På fredag udsender Nelson Can EP3, du har måske allerede hørt nogle af singlerne derfra i radioen, eller måske så du deres optræden til P3 Guld i weekenden? Det, og meget andet, har vi fanget bandet til en lille snak om.
EP3 er som titlen antyder den tredje EP fra gruppen, der blev dannet i 2011. Med i regnestykket over udgivelser er også et album fra 2014. Der er gået nogle år siden, bandet blandt andet har brugt på, at finde sig selv igen, både musikalsk og som venner. Resultatet, det musikalske, kan I læse mere om i vores anmeldelse en af de næste dage.
Nu spoler vi tiden helt tilbage til weekenden og arbejder os på en måde bagud derfra.
I har en dugfrisk optræden fra P3 Guld med i bagagen, hvordan var den oplevelse?
Det var for sindssygt! Det føltes som et skulderklap og et blåstempel at få lov at dele scene med så mange andre fantastisk dygtige musikere. Vi føler på en måde at vi er ‘rykket op’ i rækkerne med denne optræden, og vi håber det vil bidrage til en bredere anerkendelse af den musik vi laver.
Hvad havde I af tanker omkring det inden showet, var det noget I lige skulle overveje om I ville deltage I, havde I nogle forbehold eller var I straks på?
Vi havde ikke de store forbehold. Vi har en rimelig klar fornemmelse af hvad P3-brandet står for, og en rimelig klar forståelse af hvad vi selv står for, og vi synes egentlig bare at det er stærkt når man kombinerer to ting, som ikke nødvendigvis er helt ens. Det er vigtigt med variation og at udfordre sine egne ståsteder og det er jo meget smukt at se at rocken stadig godt kan finde vej ind på P3.
I har I det hele taget været lidt i rampelyset, eller æteren, både herhjemme og udenlands her i 2017. Hvordan har det været, at gå fra “stilhed” til, at store radiokanaler pludselig spiller ens musik?
Vi var stille fordi vi havde brug for ro til at finde os selv igen og skabe en plade, som rummede essensen af hvad vi er og hvad vi står for samtidig med at den skulle være ny og forfriskende.
Da vi følte vi havde fundet dét havde vi bare lyst til at stille os op og råbe ud over hustagene ‘WE’RE BAAAACK!” og så gav det bare den største lykkefølelse at se hvor godt vores nye musik blev modtaget.
Vi er så stolte af den proces vi er gennemgået som band, og stolte af den plade som blev resultatet deraf. Det giver os virkelig blod på tanden at folk tager så godt imod den, både når det gælder de enkelte fans og kæmpestore radiostationer.
Har det gjort, at I nu, måske, ser lidt anderledes på jeres musik og sange, eller hvordan påvirker det hele opfattelsen af, hvad man går og laver. Ligeså på det mere personlige plan?
Hver gang det går lidt bedre med vores musik får vi en lidt stærkere tro på at vi faktisk kan lykkes med det her: at vi kan skabe os en levevej gennem musikken, og det giver os modet til at investere mere blod, sved og tårer i det. Det styrker helt sikkert vores selvtillid og vores identitetsfølelse som musikere.
Både i pressematerialet og i andre interview, har man kunnet læse, at venskab fylder rigtig meget i Nelson Can. Er I først og fremmest venner der laver musik, eller musikere der også er venner og hvordan har “vægtningen” ændret sig over tid?
Håndværket og venskabet er helt klart noget der skal balanceres. Begge dele er fundamentale for Nelson Can. For os giver det ikke mening at skrive musik med hinanden og rejse verden rundt sammen som musikere, hvis ikke vi grundlæggende har det godt med hinanden. Jo bedre vi har det med hinanden, jo mere kreative og skabende er vi, og jo bedre bliver vores håndværk også.
Dén opskrift behøver ikke være den samme for andre bands, men den gælder for os. Vi er blevet bedre til at forstå denne dynamik og vi er blevet bedre til at passe på hinanden og værne om det særlige forhold vi har til hinanden. Vi er stærke hver især, men vi er stærkere sammen.
Nu vi er ved tid, så er det efterhånden en del år siden i debuterede (album i 2014, inden da et par EP’er) , og også havde en god buzz i visse medier og på livefronten. Men så stilnede det hele lidt af. Hvad skete der i den tid og tiden efter, og hvad har det betydet for jeres musik og venskab?
Det der skete var at vores venskab vaklede. Ganske enkelt. I 2015 stod vi ved en skillevej: enten kastede vi håndklædet i ringen og gav op på både band og venskab eller også tog vi os selv i nakken, og reddede vores venskab med håb om at det også ville redde bandet.
Den slags er lettere sagt end gjort, men vi tog fat der hvor det gjorde ondt: vi var gledet fra hinanden, og nu skulle vi rystes sammen igen. Vi tog ud at rejse sammen, vi fik råbt ad hinanden og vi fik drukket en frygtelig masse øl sammen. Efter et år tog vi mod til os og gik i studiet igen, velvidende om at det nok var nu eller aldrig, og det er nok dén kombination af både frygt og håb, som endte med at forme lyden på EP3.
Musikalsk har i gennemgået lidt af en udvikling, fra det mere rå og punkede over mod et mere storladent, atmosfærisk og på singlerne også “poppet” udtryk (som man kan høre på jeres nye EP). Er det noget der er sket helt naturligt, hvad har I været bevidste om i processen og hvad er Nelson Can for et band i 2017?
Vi har aldrig nogensinde sat os ned og talt om hvilken retning vi skulle gå genremæssigt. Det er i virkeligheden lidt svært at gøre, fordi vi har så sparsom en instrumentering, så der skal uendeligt lidt til for at vores numre skifter udtryk – det kan være noget så simpelt som at sætte distortion på bassen eller fjerne det igen.
Da vi skrev sangen ‘Miracle’ var det i første omgang et Burzum-inspireret black metal-nummer, men så tog det pludselig en helt anden drejning. Mange af numrene på pladen er startet i én genre og endt i en anden. I princippet ville riff’et fra omkvædet på ‘Miracle’ jo stadig kunne spilles som et black eller doom metal track.
Vi går efter den gode melodi og det gode hook, hvilken genre den enkelte sang lander i, er for os underordnet, men vi identificerer os overordnet set som et rockband.
Og hvorfor tror I, at det netop er nu og med denne her mere poppede lyd, at der tilsyneladende er hul igennem?
Hvorvidt det går godt med vores musik eller ej, handler ikke nødvendigvis om hvorvidt vi er poppede eller rockede eller noget helt tredje. Det handler nok i højere grad om hvorvidt det er troværdigt. Den her udgivelse er den mest ærlige og dybtfølte samling af sange som vi nogensinde har lavet, og vi vælger at tro på at det er dét som folk reagerer positivt på.
Har I overvejet, hvor grænsen går, både hvad angår udviklingen I jeres lyd og hvad I vil med den/hvor langt man er villig til, at gå for at komme bredere ud? Kort sagt, hvad Nelson Can kan og skal være fremadrettet?
Vi overvejer selvfølgelig hele tiden hvad grænsen er for det dogme vi har sat op for vores musik. Det ville ikke være sjovt, hvis det ikke også var udfordrende og til tider usikkert. Man skal ikke følge et dogme, bare for at være på tværs.
Man skal selvfølgelig kun gøre det så længe man føler det bidrager med noget positivt til musikken. Vi tror på vores band, vores bas-tromme-vokal-dogme, vores lyd og på at vi stadig har mange flere gode sange i os. Fremadrettet handler det om ikke at løbe i cirkler, men hele tiden at udfordre os selv og være fokuseret på at få vores musik ud til et bredere og større publikum.
Og hvad skal der egentlig ske fremadrettet, hvad byder nærmeste fremtid på?
Vi har skrevet pladekontrakt med et britisk pladeselskab, og har fået management på som sidder i både London og New York, og i det hele taget har vi fået udvidet holdet omkring os. Det betyder at vi kommer til at lægge rigtigt mange kræfter i at arbejde mere internationalt med vores musik og vores karriere fremadrettet. Vi starter allerede i november med en 15-dages turné til England.
Vi har endnu ikke offentliggjort alle datoerne, men det bliver en rimelig sindssyg turné. Vi kan selvfølgelig ikke sige med 100% sikkerhed hvad fremtiden bringer for os, men vi sigter efter verdensherredømmet.
Følg Nelson Can på Facebook, og vil du fange dem live, så kan du se datoerne på billedet øverst – det er sgu da smart!
Af Ken Damgaard Thomsen
