FooN er et eksperimentalt hard rock band, med base i Nordsjælland, og består af Thorbjørn Randrup og Mathias “Tot” Schwartzbach. Duoen udgav 1. februar i år, debut EP’en Whatever May Come, indspillet hos Kollective Records i selskab med producer Mikkel Larsen.
EP’en består af 5 skæringer, et styk intro “Bring It On” og 4 deciderede sange, “Unearthly Child”, “Unbroken”, “Salamanderen Niels” og “Mirror” (hidden track). Og hvad er det så for en størrelse, og ikke mindst toner man bliver mødt af på EP’en? Ja, det er faktisk et godt spørgsmål.
Introen “Bring It On” forbereder ikke rigtig lytteren på hvad den reelt er intro til, og er i min verden blot en intro, fordi det kunne da være sjovt lige at have med.
Første rigtige sang er “Unearthly Child”, en ja, hård rock sang, er det vel, skævt på en måde hvor man ikke helt er klar over om det er med vilje eller om de simpelthen bare ikke er specielt tight. Dette er gennemgående på hele EP’en, med undtagelse af introen, og gør at det drive, der kunne have været i sangene, ikke eksisterer. Dette nummer, som starter ud med et hårdt langsomt guitarriff og tungt trommespil, går det desværre helt i stå før det kommer i gang. Og når nummeret er 6 minutter og 47 sekunder langt, hvor der er dømt mere skævhed og untightness end eksperimenterende tiltag, krydret med en vokal der mildest talt ikke er særlig stærk, ja så er det op ad bakke fra start.
“Unbroken” viser bedre takter end foregående sang, der er mere fart over feltet, det er in your face, aggressivt, punket og vokalen passer noget bedre til denne stil. Sangskrivningen er mere simpel end “Unearthly Child”, og det klæder duoen. EP’ens bedste sang.
Vi suser videre til “Salamanderen Niels”, ikke overraskende, en sang om en salamander ved navn Niels, som ifølge pressemeddelsen er bandets første, og eneste, hit. Her er der igen lagt en mere eksperimental stil for dagen, det virker til dels, men virker samtidig ikke naturligt. Det er stadig hårdt, men med temposkift èn masse, og en vokal der skifter fra råb til semi-opera til skønsang, mere forvirrende end eksperimenterende og nyskabende. Og når teksten gennemgående er a la dette,
“He lives in a swamp //
With Rasmus Klump
// Doin your mother, doin your father´ //
Arrrrhhhhhhh…Niels
The Salamander // Niels”
Ja, så minder det mig meget om de små projektbands man stødte på i gymnasietiden. Sangen kan være et hit for nogen, men ikke for mig.
EP’en slutter af med et hidden track, “Mirror”, som er EP’ens vel nok mest klassiske og afdæmpede sang, men desværre stadig ikke på et specielt højt niveau. Igen startes der med guitar, trommerne stemmer i og den noget vaklende vokal sparker ind. En lille sjæler med meget lidt variation, både i sangens komposition og i særdelshed i lyrikken. Det er dog en fornuftig afslutning på en meget forvirrende EP, hvor man som lytter får lidt ro på før stilheden rammer, og man tænker hvad fanden der lige ramte én.
Jeg ville så gerne kunne smide en håndfuld stjerner efter FooN og deres debut EP Whatever May Come, for er der noget, de ikke er bange for, så er det at gøre tingene som de absolut selv vil, og kæmpe respekt for det.
Men desværre får de ikke, eller faktisk slet ikke, kanaliseret deres gode intentioner ned på “bånd”, her halter både sangskrivning, produktion, vokal og til tider også instrumentering, men om dette er en del af “konceptet” skal jeg til gengæld ikke kunne udtale mig om. Så det ender med 2 små stjerner fra min hånd, en enkelt for at turde lave musik der i den grad skiller sig ud og 1 enkelt lille for desværre at levere, i min optik, en meget usammenhængende EP, hvor man ikke helt ved om bandet tager tingene seriøst, om de er pisse ligeglade eller slet og ret, ikke har gennemarbejdet materiale nok til en EP, endnu.
Duoen kan fanges på deres facebook-side og live i løbet af sommeren på blandt andet Gilleleje Festival og til Heldagskoncert i Remissen.
Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
