Københavnske Fløjl leverer folk-pop/rock med et godt melodiøre og iørefaldende tekster om blandt andet Amager – Opgangstid er bandets tredje album, og tredje del af det, sanger og sangskriver Peter Hegård kalder en Amager-trilogi.
Lidt paradoksalt, men samtidig egentlig passende, begynder denne sidste del af Amager-trilogien (jeg har ikke hørt de to første) med et ‘Farvel til Amager’. Et nummer, der temmelig hurtigt etablerer Fløjl’s kvaliteter som band – indledningsvist glimter det lidt Bad Seeds-agtigt, men hurtigt bliver travet lettere, og Peter Hegårds vokal aspirerer da heller ikke til at lyde som Hr. Cave. Vi er måske nærmere ovre i et Olesen-Olesen og Peter H. Olesens De Efterladte-lignende udtryk, men lidt mere frejdigt. Dog med knap så meget lyrisk bid til egen rumpe som Peter H. Olesen.
Mindre kan dog også gøre det, for Fløjl er leveringsdygtige i mundrette tekster, som for eksempel disse linier, der åbner albummet: “Lillesøster græder helt utrøsteligt men tavst//Mens storesøster får sig en smøg//Trækker af med en barnevogn med plads til to//Og råber noget der drukner i støj//Og foran det der værtshus//Du kender det godt//Gør moren status over sin krop//Får ikke fat i svaret, jeg er allerede væk//Jeg gearer ned og speeder kraftigt op”. Om det er en almindelig hverdagsscene på Amager vil jeg lade det være op til andre at vurdere her fra den aarhusianske sofa, men ud fra mine visitter på øen, blandt andet hos de to øvrige redaktionsmedlemmer, som sjovt nok også for nyligt begge har forladt øen, så er tableauet i hvert fald ikke ukendt. Og her danner det så baggrunden for Hegårds farvel til Amager, der bringer ham over Langebro og “hjem til os to”.
Det tilbagelænede titelnummer, hvor Hegård accepterer verdens uorden, så længe den elskede er i nærheden, har allerede fået fortjent radiotid, og den skæbne kunne også sagtens overgå flere af Fløjls numre. Længst fremme i de melodiøse sko er, ud over de to åbningsnumre, ‘Perle’, som er akut fængende, men som jeg egentlig også ender med at synes er lidt enerverende, måske fordi refrænet gentages et par gange for meget, i hvert fald for min smag.
Det fængende er i det hele taget en gennemgående kvalitet hele vejen gennem ‘Opgangstid’, også på de langsommere numre, hvor jeg især er begejstret for ‘Møder dig i maj’. Her fungerer korarbejdet virkelig godt og den tilbageholdte men stadig spændstige instrumentering understøtter Hegård på glimrende vis. Også ‘Fremmed på et tog’, om et tidligere forhold (“ku’ jeg have endt med at slå dig ihjel//Eller havde du endt med at gøre det selv?”) og ‘Lille Nelly’, der falder henholdvis lige før og lige efter ‘Perle’, der ligger som femte nummer, rammer et godt niveau, mens jeg ikke er udelt begejstret for ‘Jobs Pops’, der kækt pop-rocker afsted.
Til gengæld slutter Fløjl godt af med en fin trio af numre, hvor ‘Lov mig du går’ er det første – en tvetydig sang om et kærlighedsmøde, hvor omkvædet lyder: “Lov mig du går//Før du forsvinder”. På ‘Det var i August’ gøres der effektiv brug af blandt andet en kvindelig vokal, der kredser omkring Hegårds, som spørger “sagde du noget jeg skulle have hørt?”, og det er som om det hele er blevet en kende mere kompliceret med kærligheden mod slutningen end det var i begyndelsen af albummet.
Men vi skal op i tempo igen på bonusnummeret ‘Mageløs’, som er en tempofyldt humørbasker, som egentlig godt kunne have fået en mere central placering på albummet, med refrænet “Alt er så mageløst”, som man hurtigt får lyst til at synge med på – og så bliver det toppet med smittende “uh-uh-uh”-vokal og kor til sidst, men det betyder også at man ender på en positiv og ubekymret note. Livet er sgu godt, ikke?
Opgangstid er et relativt lettilgængeligt album med melodiske kvaliteter, som også varer ved ud over de første par gennemlytninger. Der er nogle ujævnheder undervejs, men alt i alt er Fløjl fornøjeligt selskab. Det resulterer i fire pæne stjerner for Opgangstid.
Besøg Fløjl på facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach