Hvordan anmelder man musik, hvor der ikke sker en hel masse? Dette spørgsmål måtte undertegnede forholde sig til, da jeg skulle anmelde Foreshadower, der arbejder både horisontalt og vertikalt i deres smadrede post-rock/metal.
Nå. Første ting først. Der er tale om musik inden for metal-sfæren og det er instrumentalt. Altså en form for metallens post-rock – eller måske skal vi bare kalde det post-rock, da mange bands inde for denne genre netop har et ret hårdt udtryk?
Og så er der det der med, at der ikke sker så meget. Det skal ikke forstås derhen at der ikke spilles: Der er styr på lyd, teknik og det hele lugter af metal. Ikke mindst de meget ’lodrette’, potent huggende riffs, klare trommer og en støjende ambience som jeg tænker enten er effektstøj eller fra trommernes overheads. Men der er også en konstant ’vandret’ fornemmelse i det hele: Tempoet er ret langsomt på de seks numre, og der synes hele tiden at tænkes i en form for intens, langsom fremdrift.
Men der er nærmest ikke nogen soloer eller melodier. Det er måske lidt at overdrive, men åbneren (titler vender vi lige tilbage til senere) har for eksempel to afdelinger: En start med meget ’lodrette’ riffs og en afslutning med lange, e-Bow-agtige toner med mere ’vandret’ sigte. Over ti et halvt minut.
Det er…Fedt. Det tager lytteren et sted hen – et sted mellem det meditative og det smadrede. Eller skiftende mellem de to.
Og denne veksling udgør så de seks numre på pladen: Vandrette, mere eller mindre smadrede eller sfæriske linjer – og lodrette riffs. Det kan bestemt noget, men der er den store anke, at numrene kan være lidt svære at skille ad. Og her hjælper titlerne heller ikke – i første omgang.
For som en sjov, lille ting har hvert nummer en geo-adresse frem for en skreven titel. Frem med din GPS/din online kort-læserløsning og du vil konstatere, at der er tale om ’drabelige’ steder: Første track har dermed et koordinat i Auschwitz-Birkenau, andet ved et mindesmærke for Tuol Sleng-massakren og så videre. Underfundigt nok er de to sidste numres koordinater lidt mere kryptiske: Et tilsyneladende tilfældigt sted i Bangladesh (måske har et bandmedlem haft nogle voldsomme toiletbesøg netop dér?) og det sidste track er et sted ude i Nordsøen.
Det er en sjov idé, men jeg blev nok lidt skuffet over, at det på den måde var ’drabelige’ steder, man blev ledt hen. Ikke at det ikke giver mening: Mogwai har for vane at kalde deres kompositioner noget meget drabeligt – og Mogwai er endda generelt mere tilgængeligt end Foreshadower. Det ligger ligesom i genren.
Men der er også elementer af indforståetheder, ’non sequitur’, da musikken da bestemt er smadret, men også kunne omhandle så meget andet.
Det den dog gør, musikken, er at suge lytteren ind. Det bliver en form for kvalificeret støj og det fungerer ganske fint både som baggrund og med lukkede øjne, intenst lyttende. Hvordan pokker Foreshadower lykkes med netop at gøre noget relativt monotont så interessant er mig et mysterium. Men dette mysterium bidrager sådan set bare til oplevelsen og jeg må erklære pladen god, om end noget svær at indfange numrene på.
Anmeldt af Troels-Henrik Balslev Krag
