I en meget komprimeret produktion leverer Final Hour relativt klassisk dødsmetal krydret med skønsangsvokal… hm. Kan man sluge den kombination er Final Hour nok sagen, men for mig er det, om ikke uspiseligt, så i hvert fald noget jeg kun kan klare i mindre doser.
Ikke fordi Final Hour ikke leverer begge dele rimelig kompetent, omend relativt uopfindsomt, men fordi kombinationen ikke gør noget godt for bandet i mine ører. Tanken har måske nok været at opfriske dødsmetalgenren, hvilket da er en beundringsværdig ambition. Men på ‘Future Fortune’, for eksempel, lyder de lidt som en lidt mere brutal udgave af Machine Head på afveje (med growl i stedet for Flynn’ske brøl), og jeg har det virkelig svært ved omkvædet og de ind i mellem aparte temposkift, mens et par af de efterfølgende numre holder skønsangen i mindre doser, og derved slipper lidt bedre omkring det.
Der er heller ikke gået opfindsomme rimsmede tabt i Final Hour, titler som ‘Never Bow Down’ (i øvrigt et af albummets stærkeste numre og hvor kombinationen af growlend dødsmetal og skønsang fungerer bedst), ‘Dark Spirit’ og ‘Soldiers of Misfortune’ signalerer at vi befinder os i metalland, og det er sådan set fint nok. Ligesom med den musikalske side af sagen, er det ikke tæerkrummende udført, men kompetent. Men dermed også sagt, at der ikke ligger nogen lyriske overraskelser og venter – og hey, det er heller ikke hovedattraktionen ved dødsmetal. Heller ikke når der smeltes skønsang sammen med den.
Der er bestemt medrivende passager at finde undervejs – for eksempel så er åbneren ‘Soulless Wanderer’ sgu ret effektivt skruet sammen, selv om jeg heller ikke her er helt pjattet med brugen af egal vokal. Heldigvis er den relativt neddoseret her. Men så er der et andet problem, nemlig at numrene er for lange. Bortset fra det instrumentale mellemspil ‘Raven’s Call’, er alle numre, undtagen ét over 4 minutter lange. Det er der simpelthen ikke nok bund i dem til at bære.
Jeg kører i hvert fald kold i de fleste numre efter de første 2-3 minutter, også selv om det starter godt, som på ‘Line Crossing’, hvor vi skal endda også skal have et 90’er klingende tale-stykke (apropos Machine Head). Og før et breakdown brøles der…”BREAKDOOOOWN!”. Selve breakdown-stykket er dog ganske effent, og igen synes jeg der er flere passager, der taler for Final Hour, men helheden, den fungerer altså ikke for mig.
Og så er vi i øvrigt også kun halvvejs gennem det 13 numre lange album på dette punkt. Resten af numrene gør desværre ikke meget for at ændre på min grundholdning, selv om der er lidt forbedring at spore. For eksempel har ‘Soldiers Of Misfortune’ nogle glimrende 80’er/90’er thrashede riffs, og ‘Once You’ve Spilled’ er leveringsdygtig i et intenst stormvejr, inden der forudsigeligt nok, og helt efter skabelonen der benyttes, skal smides et mere melodisk omkvæd ind. Her går der også nærmest core i den med tempo- og intensitetsskift. Og sådan fortsætter det slag i slag albummet ud – med passager, jeg synes rykker fint, kombineret med passager, jeg ikke rigtig kan døje, undtagen på ‘On The Line’, som holder dødstungen lige i munden.
‘Mirror Image’ er måske det sted, hvor jeg synes Final Hour lykkes bedst med at integrere elementerne af ren sang, mens ‘The Grand Imposters’ og ‘The Final Hour’ fortsætter i samme spor som resten af albummet – på førstnævnte lyder det lidt henad James Hetfield og Metallica i sen 90’erne på den melodiske del, hvilket ikke er et udelt plus. Men det er det fine melodiske guitararbejde på sidstnævnte til gengæld.
Det ender dog ikke med udelte plusser til Final Hour, men heller ikke med udelte minusser. Selv om de i mine ører rammer skævt med konceptet, kan man sagtens høre, at der er noget at komme efter hos aalborgenserne. Der er mange gode elementer undervejs og fine byggeklodser. Men som helhed lykkes det desværre ikke særlig godt her. Og så er der produktionen, som jeg simpelthen synes lyder for komprimeret – hvilket især har været tydeligt når jeg har lyttet til Final Hour lige efter et andet af navnene i anmeldelsesbunken. Derfor lander vi på 3 stjerner.
Du kan finde Final Hour på Facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
