Hvis du synes det er lidt irriterende at det hele skal være “post” når det kommer til hardcore, så er der håb. Fixed Fight er nemlig tilbage med et overvejende old school metallisk hardcore album, som er perfekt til at trampe og hoppe rundt i cirkler og se sur ud til – samtidig med det også tematiserer slaveri, krig og menneskelig lidelse i øvrigt.
Jeg brugte selv en del af de sene 90’ere og tidlige 00’ere på at lytte til bands som Pro-Pain og Biohazard, og det er især i traditionen fra førstnævnte jeg synes Fixed Fight placerer sig. Bandet har tidligere heddet Torment, og under det navn anmeldte jeg en glimrende EP fra dem tilbage i 2015, og under det nye navn har de også udgivet Empty Homes i 2019, også til en positiv anmeldelse her på siden – dengang fra Ken.
Det, Fixed Fight kan, er at skrive medrivende sange, der buldrer og hamrer afsted i 2-3 minutter og fungerer glimrende som et raskt lille soundtrack til en isolations-slam dance hjemme på stuegulvet. Det er i den boldgade vi befinder os på åbneren og titelnummeret ‘Antebellum’, og i og for sig også en stor del af de efterfølgende numre. Åbneren holder dog spilletiden helt nede på 1 minut og 12 sekunders frontalangreb, og så er vi ligesom i gang.
‘Dust’, som følger efter, tager sig tid til en truende omgang rundt om sig selv, inden der blæses til angreb med et mere hakkende groove, mens ‘Dent Head’ en endnu mere hidsig malstrøm af et nummer, hvor man, heldigvis, får et breakdown at trække vejret i.
“When your walls are conquered/And all your heroes are gone/When you feel your breath getting tighter/And there’s nowhere left to turn/You lie in the fucking bed you made/And you bow your head in shame“, lyder det arrigt fra den ene af bandets to vokalister som indledning på nummerets anden, tungere og langsommere del, inden strømmen igen piskes op det sidste halve minut, og blæser lige over i den ind i mellem nærmest hardcore punkede ‘Bodies’.
Der er få pusterum på første del af albummet, hvor man også finder ‘Hollow Man’, der godt kunne bringe minder frem om førnævnte Biohazard med det samplede vokalstykke, det groovy drive og den metalliske kant, mens ‘Can’t Win’ lyder som den musikalske ækvivalent til en barbølle på udkig efter et slagsmål i en fyldt baggårdsbar.
Tungere anden halvdel
Efter den tempofyldte indledning på albummet – 6 numre på et kvarters tid – sættes tempoet ned på ‘Milestones’, der indledes med et længere vokalsample, inden den insisterende sætter i gang med et bastant og effektivt riff, der er det næsten fem minutter lange nummers store trækplaster. Det er drøneffektivt, og også her bruger Fixed Fight deres virkemidler godt.
Tempoet blæses op igen på den hidsige (og dansksprogede) ‘Den Rige Mands Ensomhed’, og den efterfølgende ‘Guernica’, der, med pladens umiddelbare krigstema i mente (Antebellum betyder direkte oversat “før krigen”, men har også konnotationer til Sydstaterne før den amerikanske borgerkrig og dermed slaveriet, en forbindelse Fixed Fight åbenlyst også er opmærksomme på) formentlig refererer til bombningen af den baskiske by af tyske bombefly under Den Spanske Borgerkrig, en begivenhed, der berømt er gengivet på Picasso’s enorme maleri af samme navn.
‘Synapse’ når helt op omkring 5 minutters spilletid, hvor vekselvirkningen mellem den mørkere brølende vokal, og den lidt lysere og lidt mindre brølende vokal bliver brugt til rigtig god effekt på, hvad der måske er albummets mest catchy passager. Her bliver der dog også plads til lidt atmosfærisk ulmen og cirklen og opbygning (blandt andet får vi et stykke med det tætteste Fixed Fight formentlig nogensinde kommer på korsang), der så viser sig at være genopbygning mod afslutningen, som kommer med en to tredjedele knaldperle i ‘Punishment’, der dog også ender på en mere atmosfærisk note.
Fixed Fight bygger stille og roligt flere elementer på et udtryk, der allerede fungerer. Udviklingen virker naturlig og samtidig er det også umiskendeligt Fixed Fight vi har med at gøre. Her er både social indignation og vrede over historiens uretfærdigheder, og Fixed Fight virker fortsat som om de har ild i øjnene. Samtidig er de i stand til at skrue stærke metalliske hardcore tracks sammen med masser af saft og kraft og ind i mellem også en god del catchiness. Det kommer man langt med, og Fixed Fight er godt på vej op mod forreste række på den stærke danske hardcore scene.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
