Ambitioner er der masser af på Forstenets debut, Ephemeros: Virvar. Bandet farer dog vild i skidt sangteknik og idéer, der stikker af og pladens måske bevidste svære tilgængelighed bliver en stor hæmsko for de høje ambitioner.
Hold nu op for et ambitiøst værk, man sidder med mellem hænderne her!
Forstenet slår et virkelig stort brød op, og det er for så vidt sigende, at ét af de numre, bandet forestillede sig skulle være single-udspil, ‘Skønhed Blandt Kolossale Masser Af Grå’, varer næsten 14 minutter. Den anden single, ‘Intet Bliver’, “kun” næsten syv minutter. Det er ambitiøst, nærmest anti-radiovenligt og jeg er oprigtigt nysgerrig på, hvem bandet havde tænkt sig, skulle høre disse singler.
Men hvad gør så bandet og pladen så ambitiøs? Først og fremmest er det et progressivt spillende rockband. Trommerne og bassen godt ud i pappet og beats, der vil fremad. Scream og egal vokal. Dramatiske tonearter og akkordgange. Og så det hele på dansk. Underlægningen er potent, dreven og energisk. Men så er der vokalen.
Jo, der bliver leget med teknikker – ud over ovennævnte er det ikke usædvanligt med en falset – men også en lidt kedelig tendens til at overdramatisere. Eller. Kedelig er måske ikke ordet, for et minder lidt om musical-sang til tider. Men måske ’ærgerlig’ så?
Det fungerer, når der screames igennem som på den korte ‘Afmagtskvad’, men når der så synges egalt, begås en sang-synd: Toner angribes lidt lavt og en glissando gør så, at vi da kommer op på den tiltænkte tone. Det er ikke kønt.
Samtidig er der ingen tvivl om, at der gerne vil fortælles med teksterne. Men det bliver meget dramatiseret. Og det kunne for så vidt godt have været interessant: Baal mestrede det teatralske, skift mellem sart og scream/intenst. Men her bliver det mere musical-agtigt og jeg kan bedst beskrive det som at der er lidt for meget teatersminke på fraseringerne og stemmeføringen.
Men hold nu kæft, det er ambitiøst!
‘Dissonans I’ og ‘Dissonans II’ ligger nogenlunde midtskibs på pladen og cementerer at der er tænkt rigtig meget over pladens opbygning, stemning og hvad jeg nu vil kalde ’dramatisering’. Og de to numre følges så op af flagskibet, ‘Skønhed Blandt Kolossale Masser Af Grå’, som er så smækfyldt med idéer – fra terts-afstandsguitarsoli, over metal-agtige grooves, breakdowns, rag’et feeling og sart / voldsom vokal. Ja, du har nok gættet dommen: Alt for meget.
Ét eller andet sted inde i Forstenet ligger der et velspillende hardrock eller endda metal-band med hang til punk. Men når det så møder musical (eller visse steder: MUSEcal?) vokal på dansk, bliver det bare lige en tand for prætentiøst. Og det er vel faren ved at være ambitiøs: Man risikerer at falde i en gryde af konstruktioner, prætentiøse udbrug og for meget fokus på form.
Jeg elsker underlægningen, der er tjekket og potent. Men man har åbenbart også ville lave en musical ovenpå og selv om det da sagtens kan være for sjov, så griner jeg ikke. Så. Det er rigtig fint at være ambitiøs. Ja, det er faktisk velkomment.
Men når det som på Ephemeros: Virvar bliver et studie i overdramatisering, så taber bandet mig totalt som lytter. Og på den konto bliver ambitionerne så aldrig rigtig udført. Lidt ærgerligt for et fedt spillende band – måske har jeg bare misforstået det hele, men jeg køber den simpelt hen ikke…
Anmeldt af: Troels-Henrik B. Krag
Det her er godt nok en ringe skrevet anmeldelse. Jeg er sikker på at GFR har en bedre og mere kompetent anmelder der kan anmelde den genre her! Ham her har da misforstået alt hvad bandet står for.
Jeg synes det er møg fedt det i har gang i! Bliv ved med at gør som i gør drenge! Det rykker maks!