Fjell kalder sig alt-rockere hvilket dækker over fuldfed rock-lyd uden meget luft i et kompakt lydbillede. På ’4’ som er den første af tre udgivelser, bandet har sat sig for at nå at udgive i sidste halvdel af 2020, fungerer bandet så afgjort bedst, når de rammer en ukompliceret formel.
Fjell har sat sig for at være produktive; tre plader på et halvt år. ’4’ er bandets fjerde udgivelse (!) og selv om den i glimt er en fin rockplade, får den ikke lytteren til straks at råbe på mere. De numre, der fungerer bedst, er de mest ukomplicerede; ‘Doing Fine’, ‘Strada’ og ‘Booty Baby’ har lidt af de samme kvaliteter som noget, Gallagher-brødrene har haft fat i. Dermed også sagt, at teksterne ikke er voldsomt sofistikerede – det er, trods alt, ikke for teksternes skyld, man sætter Oasis på.
Men rock derudaf, poppet tilgang og nogle enkle refræner samt uh-kor hvor det lige passer fungerer. Det er fint!
Alt-rock definitionen dækker nok over, at bandet dog ikke vil placeres i én kategori. Flere numre er mere ’producerede’ med synths og de ellers med fedtede gains meget fyldige guitarer og bas trækker lidt i baggrunden. Mixet er også lavet sådan, at vokalen næsten står ud af helheden – den er helt fremme i mixet. Den gode ting ved det er, at den står tydeligt frem. Den dårlige er, at teksterne ikke rigtigt kan tåle så meget fokus.
Som i ‘Dragon’, hvor refrænet går
Uh-huuuu
Get me off the wagon
Uh-huuuu
Get me off the dragon
Huuuuuuuu
Det fungerer ikke voldsomt godt, selv om der er gjort brug af kor og lækker produktion.
Slemt bliver det også i mere ballade-orienteret materiale som ’10 Second Drive’:
Come on Baby, let me be your lover
’cause I need you
Come on, Baby, let us take a shower
’cause I want you
It really wears me out, alright
går refrænet og, ja, det er heller ikke så godt.
Og så til de lidt sjovere numre; på ‘Mono’ bliver vokalen pludselig helt Jesper Binzer-agtig og på ‘Shark’ er der noget tilsvarende car-rock ud-over-stepperne over udtrykket – på ca to minutter. Det er effektivt, sjovt og det lyder også til, bandet har det sjovt med både at spille og lege med (vokal) effekter.
Sjovt har de vidst også haft på det på ‘Strada’, hvor der tælles ind ’un, dos, tres, quatorze’? (altså; tæl til tre på spansk og råb ’14’ på fransk bagefter). Stay off the drink, lads! 😀
Fjell fremstår som et rock-band, der til tider har hovedet under armen og jerner derudaf – til tider prøver at være mere; sarte og sjove.
Og sjovt er det. Det sarte skal bandet virkelig, virkelig være forsigtige med – ikke mindst med den måde, vokalen er mixet så langt frem på. Ja, faktisk tror jeg hele pladen ville være meget mere effektiv, hvis man havde arbejdet vokalen mere ned i mixet. Det er et gæt.
Men når det er bulderbasser derudaf á la Gallagher-drengene, så fungerer det fint. Og med titler som ’Party’ og ’Booty Baby’ inviteres der vist heller ikke ind til den store eftertanke.
4 bliver en ret ujævn plade. Der er noget ikke så vellykket sart, noget OK derudaf rock og så noget, der minder om Midlands. Det sidste er det eneste der virkelig fungerer fint og pladen ender dermed på tre stjerner.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
