Der er dømt no-nonsens-håret-tilbage-afsted-i-femte-gear-derudaf-hard-rock-og-rul, på Københavnske Flush the Fashions’ debut album Failure Is Totally An Option.
Lad det være sagt og skåret eftertrykkeligt ud i pap. Er man ude efter fornyende rock, så er det absolut ikke Flush the Fashion og Failure Is Totally An Option man skal spendere tid på. Er man derimod ude efter en gedigen omgang velspillet rock som i de gode gamle dage, hvor Guns ‘n’ Roses huserede, spilder man ikke tiden her. Og det er da også gode gamle Guns ‘n’ Roses som bandet har ladet sig inspirere en del af, faktisk på nippet til at det bliver for meget.
For det er langt fra originalt, det bandet begår, men det er voldsomt gennemført, produceret og leveret, og er man til denne gren af rockes store træ, så er det svært ikke at lade sig rive med. Der er så sandelig tryk på og fuld gang i sagerne, når først Flush The Fashion får startet deres amerikaner op, og drøner ud af highwayen.
Som bandet skriver i verdens korteste pressemeddelelse, er det dannet i 2017 og har et blødt punkt for hard rock, heavy metal, rock ‘n’ roll og en masse guitarsoloer. En masse.
Bandet består af en flok garvede musikere, Dennis Post på guitar, Rune Buck ligeledes på guitar, Niels Alex Larsen på trommer og Magnus MP Möller i front på vokal. Live hiver de K.D. Johansen med, hvor han har ansvaret for bassen.
10 sange er der at finde på albummet, og alle, pånær et par enkelte sange, kører i samme rille, men bandet har styr på stilen og den afviger de ikke fra. Eller det gør de så på “Letters From A Rooftop”, hvor man som lytter bliver revet ud af bandets rock-fest og bliver sendt til intim koncert med Stereophonics, sangen kunne lige så vel have været begået af gutterne fra England. Det er på samme tid underligt og ganske forfriskende. For på den ene side, passer sangen slet ikke ind blandt de øvrige, på den anden oplever man her en helt anden side af bandet, og det klæder dem faktisk at geare ned, både i intensitet og på den lettere påtagede tilgang til genren, der er på pladens øvrige sange. Og at det så også er et godt nummer, gør jo absolut intet.
“Midnight Drunk At Noon” gør lidt det samme, her er vi dog milevidt fra Sterophonics. Her er vi på et smut tilbage i tiden og hard rocken er skiftet ud med rockabilly, og det er sgu decideret fedt – med længder pladens bedste sang. Det hænger måske sammen med, at vokalen passer som fod i hose til genren, den er mere afslappet, og det hele går op i en højere enhed, og det er, ikke mindst, originalt. Det er langt mere spændende og udfordrende end resten af albummet, og helt klart en stil jeg personligt gerne så, at bandet dyrkede mere.
Men ellers er det, som man nok kan forvente, skruet op på elleve på størstedelen af pladen, jo bevares, der er selvfølgelig plads til den obligatoriske ballade, i skikkelse af føromtalte “Letters From A Rooftop”, men ellers bliver der ikke lagt fingre imellem.
Albummet byder ikke som sådan på deciderede ørehængere, det skulle da lige være “Midnight Drunk At Noon”, men heller ikke mere end det. Dog skal bandet nok få airplay på radioen, her tænker jeg MyRock, for stil og tilgang er som skræddersyet til netop den radiokanal. Og live er jeg slet ikke i tvivl om at bandet vælter spillesteder og river publikum eftertrykkeligt rundt, for der er næsten overload af attitude, spilleglæde og guitarlir.
Det er dog ikke helt nok til at hive det samlede indtryk op over middel, for det er sangene simpelthen ikke originale nok til. Det er veludført og velproduceret, stilen er gennemført, men det er den røde tråd desværre ikke, og inspirationen fra forbillederne, især Axl og co. kammer over. Ydermere virker det til at bandet ikke helt har fundet den vej de vil styre amerikaneren nedad og med den besætning bandet har, kunne man måske godt forvente en snas mere originalitet end der er på Failure Is Totally An Option.
Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde
