Fixed Fight hed tidligere Torment, navnet er nyt, men de spiller stadig metallisk hardcore af den brutale slags. Nu bare bedre end nogensinde.
Der er sket en del siden jeg sidst anmeldte en udgivelse fra de her gutter, ikke blot har navnet fået en overhaling, sangskrivningen har også fået en ansigtsløftning. De lyder dog stadig som om de er ude på at smadre skallen, eller æde dit ansigt, med deres bistre metal hardcore, så på den måde er de ikke blevet pænere.
Fixed Fight lyder bare endnu mere fit for fight end tidligere (pardon the pun), godt nok er der også gået 3-4 år siden sidste EP, men udviklingen er nu alligevel ganske slående. På deres demo fra 2014 og EP’en fra året efter levede de i høj grad på den hærgende energi. Den har de ikke mistet, men nu har de også fået melodier og sangene med sig.
Jeg var ellers lidt nervøs på forhånd, en længere pause, er navneskifte og så et helt album med smadder? Det virkede som lidt usikker grund. Bullshit, heldigvis, bandet har kræfter nok til, at holde gang i slagsmålet over 10 numre. Taktikken er noget så simpelt som gode sange og tilpas med variation i deres soniske slagserier til, at man hænger på i samtlige minutter.
Tilmed blander de numre med danske og engelske tekster, så man også får god variation der. En øvelse man ellers skal være lidt varsom med, da det godt kan komme til at virke en smule rodet. Da er genren og brugen af vokalen også så taknemmelig, at man alligevel ikke får alt med hvad den arrige frontmand spytter i snotten på en, men, alligevel.
Der lægges ud med 6 hæsblæsende numre på engelsk, dernæst 3 danske, hvor variationen for alvor sætte i, inden pladen lukke med den nyredolkende “Transparent”. Det voldsomme ræs indledes med hardcore hattricket “Bled Dry”, “Priceless” og “Waste”, der alle varer 2 ½ minut og under, inden de begynder at lege lidt med udtrykket på den lidt over 3 minutter lange “Far From Home”. Den lyder som klassisk samfundskritik, hvor der skrues ned for farten og op for tempoet, med brug af nogle klip fra noget der lyder som amerikanske nyhedsudsendelser. Ikke nyskabende i sig selv, men virkelig effektivt skruet sammen her.
Efter 2 minutters sprinten “Give It All” begynder pladen, at ændre karakter for en stund med den mere (for Fixed Fight) tøjlede og afdæmpede, stedvis næsten lidt groovende, “Modern Music Bourgeoisie”. Der leder os frem til pladens i min optik aller stærkeste stykke, de tre numre med danske titler: “Dybt Vand”, “Efterladt” og “Du Kunne Ikke Svømme”. Hey, det lyder da næsten som om, at det er meningen at man skal læse titlerne i en sammenhæng? Følelsen og opbygningen fra sang til sang kunne da også godt tyde på, at det er meningen.
På den tonsende “Dybt Vand” bevæger vi ud på, ja, dybt vand, mens vokalen pisker en grum stemningen op og ryger over i et stedvis mere growlende leje. Det sidste forpinte ord der høres i nummeret er “efterladt” og så bevæger vi os over i nummeret af samme navn. Det har mere præg af en art mellemspil, hvor der høres utydelige stemmer i baggrunden, indtil et hæst og fjernt “efterladt” gjalder derude et sted og giver noget kontrast til det klaver, der sørgmodigt sejler ensomt rundt i forgrunden. Og så kommer vi ud, hvor vi ikke kan bunde, på pladens højdepunkt, “Du Kunne Ikke Svømme”. hvor Fixed Fight for alvor spiller med musklerne og får pisket en høj, metalliske søgang op. Skulle man sammenligne med noget, så kunne det minde lidt om Redwood Hill, uden at det bliver en efterligning. Prægtigt nummer.
På Empty Homes viser Fixed Fight, at man godt kan gøre sit udtryk mere raffineret og “pænere”, uden af den grund at miste sit bid og slagstyrken. Det fortjener en hårdt tilkæmpet 5’er og en respektfuld applaus herfra – godt gået!
Af Ken Damgaard Thomsen
