Bag navnet Forest On Fire gemmer sig et dansk soul-pop-rock ensemble, der måske ikke byder på de store overraskelser eller kreativ nytænkning på deres 5 numre lange EP. Til gengæld kan de skrive sange og kunne have potentiale til mere.
Indrømmet, det her er hverken min foretrukne musikalske bane, eller en der ikke allerede har en del kompetente spillere i marken, også herhjemme, der kæmper om pladsen og positionerne. Bandet nævner selv navne som John Mayer, The Script, Three Doors Down og Lukas Graham som forbilleder og inspirationskilder, vægtige navne, hvad man så end måtte mene om musikken.
Der er, alt andet lige, stadig et stykke op, hvad angår konsistensen i sangskrivningen og det regulære hitpotentiale, hos Glostrup-bandet inden de helt kan konkurrere med disse navne. Ligesom Forest On Fire hverken som band, eller på vokalen, helt kan matche den karisma, og, ja, “sjæl”, som eksempelvis Lukas Graham præsterer. Nuvel, mindre kan søreme også gøre det for Forest On Fire, og et niveau under er bestemt ingen skam i den forbindelse.
Forest On Fire bevæger sig altså indenfor moderne pop-rock med et dyp soul, hvor klassisk, driftsikker og fermt udført ballade-håndværk synes at være i højsædet. Eller, det er i hvert fald der det største potentiale, i mine ører, gemmer sig. Titelnummeret “Higher” og “Into The Night” er nok gruppens stærkeste kort i den henseende. Førstnævnte er en langsom, bølgende og smagfuld klaver-båret pop-ballade, der finder en fin balance mellem patos, svulstighed og det der luftige “schwung”, som kunne give en flyvetur på de hjemlige radiobølger. Der er styr på virkemidlerne, formen og denne slags numres “spilleregler” – og så er melodien tilpas iørefaldende og genkendelig, uden at det bliver påtrængende eller kedeligt.
“Into The Night” er næsten endnu bedre, tempoet er en anelse højre, stemningen mindre højstemt og bombastisk, med en snert af noget let funky, der sender mod Lukas Graham territorium… eller en mindre skabet og enerverende udgave af Maroon 5. Nummeret rummer en masse små, fine finesser, hvor især guitaren træder i karakter og får serveret nogle lækre og elegante klangflader, mens vokalen og dens meget tydelige udtale også viser sig fra sin stærkeste side. Et sjov og vellykket lille detalje kommer omkring 2 minutter og 20 sekunder inde i nummeret, hvor det er som om melodien lige laver et lille “hop” og ryger en lille smule op i tempo.
Men, der er et lille problem, og det er et der er tilbagevendende for hele EP’en.
Jeg synes ganske enkelt ikke at EP’ens produktion og lyd er stærk og fyldig nok, slet ikke hvis der skal konkurreres om startpladsen med nogle af de andre navne, som har udset sig samme position. Jeg mangler noget bund, spændstighed, storhed og tyngde stort set hele vejen rundt på indspilningerne, der, desværre, kommer til at fremstå en anelse stive og afpillede. Den er ikke dårlig nok til at være ødelæggende, men den hæmmer noget man tænker kunne have været endnu mere.
Et nummer som “Higher” rammer plet på rigtig mange punkter, men det letter ikke lige det sidste stykke her fordi det kort og godt mangler vinger – vinger der foldes ud i storhed. Knap så udtalt er det i “Into The Night”, hvor især guitaren få lagt noget fyldighed og tekstur ind i nummeret, men lytter man til trommerne, så lyder det, ærgerligt nok, som en halv-tynd trommemaskine. Her kunne nogle trommer med godt med smæk på lyden ellers have givet det sidste pondus.
Den labre guitar får også reddet er nummer som “Fame”, hvor den med indbydende varme får et nummer, som ellers er lidt generisk “lige ud af landevejen” soul-pop-rockende til, at glide nogenlunde ned. Her mangler lige et kreativt påfund eller to til at bryde den lidt skabelon prægede tilgang. Men sansen for de velfungerende pop-melodier kan man ikke tage fra dem.
Lidt for sikkert bliver det også, i hvert fald til min smag, på den længselsfulde “Keeping Me Wanting”, der lægger ud i lidt døsigt tempo inden vi får lidt gang i den ensomme nat. Hverken tekst, emne eller udførelsen får min puls til at stige væsentligt, men man kan ikke sætte en finger på selve udførelsen af det. Hov, der kom en guitarsolo i nummerets anden halvdel! Og et “don’t ever leave me”, men lidt mere desperation i den nydelige vokal en anden gang, tak.
“Your Love” runder af, og endnu engang er guitar arbejdet og klangen blandt højdepunkterne, det er vel her John Mayer inspirationen viser sit ansigt mest tydeligt? Igen bevæger vi os ikke meget ud fra den sikre, og radiovenlig, midterrabat, men det betyder ikke at Forest On Fire af den grund har slået cruise control til. Jeg tror egentlig på at de mener det, og at det her ikke er en eller anden spekulativ omgang radio-flirt.
Det er egentlig noget af det vigtigste i denne sammenhæng. Genren og stilen bliver aldrig noget jeg kommer til at holde af, men at det lyder autentisk og ærligt – det kan jeg sætte pris på. Plus, et øre for en god melodi fornægter sig ikke, selv om jeg personligt ville ønske bandet tog lidt flere chancer og have nogle flere skæve indfald. Bare så vi kom lidt på slingrekurs af og til, eller der kom lidt på spil, hvor man nærmede sig grøften en smule.
Og så må der meget gerne pustes noget velfortjent liv og fylde ind i den lyd, der er lige ved at trække hele EP’en unødigt ned. Vi holder os dog på 4 stjerner.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Forest On Fire på facebook
