Aarhusianske Five Dollar Justice er efter 4 år klar med opfølgeren til deres debut-EP, en lille, ukompliceret rocksag, der bringer bardryppende fadølsstemning hjem i stuen til dig – eller hvor du nu vælger at høre musik.
Netop barstemningen er noget bandet selv gør meget ud af at beskrive i deres pressetekst, en stemning de 4 rå rocknumre også rammer meget godt. Det er et band der ved hvad de er og vil, det er rockmusik af den slags man kan tylle øl til på Escobar, eller hvor du nu står og fugter ganen. En lille beværtning, hvor temperaturen giver svedige armhuler og der nok også hænger en duft af fis i luften.
Det er bestemt ikke raketvidenskab, og man kunne måske godt klantre bandet for ikke at have større ambitioner, ikke mindst med en ventetid på 4 år mellem hver EP. Men, det er egentlig også en af forcerne, for det her rammer det ønskede publikum i øjenhøjde. Det er rock til et rockelskende folk, folk der måske er på bandets egen alder, hvor 40 efterhånden står og banker på og livet måske også byder på en hel del andet end rock og løjer. Det er musik til, og skabt af, folk der tilkæmper sig et lille frirum fra hverdagens trummerum.
“You’re a demon here to claim my soul, cause I’d trade it in for rock ‘n roll”, brøler forsanger Thomas Wittenburg på “Demonize”, mens musikken følger trop og matcher vokalens rustents larmende facon. Det er meget klassisk rendestens rock og rul, men med godt med bund og lydtryk så dunken vibrerer tilpas under ens lidt for stramme t-shirt. Five Dollar Justice er ikke fornyere, det er kendere og rockpuritanere af den gammeldags slags, som nok aldrig går helt af mode. Og tak for det.
“Light Me Up” lyder indledningsvis som man kunne forestille sig, at Aerosmith ville lyde, hvis de var er beskidt barband, inden nummeret tager på i vægt og begynder at tonse-tromle mere derudaf. Det er ikke vægt bag de tunge riffs Five Dollar Justice mangler, specielt raffineret er det måske heller ikke, men det er man jo sjældent efter hunnar bajere på Escobar. Da trænger man bare til en god solo, og den kommer i nummerets anden halvdel, så man kan få luftet… luftguitaren, inden nummeret smækker mere igennem igen. Her aner man også et slægtskab med et andet Aarhusband som I’ll Be Damned, ikke kun i Escobar ånden.
Five Dollar Justice er dog måske lige et nummer mere sleaze, sleaze med ko-klokke som man kan høre i løbet af den tempofyldte “Junkie Ballerina”. Her kommer der også lidt mere “strutting” og hoftestød i rytme og melodi, det er vel ikke ligefrem ballet, men det er måske sådan en junkie ballerina folder sig ud? OK, jeg kender også lidt mere end en håndfuld mennesker, der forholdsvis nemt ville kunne lokkes med på dansen under dette nummer…
På EP’ens sidste nummer kommer vi ud fra baren, i hvert fald rent tekstmæssig. “Filthy Speed” tager indledningsvis tilløb, holder og gasser op og så skal vi ellers ud på byens gader og føle lidt frihed, mens sangen blæser afsted, “burning up the streets”. Det lyder tilpas “stort”, som en motor der kører i fulde omdrejninger, mens man føler vinden i håret og et adrenalinkick strømme gennem ens frihedstrængende korpus.
OK, Five Dollar Justice gør det bestemt ikke mere indviklet end det behøver at være, men de prøver heller ikke på det og prøver ikke, at præsenter sig som værende noget andet og mere. Med ærlighed kommer man længst! Det er ærlig rock fra rockelskere til rockelskere, ikke så meget pis og med en spilletid på under et kvarter, så ryger skidtet lige i skuret.
Af Ken Damgaard Thomsen
