Den københavnske kvartet, 3 raske rocksvende og et hunkønsvæsen i front, Forever Still, er klar med en 4 numre lang EP, produceret af selveste Flemming Rasmussen (Metallica m.m.). Det slipper de flot fra, selv om jeg personligt har lidt vanskeligheder med helt at føle musikken på samme måde som bandet tydeligvis gør.
Der er ingen tvivl om, at der er noget på spil for Forever Still, det fornemmes i musikken og kan høres i teksterne, der fremstår ret personlige. Det sidste er også mit største “problem” ved EP’en, der er ganske enkelt ikke et eneste ord eller budskab der resonerer hos mig. Det har sikkert noget at gøre med aldersforskel (jeg ved ikke hvor gamle de er, men de lyder ungdommelige i teksterne), for det er nok 15-18 år siden denne lyrik ville have sagt mig noget, og nu er disse ord om kærlighed, “jeg finder mig ikke i noget pis” og lidt ungdommelig weltschmerz, blevet sunget til mig af helt andre kunstnere. Jeg kan da sagtens huske de følelser, der bliver beskrevet, men jeg føler dem ikke længere, og Forever Still’s udgave vækker dem heller ikke igen.
Det er dog ikke noget, jeg ikke kan sætte mig ud over, for musikken er veludført og sikkert leveret. Gruppen selv præsenterer det som “melodisk hardrock”, og det er det helt sikkert, men nogen ville, sammenholdt med teksterne, nok også bruge et fy-ord som “Emo”. Om det er neo/retro-emo, hård rock med melodi og små-punket attitude, ord ord ord, musikalsk da holder det Forever Still præsenterer på disse tre numre og en enkelt akustisk live-udgave det meste af vejen.
I centrum er Maja Schønning’s for genren typiske kvindevokal, der både er indbydende, inviterende, ganske fin og nydelig og med lidt kant når det gælder. Det sidste især demonstreret når tøjlerne slippes løs og der skriges igennem, som for eksempel i afslutningen af første nummer “The Key”. Noget jeg næsten kunne have ønsket mig lidt mere af. Effekten med at dosere brugen heraf, er naturligvis at det bliver mere virkningsfuldt i de korte eksplosioner, men for mig havde et nummer, der er mere aggressivt hele vejen igennem ikke gjort noget. “The Key” er nok også Breaking Free’s “hit”, hvor gruppen udviser sikker melodisk tæft og forstår at sætte hardrock klodserne rigtig fint sammen.
I embrace the pain
Dearly, as a friend
I defy the shame
Just to feel again
Teksterne har vi kort været omkring, de er generelt i den mundrette og ligefremme afdeling, intet galt i det, jeg krummer ikke på noget tidspunkt tæer – de rammer som sagt bare ikke lige mig. På EP’ens andet nummer, “The Last Day”, kredser vi omkring “jeg gør som det passer mig og er fri” tematik, “Defy me once and I’ll be out of sight”, et nummer man må formode betyder en del for bandet, da det også findes på Breaking Free i en stripped down akustisk live-udgave. Den elektriske version er en effektiv midttempo rocker, hvor Forever Still ubesværet leger med tempo- og intensitetsskift, imens Schønning giver den både med følelsesladet sødme og mere pissed off rockchick fraseringer. Vokalen magter et nogenlunde bredt klangspektrum, men lyder en lille smule anstrengt eller forceret når der er afstikkere udenfor den sikre midtbane, hvor den står stærkest. Det er desværre lige ved at gå helt galt i den akustiske live-version, der ellers viser at Forever Still’s sange sagtens kan klare at man piller det hårde rock-yderlag af og får den nøgne sandhed. Her kaster Schønning sig afslutningsvis ud i nogle vilde følelsesladende udbrud, men vokalen kan simpelthen ikke følge med og kommer kortvarigt beklageligvis til, at lyde som en fejlslagen X-Factor audition, hvor man oversatser i stedet for at forblive i ens comfort zone.
Sidste studieindspilning på Breaking Free, “Towards The Edge”, sætter tempoet lidt ned og bevæger sig i et melodisk storladent lydbillede, i forhold til de mere eksplosive “The Key” og “The Last Day”. Dermed får de brugt EP-formatet, og et kvarters tid, på næsten optimal vis, i det Forever Still på kun tre numre (og den akustiske live udgaven af “The Last Day”) får demonstreret både alsidighed og forskellige sider af deres lyd, men samtidig er der en klar rød tråd hele vejen igennem. “Towards The Edge” er måske den mest uspændende af de tre numre, men bestemt ikke dårlig, de to energiske numre falder bare mere i min smag – men den er en vellykket tilføjelse, der viser at Forever Still har en del strenge at spille på.
Flemming Rasmussen, der må være noget nær legendarisk, står som nævnt for produktionen, der er både fyldig og med masser af plads til de enkelte instrumenter. Det lyder flot, men måske lige en tand for flot og poleret? Det kommer an på hvad det er man vil opnå med EP’en, jeg synes et lidt mere råt udtryk ville klæde både den kompetente musik, solidt frembragt af Mikkel Haastrup (bas), Chad T. Charlton (trommer) og Carsten Christensen (guitar) og Maja Schønning’s vokal. Det er ikke et spørgsmål om godt eller skidt, mere for at signalere hvilken slags band man er – melodisk og fin hardrock eller den mere beskidte og rå version? Det kunne man med fordel eksperimentere lidt med på en EP eller to mere, inden man giver sig i kast med det mere krævende album format.
Et band som Forever Still, er sikkert et der vil dele vandene. Nogle vil med garanti kastet et hurtigt blik på bandfotoet og den tjekkede indpakning, vende ryggen til og rulle med øjnene, mens andre helt sikkert vil føle sig tiltrukket af både tekst- og lyduniverset. Personligt er det her ikke en genre der interesserer mig voldsomt meget, men det betyder ikke at jeg ikke nyder 15 minutter i godt selskab. Jeg fornemmer både glød, tro på projektet og den der udefinerbare “autencitet” på Breaking Free, og det overskygger klart min indifferente holding til teksterne, som taler til andre, ikke til mig. Der skal nok være modtagere derude som det rammer lige i hjertet.
Jeg kvitterer med 4 stjerner for den gode energi, veludførte numre og et generelt positivt indtryk, der fik vækket min nysgerrighed – som jeg gerne ser pirret med en ny samling sange, hvor Forever Still udfordrer sig selv endnu mere.
Anmeldt af Kodi
Besøg Forever Still på Facebook
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
