Tiden nærmer sig hastigt, vi skal snart på festival igen. Men hvilken, og hvilke har de bedste programmer, hvis man overhovedet kan gøre det op? Her anden del af et kig ud over dele af det danske festivallandskab.
I det følgende kigger jeg på de større af de danske festivaler, der stikker op i landskabet. I mellemlaget, vækstlaget og undergrunden findes der et væld af muligheder i dette festivalgale land. Det ville næsten blive uoverskueligt for én mand, at danne sig et fyldestgørende overblik.
Jeg vælger i stedet at fokusere lidt på de større spillere, som kæmper om dine surt optjente sparepenge. For det er dyrere end nogensinde at gå på festival. Det skyldes mange faktorer (ud over griskhed), som stigende udgifter til alt fra leverandører, drift og hyre til kunstnerne. Kunstnere, der sagtens ville kunne tjene endnu mere på en arena eller stadionkoncert.
Det gør også, at mange af de store navne ikke længere er eksklusive, hvis de overhovedet er til at få fat i. Det er ikke unormalt, at selv de største navne på en plakat kan opleves i en periode op til eller efter en festivaloptræden. Ligesom mange navne går igen fra sæson til sæson, men på forskellige festivaler. Sådan var det ikke i de gode gamle dage…
…men det har man efterhånden vænnet sig til, så det skal ikke trække alt for meget ned i det følgende. Her vælger jeg i stedet at kigge på det mere isoleret set. Ligesom der lige skal tages forbehold for at programmerne IKKE er komplette i skrivende stund.
I første del var vi forbi Jelling, Heartland, Northside og Syd For Solen. I anden del zoomes der ind på Copenhell, Tinderbox, Roskilde og SmukFest.
Let’s roll!
Copenhell, d. 19.-22. juni
Copenhell og Live Nation har igen støvsuget markedet for nærmest alt der kan kravle og gå, der bare dufter lidt af noget der med lidt god vilje kan relateres til rock eller metal. Sådan virker det i hvert fald. Det virker også som om man i større og større grad køber mere eller mindre færdige festivalpakker, som kan findes på landevejene rundt omkring i Europa i juni.
Tilsæt en sjat dansk, noget der falder lidt udenfor den åbenlyse målgruppe og vupti, så er endnu et program klar et halvt år inden festivalen går i gang. Det er faktisk ganske imponerende med hvilken hastighed Copenhell voksede fra subkultur, til lidt af en strømlinet supertanker. Og de kan sælge billetter!
Det er efterhånden 5 år siden jeg senest var i helvede, coronaen gav et naturligt afbræk og så var jeg lidt et andet sted efterfølgende. Træt af metal, meget træt af “de samme hovednavne” og så var det efterhånden svært at brænde 3 af sine sparsomme feriedage af på Refshaleøen (sammen med sparepengene, for fuck det er dyrt at gå på festival).
Metal og rock-festivaler lider især under genbrugssyndromet, som jeg jo ellers skrev ikke skulle trække ned. Det bliver bare mere tydeligt, når musikprofilen er lidt smallere. Nok også derfor at man har udvidet profilen med årene, så der også er plads til et band som eksempelvis The Hives. Ellers kan man gense alt fra Accept, over Biohazard, Body Count og Dropkick Murphys til Pretty Maids og Tool. Eh, been there done that.
I år kunne man ikke få Iron Maiden og Slipknot igen, så man må nøjes med deres respektive forsangere. Rage Against The Machine er igen opløst, men Tom Morello kunne godt kigge forbi. Eller hvad med at se hvor udbrændte The Offspring, Machine Head og Uriah Heep er? Man kan også grine lidt af Limp Bizkit eller Steel Panther. Et af de navne er med vilje en joke, men kun et af dem er lidt sjove.
Det skulle faktisk ikke lyde så negativt, som det kom til. I bund og grund ser der ganske hæderligt ud, trods ovennævnte “vinkling”. Der er især masser af godt dansk, som John Cxnnor, Nakkeknaekker, ORM og Hexis. Samt mindre udenlandske navne som Zulu og High on Fire.
Det er klassisk Copenhell på godt og lidt ondt, der måske lige mangler det sidste scoop i toppen. Men det er ikke alle år, at Pantera bliver gendannet, eller Tool ikke har spillet i landet i 15 år. Hov, Mr. Bungle kommer også, og Fu Manchu? For pokker der er en stor sugeevne i den støvsuger!
Tinderbox, d. 27.-29. juni
Den ÆGTE SmukFest Fyn! Om man synes det er nedladende over for Tinderbox eller Skanderborg vil jeg ikke blande mig i.
Det er ingen hemmelighed, at jeg ikke er helt neutral her, for jeg har et horn i siden på Tinderbox. Ikke at Fyn ikke må have, eller der som sådan ikke er plads til en festival. Det har jo vist sig, at der er et marked for det. Det ville heller ikke være helt fair (men alligevel!), at punke Tinderbox for at være ejet af folk, der gemmer fortjenesten i lande med mere “imødekommende skatteregler”. For Northside er ejet af samme kreds, og der så jeg igennem fingrene med det.
Men nu vi har Northside på bordet. Den festival har i det mindste en profil og noget personlighed. Jeg leder stadig efter Tinderboxs, og dermed deres berettigelse UDOVER at være en festival-parasit, der suger næring ud af markedet – som eneste formål. Der lader ikke til at være nogen vision eller dybere plan, skyd med spredehagl og få folk igennem sluserne.
Det har Magic Box med elektroniske navne og dakke dak, fred være med det. Men også en såkaldt Groovebox, hvor der går ren 90er fest i den (plus stakkels Johnson) med blandt andre Haddaway, Snap og Dr. Bombay (årets mest politisk korrekte booking?).
Og så et miskmask af et hovedprogram med mere eller mindre afdankede legender som Lenny Kravitz, Bryan Adams og Avril Lavigne. OK? Tilsat den sædvanlige danske festivaltrup anført af Benjamin Hav, Suspekt og Guldimund. Der er også Beth Hart og Janelle Monáe og MØ. Comedy fredag og lørdag og Roben & Knud. Kaizers Orchestra og David Guetta og meget andet…
Hvem fuck er det er til og for?!
Der var et år, hvor man kunne blive “Tinderbox Ambassadør”. Det gik kort fortalt ud på, at købe en billet og derefter kunne man optjene “point” til nogle ekstra ydelser og VIP-behandling (som ikke ville koste festivalen noget væsentligt) ved at få mindst 6 andre til at købe en billet (til fuld pris, selvfølgelig). En fidus, hvor det kun er dem der sidder i toppen af pyramiden, der reelt får noget ud af det? Hmmm, hvad er det nu man kaldte den slags i gamle dage? Ud over bondefangeri. Ah ja, et pyramidespil!
Det er Tinderbox. God fornøjelse, Fyn fortjener bedre.
Roskilde Festival, d. 29. juni-6. juli
Fra den ene yderlighed til den anden. Den frelste, woke, politisk korrekte, wannabe dagsordensættende og de rigtige meningers holdeplads, der giver al overskud væk til godgørende formål. Roskilde bliver jævnligt skudt i skoene, at de forsøger at prædike, er bedrevidende og lidt selvfede.
Ja til det hele, og tak for det. Det foretrækker jeg i forhold til ovenstående, og meget andet i festivallandskabet. Skal Roskilde dermed være hævet over kritik, bestemt ikke, men i det mindste har de ambitioner, visioner og tør noget. At det så måske ofte er for døve ører, og store dele af ungdommen “bare” kommer for at feste… tja, man kan slæbe hesten til truget, men man kan ikke tvinge den til at drikke. Medmindre det er shots og dyre cocktails formoder jeg.
Roskilde har, i vid udstrækning med held, satset på at være nutidige i deres booking strategi. Hvilket har vist sig at passe godt til et tiltagende presset marked, hvor stigende priser til kunstnere, færre gamle headlinere og endnu færre nye, som for alvor bider sig fast. Det lægger dog også et ekstra pres på bookerne, som ikke blot skal forsøge at ramme tiden, men også hvad der er ved at blive stort i en tid, hvor den slags går hurtigere end tidligere og er endnu mere flygtigt.
Det der hot blandt de unge, og hitte på streaming LIGE NU, kan være yt til sommer. Hvordan finder man så brandvarme, aktuelle hovednavne? Det gør også, at programmerne i disse år kan virke ekstremt sæsonbetonede, og måske være glemt året efter.
I toppen finder vi i år navne som Doja Cat, Tyla, Ice Spice, Kali Uchis, Romy og SZA. De er vist alle kvinder, ikke? Og oppe i tiden, og nærmest komplet ukendt for mig. Men de er heller ikke booket TIL mig, jeg er en hvid mand på næsten 45, der var på Roskilde første gang i slutningen af 90erne. “Jeg” får Foo Fighters, Jane’s Addiction, PJ Harvey og Kim Gordon.
Jeg kommer til at dykke meget mere ned i programmet senere, men som altid kan det betale sig at læse både det med stort og småt. Eller går man måske glip af gode bookinger som Khruangbin, Bar Italia, Rhiannon Giddens, Alvvays, Marina Sena, Amen Dunes, Lankum, The Armed og Medina, selvfølgelig! Nøøøøøh, MEDINA. Lev med det. Nik og Jay bør også snart få en invitation.
Samtidig er der også plads til et (over?)hypet nyt navn som The Last Dinner Party og meget, meget, MEGET mere. Alt er som det plejer, intet er som det plejer, Roskilde som vi kender og elsker det.
SmukFest, d. 4.-11. august (den rigtige denne gang)
Du kan stadig komme med ønsker til programmet i 2024, selvom der er udsolgt. Det er da service! Eller siger det meget om Smukfests generelle tilgang? Giv publikum det de vil have, og hvis det ikke kan skaffes, så bare book et eller andet der vækker genklang.
SmukFest kan udefra set godt virke som en lidt underlig størrelse, hvor musikken ikke er det væsentlige. Og alligevel viser bookinggruppen af og til overraskende ambitioner, eller vilje til at satse lidt skævt. Måske fordi, det lige var hvad der kunne skaffes, for at ramme bredest muligt (indenfor det rimelige), eller for at få bare en smule kontrast til det folkelige.
Og folkelighed skal ikke være et fy-ord. SmukFest HAR deres berettigelse, og i årtier vist, at de har en plads og udfylder et behov, hvad man så ellers måtte have af snobbede og fine fornemmelser. At musikken så kan virke som om den spiller andenviolin, gør det også lidt svært at bedømme programmets egentlige kvalitet. Er det vigtigt?
SmukFest kan blandt andet bryste sig af at have scoret en vaskeægte legende med stort L i form af Diana Ross. Hun er endda så eksklusiv, at hun kan opleves i Tivoli dagen inden. Det skader naturligvis ikke SmukFest, billetterne er jo solgt, så de behøvede praktisk talt ikke engang at smide penge efter et navn af denne størrelse.
Ligesom den falske SmukFest på Fyn har de også en 90er fest, comedy og Andreas Odbjerg. Og “alle de andre” danske navne, som Benjamin Hav, Folkeklubben, Carpark North, Guldimund, Tina Dickow og Infernal. Og det var bare onsdagen…
Eller kan du drikke dig i bøgeskoven til en eklektisk blanding af Deep Purple, The Darkness, Tim Christensen, The Prodigy, Faithless, The Savage Rose og mindst tre coverbands, der forsøger at krænke ABBA, Queen og Earth, Wind and Fire. Og der saksusme meget andet. Tror også man på kryds og tværs, kan sammensætte et en sæson eller to af Toppen af Poppen, hvis man har lyst til det.
Dom: Thomas Treo har allerede fældet dom, og skrevet udkast til de fleste anmeldelser.
Hurtig opsummering
Nu var jeg måske lige vel hård ved stakkels Tinderbox, de er nok pænt ligeglade. Og skal du af sted og fyre den af til “Summer of 69” – more power to you! Det er som nævnt ikke idéen om en stor festival på Fyn, der er problemet for mig. Manglen på en klar vision og relevans derimod, det mig op det røde felt sammenholdt med de andre nævnte faktorer.
Jeg er ideologisk set klart mere en skinhellig Roskilde-type. Selvom jeg aldersmæssigt ikke længere er i nærheden af deres primære målgruppe, synes jeg rent principielt at bookerne i store træk har valgt en fornuftig strategi og retning. Også kan alle de gamle anmeldere og folk med “bedre smag” himle op om manglende tyngde, historieløse bookinger, døgnfluer og fordummende toner lige så meget de vil.
Hvis du vil sælge 80.000 billetter, så må man følge de unge, der hvor de har bevæget sig hen. Ud fra en vinkel, så er Roskilde igen så meget Roskilde i en nøddeskal, når man kigger på den foreløbige plakat.
Copenhell er stadig nødt til at sætte deres lid til de gamle travere, eller deres forsangere, alt efter hvem der lige er på festival rundtur. Det er måske ikke så fremtidssikret (eller bare nutidigt, i hvert fald hvis man udelukkende kigger på de store navne), men mon ikke Copenhell som festival ER temmelig fremtidssikrede. De har trods alt Live Nation i ryggen.
Og hvorfor er jeg så ikke så meget ude med riven efter Copenhell, som Tinderbox? Live Nation er da mindst lige så suspekt et foretagende, og sidder efterhånden lidt for tungt på mange dele af livebranchen?
Det burde jeg måske også være? Men forskellen, for mig (og jeg vedkender igen gerne at være skinhellig eller måske dobbelt moralsk – sue me!) er, at Copenhell har en personlighed og profil. De udfylder et hul på markedet nu, hvor andre festivaler har nedprioriteret den hårdere musik kraftigt. Indtil Tinderbox forklarer mig, hvilket hul, ud over et på landkortet, de udfylder, så klatre jeg ikke ned fra mit træ.
Træer er der nok af til SmukFest, måske kan man ikke helt se de musikalske bøgetræer for pindebrænde, men hvad skal man næsten sige… Det er hverken overraskende eller nogen skandale. Skanderborg kører nærmest deres eget show, og er jo ikke egentlige konkurrenter til nogle af de andre festivaler.
De signalerer begyndelsen på enden af festivalsæsonen, ligger og hygger sig i august og får udsolgt år efter år på ingen tid. Medmindre skoven brænder ned, og det må vi da ikke håbe, så er der vist ingen der kan rokke ved at de fester som de vil i Skanderborg. Og fred være med det!
Men men men, kunne SmukFest ikke sagtens have booket eksempelvis Lenny Kravitz, Bryan Adams og Avril Lavigne? Jo da. Det er derfor Tinderbox er SmukFest Fyn. Og hvad skal vi med den, når der ligger en SmukFest i Skanderborg?
Hvem vinder så?!
Som del 1 og denne del 2 viser, så er det sgu’ egentlig svært at sammenligne. Det danske festivallandskab er egentlig ganske alsidigt og der er dermed lidt for enhver smag. Eller til dem helt uden smag!
Det er jo glædeligt og dermed kunne man jo sige, at vi alle vinder. At der er plads til så mange forholdsvis store festivaler på så lidt plads, i så kompakt en periode er også imponerende. Og næste år møffer Viborg sig ind på markedet med deres Forever Festival. Er der plads og navne nok at booke til det?
Tidligere havde jeg nok sagt nej. Kigger man ud over sommerens festivalplakater, så er de fleste af dem egentlig lykkes med at finde genkendelige navne nok til at det ikke ser ALT for tyndt ud. Medmindre man skal til Heartland.
Hold da kæft hvor jeg ævler. Ses til sommer!
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard/GFR, Roskilde Festival 2023
