kalde det et kolon end et punktum:) Det er jo den ultimative affyring som skal sende den her plade med ekspressfart ud i landet. Jeg fik det ret hurtigt sådan: Når vi laver så vild og ambitiøs en plade, så skal koncerten sgu ikke stå tilbage for den…
At det skulle ende med at være et ligeså stort projekt som at lave pladen havde jeg ikke tænkt over. Men det blev det. Jeg har ikke noget pladeselskab i ryggen og alle de fonde jeg har søgt har af en eller anden mærkelig grund givet afslag… Måske har de tænkt: Det kommer han ALDRIG til at kunne gennemføre.
Så nu har jeg bare igen satset stort, jeg lejede Pumpehuset og regnede på det og fandt ud af hvor mange billetter der skulle sælges for at jeg kunne betale de ufravigelige udgifter og det er så der hvor jeg dags dato mangler at sælge 100 billetter, og selvfølgelig er jeg vildt nervøs for om det vil lykkes, men jeg tror på det, og ikke mindst så knokler jeg for det på alle de fronter jeg overhovedet kan.
Hvad kan folk forvente sig af The Rock History koncerten, hvad har du selv af forventninger og er det, det sidste “farvel” til det projekt inden du skal videre til noget andet?
Ja, altså for mig er det jo et sidste farvel med den proces det har været at skabe denne plade, og en kæmpe fejring, men det er meget mere en begyndelse, for nu skal vi jo spille live for første gang, og det glæder jeg mig fuldstændigt sindssygt til. Jeg tror godt at folk kan forvente at få sig en fuldstændig vild oplevelse som de aldrig har prøvet før. Og de kan forvente sig at opleve undergrundens kantede og lidt farlige nerve gå i symbiose med musikere af vildt højt niveau.
De kan forvente sig at opleve nogle genrer de elsker på en helt ny måde og måske opdage nogle kvaliteter i genrer, de troede de ikke kunne lide. Og jeg håber at de går ud og tænker: Det var da lige godt satans at vi i vores egen by kan opleve noget så vildt og intenst og at de går hjem med et smil på læben og åbent sind, og tænker: Jeg kan slet ikke vente på at jeg skal ud og se noget fed lokal undergrundstråd igen.
Du har brugt utroligt meget tid og mange ressourcer af enhver tænkelig art på det her, efterlader det et tomrum nu processen er afsluttet, eller hvordan har du det med det? Og hvad så nu?!
Hmmm… Altså hvis jeg ikke havde nogle nye horisonter at stile efter ville det helt sikkert efterlade et kæmpe tomrum fordi hold kæft hvor har jeg arbejdet på det 24/7 de sidste par år. Men for det første er jeg så heldig at jeg skal starte på at lave musik til den fedeste filminstruktør Anders Gustavssons nye dokumentar film så snart pinsen er slut, og derudover er jeg simpelthen i gang med at lave et lille mini 7″er album med mit punkband Guddommelig Galskab som vi skal i studiet med i starten af juni…
Så tomrummet, det må sgu vente til jeg kradser af, og det sker ikke de første 60 år!
Sune “Køter” Kølster mangler i skrivende stund at sælge omkring 70 billetter for at break even, læs mere om koncerten i Pumpehuset HER, køb billetter HER. Besøg The Rock History på facebook.
Af Ken Damgaard Thomsen
Featured foto: Hans-Henrik Siig, Radio Mod Strømmen
