Kongemord. Sådan vil denne anmeldelse uværligt føles for mig, for jeg er stor, stor fan af både Baal og Bjørn Fjæstad. men jeg er desværre ret uoverbevist om Du kender intet til mig’s kvaliteter.
Bjørn Fjæstad er flere gange dukket op med sin dybe røst på dansk forskellige steder og har blandt andet – måske lidt underligt – været at se og høre sammen med Marie Key i Rytteriets udsendelser.
Jeg har i den forbindelse været begejstret for evnen til at sætte eller underbygge en stemning. Og Henrik Ballings produktioner har i den grad også været med til at underbygge dette, Balling der også er en af fødselshjælperne med dette album.
Fjæstad’s solodebut trækker på samme hammel her – i langt højere grad end Baal, som ellers nok er den mest åbenlyse association, man kan have med Bjørn Fjæstad. Det her er dansksproget, naivistisk musik, med elektronisk/sfærisk tilsnit. Og jeg kan lige så godt sige det som jeg ser det: Fjæstad har en stemme som en engel, men kommer desværre til kort på de naivistiske tekster.
De fungerer – endda godt – på numre som den nærmest julede ‘To Cirkler’, ‘Jeg er fri (ver. 2)’ og det patetiske afslutningsnummer, ‘På min kyst’. Men jeg tør næsten også påstå at disse numre i allerhøjeste grad er båret af godt melodi-arbejde, en fin/patetisk produktion og selvfølgelig Fjæstad’s stemme. Jeg ville i hvert fald have været NOGET mere ude med riven, hvis de tekster var leveret af en Rasmus Nøhr, en Poul Krebs eller en Ukendt Kunstner.
Og det er her, jeg virkelig føler mig som kongemorder. For i al min sympati med Bjørn Fjæstad, så kan jeg ikke helt følge med ham i disse meget enkle, til tider billedelige, men bund-naive tekster. Det er såmænd ikke fordi jeg ikke tror, at de er vigtige nok for kunstneren.
Men som jeg andensteds har fremført, så er det altså noget sværere at skrive tekster på dansk end på fremmede sprog. Og hvor der for så vidt hverken mangler metaforer eller evne til at male billeder med teksten på Du kender intet til mig, så savner det simpelt hen den kant, sarkasme, ironi eller tvetydighed, som de, der mestrer den danske tekst besidder.
Så når Fjæstad skriver om at sidde og vente på en rasteplads – og den utålmodighed eller pseudo-kommunikation, der ligger i at SMSe sammen – så bliver det aldrig rigtig skarpt. Det minder om et landskabsmaleri, som selvfølgelig kan være både smukt og dygtigt udført – men heller ikke rigtigt skubber til noget.
Til tider er det smukt. Der er ikke en finger at sætte på produktionen, og det sfæriske udtryk med indfadende guitarer med stor rumklang, støvet trompet-klang, klingende klaver og elektroniske beats samt en førende bas er at finde i området omkring højeste hylde. Men samtidig må jeg sige, at René Damsbaks produktion alligevel ikke helt har det, vi så i Henrik Ballings i Rytteriets husorkester – det er simpelt hen lidt mindre skarpt.
Og igen kommer man så til at sammenligne nærværende plade med noget andet. Og det er nok ikke helt fair, da det tydeligvis er nogle sange, Fjæstad har villet skulle derud. Og de bør selvfølgelig defineres ud fra dette parameter. Og derfor bør Baal heller ikke rigtigt nævnes i denne sammenhæng; det er noget HELT andet, det her.
Selv om jeg holder meget af ham, så må jeg stikke kniven (lidt) i projektet. Jeg er ikke overbevist om at kombinationen af de ærlige, direkte tekster og Bjørn Fjæstad holder på den lange bane.
Uanset hvor god en stemme – og produktion – der ligger bag, så bliver det lidt stramt for mig at lytte til pladen. Der var egentlig et stort, stort potentiale i det her, men det rammer desværre lidt hårdt, når det bliver for jordnært.
Derfor kan jeg ikke give mere end tre stjerner for denne plade.
Af Troels-Henrik Balslev Krag
Besøg Bjørn Fjæstad på facebook
